• Jakob Korshøj
  • Ørestad

Nyt parti: Ørestad skal have egen kommune

Peter HjortPeter Hjorths parti: Ørestad Kommune, nyt By & Havn, innovationsbyer.

Peter Hjorth er vokset op i Tårnby og har boet på Amager det meste af sit liv. Han har været ude og arbejde i nogle år i Tyskland som økonomichef bl.a. i Sony Ericsson. Da han kom tilbage til Danmark, arbejdede han som General Manager i A.P. Møller Mærsk. Nu er han flyttet til Ørestad, hvor han bor med familien: 

"Det lød jo så godt med et nyt projekt her helt ud til Kalvebod Fælled – og flotte nye bygninger. Men jeg var lidt overrasket, da vi flyttede ind for halvandet år siden, for jeg havde godt nok forventet noget andet. Der er intet liv eller handel herude i Ørestad Syd eksempelvis. Og så fandt jeg ud af, at det heller ikke var på vej," fortæller Peter, mens han sætter sit partiskilt op foran Rema 1000.

Han giver ikke meget for at politikerne få få dage siden har vedtaget at lave et nyt lokalplantillæg for Ørestad Syd, som skal sikre mere handelsliv i gadeplan:

"Det er en lappeløsning på et tidspunkt, hvor de fleste byggefelter allerede er i gang. Resultatet bliver i bedste fald kun én eller to små forretninger på en gade, som skulle have været et levende handelsstrøg," siger han.

By & Havn er et problem
"Vi har By & Havn, som skal profitoptimere, så de er kun interesserede i at få solgt grundene så hurtigt som muligt, og så glemmer de i farten, at der skal være plads til noget detailhandel også. Der kommer en masse almene boliger herude, men det giver en masse fælleslokaler i stueetagerne. Alt det kender folk jo godt. Det er nu, vi skal handle på det politisk," mener Peter Hjorth.

"By & Havn har også indflydelse på parkeringspriserne. Borgerrepræsentation har jo repræsentanter i bestyrelsen for By & Havn. Hvert fjerde år skal de beslutte, om parkeringsstrategien skal fortsætte, og det stemmer de ja til hver gang, og så siger de bagefter, at det ikke er deres skyld. Det er noget ved den By & Havn-konstruktion, der ikke fungerer, og den skal vi have gjort noget ved."

Hvodan vil du gøre noget ved det?

"Der er kun én ting at gøre for nuværende, og det er at stemme på de rigtige mennesker ved Kommunalvalget. Desværre har vi en kommune, der dækker et meget stort område hele vejen ud til Vanløse og ud til Nordhavn også. Så hvis man vil lave noget lokalt lige her, kan man ikke regne med at få det igennem Borgerrepræsentationen. Der er ikke nok plads til det lokale." 

Ørestad Kommune
Hvordan skal man så sørge for, at der bliver mere fokus på det lokale?

"Vi vil gerne komme med et seriøst forslag om, at vi splitter København op i mindre kommuner, så vi får et mere lokalt styre. Ørestad, som om ti år består af 35.000 mennesker - hvilket svarer til en gennemsnitlig dansk kommune, skal have sit eget postnummer med egen kommunalbestyrelse. Det ville være glimrende, for der er altså forskel på de mennesker, der bor i Ørestad, og på dem, der bor på Nørrebro."

Men vi har vel lokaludvalgene?

"Ja - I'm sorry. Amager Vest Lokaludvalg får nogle midler fra kommunen, de kan dele ud af, men de har jo ingen beslutningskraft. De kan ikke gøre meget andet end at støtte nogle events rundt omkring."

Nødvendigt med helt nyt parti
Peter Hjort forklarer, at hans bevæggrunde faktisk mere er landspolitiske, end de er lokalpolitiske. 
"Vi adskiller os fra andre partier ved at fokusere kraftigt på at skabe nye indkomster til Danmark. Vi kommer til at mangle mange penge om få årtier, og vi har en finanslov, der er låst. Vores velfærdsydelser udhules år for år, og det undrer mig, at de borgerlige partier ikke fokuserer mere på det."

Hvad skal der til?

"Lavere skatter og mere innovation. Vi skal have nye, store indkomster til Danmark. Jeg har faktisk skrevet en bog om det," fortæller han.

Vil bygge nye innovationsøer
På bagsidenaf Peter Hjorths bog 'Innovationsbyen' står der bl.a. at bogen tilbyder "Nye koncepter, der kan accellerere innovationen af alt fra teknologi til politiske styreformer, som i sidste ende blandt andet kan redde jorden fra klimakrise og sikre alt liv mod overgreb."

"Den går kort fortalt ud på, at man samler en masse dygtige mennesker fra hele verden i en ny type virksomheder, hvor de tager de mest innovative dele og sætter sammen i nye selskaber. Og så vil vi bygge inovations-øer herude - en lige syd for Sydhavnstippen og en på den nordlige del af Kalvebod Fælled, hvor vi vil lave verdens bedste forskningsmiljøer og nye virksomheder. Vi inviterer de bedste mennesker fra hele verden til at komme og bo her, og så får vi en synergi, hvor vi bl.a. kan udvikle grøn teknologi meget hurtigere, end det sker i øjeblikket," fortæller Peter.

Han vil i øvrigt også bygge en innovationsø på Grønland, hvor Danmark bl.a. kan samarbejde med Kina og Rusland.

Det lyder som et omfattende projekt?
"Ja, og det er også meget visionært. Det kommer til at tage tid. Bogen er første step."

Hvad skal pengene fra de nye ind-komster bruges til?

"Jeg vil fordoble folkepensionen, give gratis tandlæge og gratis offentlig transport. Bedre velfærdsydelser."

 

innovationsbyenSkitse fra bogen over innovationsbyerne.

Byggeri eller natur på fælleden
Du vil også bygge en del af innovationsbyen på et stort område af Kalvebod Fælled?

"Jeg har taget det med i visionen, fordi jeg manglede noget plads. Vi har et kæmpestort område herude, og det er jo ikke fordi, der render verdens mest sjældne salamandere rundt lige der. Hvis man brugte noget af arealet, ville det ikke gøre det store. Det er bare min holdning. jeg tog det med i min vision, fordi det passede godt til min idé om innovationsbyer. Men jeg  har besluttet at tage det ud af mit politiske program, ellers får jeg bare så mange tæsk for det. Så vi bevarer Amager Fælled og Kalvebod Fælled. 

"Men hvis jeg skal være helt ærlig; Kigger man på Lærkesletten, der snakkes så meget om nu, så er det jo ikke en særlig bevaringsværdig regnskov, der ligger der."

Lavere parkeringspriser
"Majoriteten af By & Havns bestyrelse er rød. De fleste af dem sidder i Borgerrepræsentationen, som godkender strategien for By & Havn. Politikerne har altså muligheden for at ændre de her ting. By & Havn kører ikke bare selv derudaf, som nogle opgivende politikere siger. Se på parkeringsafgifterne. Folk får indtryk af, at By & Havn er et selvstændigt selskab. Men politikerne sidder selv i bestyrelsen. Parkeringsafgifterne er bare en lille del af det, men hvis man vil ændre noget ved dem, skal der kigges på ejerstrukturen," siger Hjorth.

Du vil ændre måden, By & Havn er skruet sammen på?

"Stod det til mig, lukkede man By & Havn, men skal jeg være realistisk, så vil jeg have ændret vedtægterne. I 2023 skal der stemmes igen om Københavns parkeringsstrategi, så der håber jeg at vi får flertal til at stemme det ned, og sænket priserne."

Starter i det små
Bliver Peter Hjorth medlem af Borgerrepræsentationen, vil han tage fat i  helt konkrete emner først: 

"Først og fremmest vil jeg tage fat i de ting, der betyder noget for folk i Ørestad. Parkeringspriserne skal sænkes en gang for alle, der skal være bedre vindafskærmning, og der er også nogle, der gerne vil have et busstoppested mere mellem Field's og Vestamager St. Jeg vil også gerne bygge et stort kultur- og sportscenter oppe ved siden af Field's."

"Hvis vi havde vores egen kommune, kunne vil løse de her udfordringer langt mere effektivt."

Under Peter Hjorths sektion på Det Demokratiske Partis hjemmeside, findes hans mærkesager for Ørestad:

  • Nedsættelse af prisen på parkering i Ørestad

  • Åbning af flere caféer og restauranter

  • Fuldførelse af et handelsstrøg i Ørestad Syd

  • Bevarelse af Kalvebod Fælled

  • Billige el-bil deleordninger til alle

  • Sportscenter og stadion

Det Demokratiske Parti stiller op i valgforbund med Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti. 

 

DEBAT:

LOUISES KLUMME:

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk