• Kirsten Degn, tekst og fotos
  • Godt liv

Forår - NU

naaturpark aften1 kirsten degn

Man kan jo aldrig vide, men lige nu føles det som forår - solen skinner, og der er ikke meget vind, så det er lige tid til en cykeltur. 

Målet er Kongelundsskoven, for at se hvordan ramsløgene har det. Jeg har en sanke-gruppe, som jeg har lovet en tur ud i skoven for at plukke ramsløg. Af erfaring er de bedst som supplement i salatskålen, eller som pesto. Til en lækker pesto skal de bare blendes med olie, parmesan og pinjekerner, og så smages til med salt. Hvidløget kan man godt glemme, der er smag og duft nok i ramsløgene.  De er lige begyndt at pippe op gennem de visne blade, men de er stærke og friske i smag og duft. I løbet af de næste par uger, vil der være rigeligt til alle.

På vejen ud gennem skoven hørte jeg lige pludselig den velkendte lyd: tap-tap-tap og så igen tap-tap-tap. Det var spætten som var i gang, så det var bare om at få sat cyklen, og fundet kamera frem, og så sad den nok så fint i et af de nærmeste træer - det var en stor flagspætte med den karakteristiske røde plet i nakken. 

Jeg fik også en fasan i kassen, den gik ligefrem og poserede i det flotteste lys. To gode fugleoplevelser. Jeg har også hørt viben, det er dejligt at den er tilbage. 

Men på “Lærkesletten” er der en anden aktivitet, og det er ikke lærkesang. Fra 1. marts har der været arbejdet med at hegne området, som skal blive til Fælledby, ind. Og det er både med almindeligt byggepladshegn og paddehegn. Desuden er der sat skræmmefugle op i det indhegnede område. Den dag jeg var forbi sad der nogle demonstranter ved hegnet, og der var masser af skilte og bannere opsat på byggepladshegnet. Det er unægtelig en anden oplevelse man får på den førhen så smukke slette bag Vandrehjemmet.

Nu er der også fine gul/orange rakler på hasselbuskene – det kan man jo også glæde sig over, hvis man ikke lider af allergi – i år er sæsonen for pollenallergi startet lidt tidligere end normalt.

Til gengæld er der andre ting, som er lidt senere på færde, og det er bl.a. løgvæksterne, det ser ud som om de forsøger sig, og så trækker sig tilbage igen når nattefrosten bider. Jeg lagde mærke til da jeg kørte med metroen en dag ind langs Ørestad Boulevard, hvor der sidste år var et flor af påskeliljer på denne tid i marts, da var de næsten ikke at se endnu. Følfoden er dog ukuelig, den stråler så snart solen er fremme.

Da jeg var barn, havde jeg et forårsritual, som gik ud på at finde de første små skud af anemoner, og grave dem op, og sætte dem i en skål med mos, og så se hvordan de voksede og i løbet af et par dage sprang ud med de fineste blomster. Jeg havde altid udsprungne anemoner til min brors fødselsdag den 19. marts. Det kan jeg ikke præstere her, for det kræver at man ved nøjagtig hvor de gror, og jeg så heller ikke skyggen af anemoner på min tur i Kongelunden.

I denne tid kan vi også glædes over de fine solopgange og aftener vi får serveret her. Og et fuglekvidder overalt i buskadserne - gæs der går parvis rundt og snadrer – ja der er ikke ende på de fine forårstegn der er, når man færdes her i vores smukke område.

Marts - første forårsmåned

Naturparken først i februar

DEBAT:

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk