• Kirsten Degn, tekst og fotos
  • Godt liv

Naturparken: November – på godt og vådt

naturpark gnuer koer kirstendegnFælledens flotte farver danner øjeblikket en smuk kulisse til de kvæg, dådyr og nu også heste, der alle lever i fin fordragelighed med hinanden.

Nu kom efterårsfarverne endelig med to ugers forsinkelse, og samtidig  har vi fået regn og rusk, så det bliver ikke meget efterårs-farveorgie vi får i år. Indtil videre har det kun været glimtvis at vi har set de glødende farver, bedst som man synes at solen skinner, så bliver det igen gråt og trist, og nu er bladene også næsten blæst af træerne.

Vi har fået et nyt indslag i dyrelivet – der er kommet vilde heste til Amager Fælled. Københavns Kogræsserlaug, som i forvejen har fritgående skotsk højlandskvæg gående på Amager Fælled har besluttet at sætte fire heste ud på fælleden. De skal sammen med kvæget være med til at afgræsse området, det øger biodiversiteten. Kvæget bliver desuden slagtet, det bliver ikke tilfældet med hestene.

Jeg har været en tur inde ved Østfolden overfor Sundby Metrostation, hvor hestene har fået deres opholdssted, men fandt i første omgang ingen, men det er også et stort område de har fået at udfolde sig på, så det skal da forsøges igen. Her på Kalvebod Fælled er det Herefordkvæget der går og græsser, dem træffer man til gengæld næsten altid når man går ud over “savannen” - det er hyggeligt at de færdes i samdrægtighed med dådyrene. Jeg har også læst at der er truffet grævling her på Amager - den ville jeg meget gerne træffe, jeg har kun een gang mødt en grævling ude i naturen, den er et natdyr, så det er lidt af en sjældenhed  at træffe den. 

Der er stadig mange tilkendegivelser af, at man er kede af at vi skal af med vores lille lokale vandhul, her ved skolen. Også i betragtning af at der hele tiden bliver gravet grøfter og vandhuller ude på fælleden for at tilgodese miljøet, er det tåbeligt at et etableret vandhul, som fungerer godt i miljøet, skal fyldes op. Vi håber alle, at nogen besinder sig og glemmer alt om at fylde jord i hullet. Og så ser jeg lige nu her ud fra mit vindue, endnu en tåbelig foranstaltning: der går en mand med en løvblæser og blæser/fjerner nedfaldne blade på betondækket, på trods af at der lige nu blæser “en halv pelikan” i området…

Det er stadig meget mildt for årstiden, temperaturen er højere end normalt, så græsset gror stadig, og der er blomster at finde rundt omkring. På en tur i det sønderjyske i sidste uge, var jeg også så heldig at se “sort sol”, og det er usædvanlig sent på året. Her ser vi ikke stærene på trods af at der også er store rørskove ud vest for Fasanskoven, og også længere sydpå. Men måske har jeg været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. 

Dagene bliver stadig kortere, men det er jo det der er det charmerende ved at leve på denne del af kloden - tingene forandrer sig, lyset og temperaturen er forskellig på de forskellige årstider, så det er om at nyde de vekslende oplevelser vi kan få. Så husk at komme ud i de lyse timer.

Naturparken: Rigtigt efterår

Naturparken: Indian Summer

Naturparken netop nu

Mere natur:

DEBAT:

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk