Ugandisk familie blomstrer i Ørestad City

blomster popup 1Sam Musana og hans mor vil skabe mere liv i Ørestad med nyt blomster pop-up-projekt og et strejf af Afrika.

Endnu et nyt initiativ er poppet op i Ørestad – i mere end én forstand. Sam Musana driver nemlig blomster pop-up-butikken Love & Tenderness hver dag sammen med sin mor. Her bliver der skåret, bundet og pakket buketter til enhver anledning. For Sam er hans blomsterbutik et vigtigt bidrag til et aktivt gadeliv i et lokalsamfund, der har brug for at slå sine rødder endnu mere ud.

Det er nu tre uger siden, at Sam Musana startede sit projekt:
”Da vi først kom til Ørestad, var der meget stille herude, men nu er der mere liv, men der mangler stadig noget farverigt og flere butikker, for at vi kan gro vores lille samfund endnu større. Med vores projekt vil vi gerne bidrage til det lille, blomstrende samfund, som Ørestad er,” fortæller Sam.

Sam kommer selv fra servicebranchen, hvor han har arbejdet i adskillige restauranter, og hans mor er blomsterhandler, så hun har en vigtig viden om buketterne, som Sam sætter pris på.

I weekenden slår de deres pavillon op i Byparken, og i hverdagene står de i indgangen til KLP Huset, hvor de sælger buketter til de besøgende kunder.
”Vi ser det som en god service for vores kunder samt en forsmag på det liv, vi vil bidrage til på Kay Fiskers Plads,” siger Jacob Vendelboe Hagensen, kommunikationsansvarlig i KLP Ejendomme.
Sams pop-up-butik er nemlig blot et skridt på vejen til det, der i fremtiden skal være en stationær butik. I samarbejde med KLP Ejendomme kan de nemlig, hvis alt går efter planen, flytte ind på Kay Fiskers Plads i HUB1 til 1. september. Indtil da vil blomster pop-up-butikken være at finde rundt omkring ved Byparken, metrostationerne og ved KLP Huset.

blomster popup 2Så mig aldrig tilbage
Sam har boet i København i fem år – tre af dem i Ørestad. Han kom til England fra Uganda som 11 årig med sin far, hvor han i London gik på gymnasium og universitetet. Hans mor og andre dele af den ugandiske familie flyttede til Danmark, hvor han også selv kom til for fem år siden:
”Det var svært at synes om København i starten, for jeg kunne godt lide travlheden i London. Men nu er jeg blevet ældre, og da nogle venner spurgte, om jeg ikke havde lyst til at flytte til København, passede det bare godt,” fortæller Sam.

Han var på vej ud af arbejdet i servicebranchen, og så tog han til København og, som han selv beskriver det:
”Så jeg mig aldrig tilbage.”
I København mødte han sin kone, Ditte, og nu har de to små sønner, Marvin og Louis på henholdsvis 18 og to måneder.

”I den kommende stationære butik i HUB1 vil vi gerne sælge luksuriøse lokalvarer fra Uganda som te, kaffe og chokolade i en udvidet gavebutik. Og så selvfølgelig vores friske blomster, som vi får fra blomstermarkederne inde i København,” fortæller Sam.

For ham er det vigtigt, at der vil være varer på hylderne fra hans oprindelsesland:
”Vi vil gerne vise det af Afrika, som man normalt ikke ser på TV. Vi vil vise, at Uganda og Afrika har en masse luksus at byde på,” fortæller Sam Musana.

Hans langvarige vision er at drive en butikskæde, men det er først mange år ude i fremtiden. Lige nu vil Sam og hans mor skabe et sammenhold i lokalområdet med deres blomserbutik og de andre erhverv som omdrejningspunkt:
”Vi skal have alt, vi har brug for, lige her i Ørestad, i stedet for at vi er nødt til at tage ind til byen,” afslutter Sam Musana.

Sams blomsterbutik har sine egne instagram- og facebooksider under navnet 'loveandtenderness.florist'.

DEBAT:

LOUISES KLUMME:

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk