• Andreas Kirkeskov
  • Ørestad

Borgergruppe vil købe butikslokale på Asger Jorns Alle

asger jorn beboernetvaerk handelsgade 2En sammenslutning af borgere kan ende som fælles-ejere af 400 kvadratmeter nye butikslokaler på Asger Jorns Alle. Initiativtagerne håber dog, at boligselskabet selv kan finde køber til lokalerne.

Butikslokalerne i stueetagen på det kommende almene boligbyggeri på Asger Jorns Alle ‘Generationernes Træhus’ står stadig uden ejer. Det har skabt stor bekymring for, at endnu en strækning på Ørestad Syds planlagte handelsgade skal ende uden erhverv i gadeplan. Derfor leger en gruppe beboere i området nu med tanken om at købe lokalerne i fællesskab som en slags andelsforening.  

Tanken er, at borgerne i området får mulighed for at investere beløb i forskellige størrelser. Pengene bruges så til at købe butikslokalerne og sætte dem i stand for så at leje dem ud til interesserede erhvervsdrivende. Der er altså ikke tale om donationer men investeringer som på sigt kommer til at give afkast; primært fra huslejeindtægter fra de virksomheder, der rykker ind. 

Mange bække små
Projektet er stadig på idéplan, men en af initiativtagerne Søren Vestermark sendte i forrige uge en føler ud på Facebook, hvor interesserede i en afstemning kunne tilkendegive, om de kunne være interesserede i at investere samt hvor meget. I skrivende stund har 82 brugere sat hak ud for ‘1000-5000 kroner’ hvorimod hele 92 har givet udtryk for, at de er klar på at investere mere end 5000 kroner. I følge Søren Vestermark selv skulle han nok have lavet flere svarmuligheder på over 5000 kroner.

soeren vestermark Image"Der lader til at være stor interesse for idéen," siger Søren Vestermark.“Jeg har fået privatbeskeder fra folk, der har sagt, at de kunne være interesserede i at investere 10.000, 20.000 eller 30.000 kroner”, fortæller han og fortsætter.

“En enkelt person har sågar luftet muligheden for at investere op til en halv million”. 

Ud fra de tilkendegivelser, der er kommet indtil videre, vurderer Søren Vestermark er det potentiale for investeringer på op mod 1,3 millioner kroner. 

“Det er selvfølgelig uforpligtende tilkendegivelser, så det tal skal nok nedjusteres”, siger han og tilføjer:

“Men der lader til at være stor interesse for idéen”. 

6-8 millioner
Der er også brug for stort opbakning, hvis andelsforeningen skal lykkes med at købe butikslokalet. Kvadratmeterprisen ligger nemlig i omegnen af 20.000 kroner, og det er altså for de helt rå lokaler. Oven i det kommer en ekstraregning, når lokalerne skal sættes i stand til brug og eventuelt deles op i flere mindre butikslokaler.


Søren Vestermark estimerer, at beløbet for lokalerne bliver mellem 6-8 millioner kroner, hvilket han siger, at KAB har bekræftet over for ham. I en mail til Ørestad Avis skriver KAB at: “Vi kender ikke den endelige pris. Prisen vil være kostprisen, og den afhænger af størrelsen på lokalet og apteringsniveauet, som vi ikke kender.”

Læs: Projekt på Asger Jorns Allé mangler butikker

Ideelt set håber Søren Vestermark dog på, at det slet ikke bliver aktuelt.
“Vi krydser naturligvis fingre for, at det lykkes for KAB at finde en investor, der kan overtage lokalerne og leje dem ud til erhverv”, siger Søren Vestermark.

Det er også stadig planen fra det almene boligselskab KAB’s side. Her oplyser man, at det hele tiden har været planen at sælge 400 kvadratmeter af stueetagen til serviceerhverv, og det arbejder man fortsat på. 

Læs: Forvaltningen i gang med at ‘afklare’ erhvervslokaler på AJA

Erhverv i kø
Uanset hvem, der ender med at overtage lokalerne, føler Søren Vestermark sig overbevist om, at der er masser af erhvervsdrivende, der er interesserede i at rykke ind på Asger Jorns Allé. Han har selv sendt et par følere ud og har indtil videre en liste på 10-15 forskellige erhvervsdrivende, der leder efter lokaler i Ørestad Syd.

“Det er alt fra caféer, restauranter til frisører, skønhedsklinikker og interiørbutikker”, opremser han og tilføjer:

“Interessen er der helt klart”. 

 

 

 

 

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk