• Jakob Korshøj
  • Ørestad

Konservative: Kommunen skal overtage p-anlæg i Ørestad

parkeringshus edv thomsenNæsager: Køb p-anlæggene i Ørestad og lav park-and-ride

I forbindelse med dagens møde i Teknik- og Miljøudvalget om mere byliv i Ørestad Syd er det blevet besluttet, at der skal udarbejdes et nyt lokalplansforslag for Ørestad Syd.

Næsager, som også ønsker parkeringsanlæggene i Nordhavn overtaget af kommunen, fortæller til Ørestad Avis: 

"Kommunen skal overtage parkeringsanlæggene i Ørestad og Nordhavn. Det har to formål: Vi ønsker, at beboerne i Ørestad og Nordhavn skal kunne parkere til samme pris som beboere i resten af København og ikke til 1.200-1.400 kroner om måneden. Vi synes, at beboere i dag bliver udsat for uretfærdig forskelsbehandling."

Lige nu drives parkeringsanlæggene i Ørestad af By & Havn, som ejes af staten og kommunen - hhv. 5 % og 95 %.

Derudover foreslår han, at P-husene skal afprøves med et 'parkér og rejs'-forsøg: "For det andet vil vi gerne bruge anlæggene til 'parkér og rejs', så pendlere kan parkere i de eksisterende parkeringsanlæg til en billig pris, og så hoppe på en metro resten af vejen ind til byen. Det vil forventeligt give dem en kortere rejsetid, og samtidig vil det begrænse trængslen i det centrale København."

Socialdemokratiet og SF har andre løsninger
Socialdemokratiet er kritiske over for forslaget: "Det lyder umiddelbart som et meget dyrt budgetønske, men K skal være meget velkommen til at tage dette foreslag med til de kommende budgetforhandlinger. Vi har en forståelse for, at beboerne synes, at det er urimeligt, at de skal betale så meget mere i parkeringslicenser end naboerne, men samtidig har det hele tiden været en kendt kondition for at bo i området, og retten har godkendt modellen. Socialdemokratiet går til budgetforhandlingerne med et andet fokus end billigere parkeringspladser rent lokalt. Vi ønsker at styrke den generelle velfærd for menneskerne i hele vores by, men Konservative skal være velkommen til at prioritere parkeringspladser," fortæller Andreas Keil, medlem af Borgerrepræsentationen og Teknik- og Miljøudvalget for Socialdemokratiet.

parkeringshus edv thomsenLÆS OGSÅ: Stor skuffelse over byretsdom om parkering

SF mener, at det ikke skal være billigere at parkere i Ørestad, men at det derimod skal være dyrere at parkere i resten af byen, så der ifølge dem vil være færre biler: ”Vi mener, at P-licenserne er for billige i København, så forskelsbehandlingen skal ændres ved, at det bliver dyrere at parkere i resten af byen. Det ønsker vi for klimaets og bymiljøets skyld. Vi skal have færre biler i byen. Det er overraskende, at Konservative ønsker kommunal overtagelse. Det ændrer ikke noget. En løsning kan være, at beboerforeningen/grundejerforeningerne overtager. Så vil de kunne sikre, at P-husene drives efter beboernes ønsker og fastlægge prisen," fortæller Klaus Mygind (SF), medlem af Teknik- og Miljøudvalget.

Han mener dog, at pendlerparkering kan være en løsning på en del af problemet: "Det er en god ide, at bruge P-husenes ledige kapacitet til pendlerparkering. Belægningen i P-husene er omkring 50% - kun P-huset på Richard Mortensens Allé er fyldt op. Om pendlerne vil bruge P-husene må komme an på en prøve. Jeg tænker, at man kan købe en kombineret parkerings- og metrobillet. Jeg er enig i, at vores hidtidige 'Park and Ride'-anlæg ikke er en succes. Det skyldes, at det alt andet lige er billigt at parkere i København, og at overgang til kollektiv transport eller cykling koster tid. Derfor skal koordineringen være meget bedre." fortæller Klaus Mygind.

Næsager: Tiden er inde nu
Jakob Næsager fortæller, at tiden for et forsøg som dette ikke har været bedre end nu: "Der har i årevis været diskuteret parkér og rejsanlæg, men de er aldrig blevet til noget. Nu har vi anlæg stående i Ørestad og Nordhavn, hvor der er ledig kapacitet i dagtimerne. Derfor vil vi gerne prøve muligheden af - ikke mindst nu her, hvor folk vender fysisk tilbage til deres arbejde efter corona, og hvor der er mulighed for at præge pendlerne til ændrede rejsevaner. Vi har bestilt et såkaldt budgetnotat, så prisen kan gøres op, og så forslaget kan indgå i budgetforhandlingerne ultimo august og primo september."

I foråret blev Københavns Kommune og By & Havn frikendt i en retssag, lokale Ørestad-borgere havde anlagt mod dem for at fastholde en parkeringslicens, der er højere end i resten af København.

Tidligere i sommer kunne Magasinet KBH berette om, at halvdelen af Ørestads P-huse står mere eller mindre tomme.

De kommende budgetforhandlinger foregår ved udgangen af august.

 

DEBAT:

LOUISES KLUMME:

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk