ØICC Medlemsprofil: Christian Riise, Dell Technologies

christian riise dellØICC MEDLEMSPROFIL: Christian Riise, Kommunikations- & Marketingdirektør, Dell TechnologiesØICC MEDLEMSPROFIL: Christian Riise, Kommunikations- & Marketingdirektør, Dell Technologiesdirektør, Dell Technologies

Hvorfor er I medlem af ØICC?
Dell Technologies har jo til huse i Ørestadsområdet, så vi finder det helt naturligt at være en del af ØICC-netværket. Vi gør meget ud af at være en del af lokalsamfundet og bidrage til det. Derfor har vi også flere medarbejdere, som indgår aktivt i de forskellige workstreams hos ØICC. Jeg har selv haft stor glæde af at være aktiv indenfor Kommunikationsnetværket. For mig har det åbnet op for et nyt netværk af rigtig gode kontakter, samtidig med at det har givet mig inspirerende input fra forskellige sessioner med andre medlemsvirksomheder.

Hvad er det bedste ved placeringen af din arbejdsplads?
For Dell Technologies er det vigtigt at ligge centralt for vores medarbejdere, kunder, partnere og øvrige forretningsforbindelser. Ørestads centrale placering gør det nemt og hurtigt med både Metro og motorvej. Desuden ligger kontoret tæt på lufthavnen, hvilket er en fordel, når vi har udenlandske medarbejdere eller kunder, som flyver ind. Vi er også en virksomhed, der ofte afholder store events, og derfor er det afgørende, at der er mange hotelfaciliteter i nærheden af – eksempelvis Bella Centret. 

Hvad er dine drømme eller ambitioner for det, som du arbejder med?
Dell Technologies har været på en transformationsrejse de seneste 10 år. Vi har foretaget en række opkøb igennem årene, som betyder, at vi i dag er totalleverandør af it-infrastruktur, lige fra pc’er, over datacentre og cloudløsninger til it-sikkerhedsløsninger. Det er utroligt spændende og udfordrende at stå for markedsføringen af alle vores løsninger til det danske marked. Min ambition er, at alle virksomheder og organisationer skal tænke Dell Technologies som en mulighed, når de står overfor nye it-investeringer. Så vil jeg føle, at jeg har været med til at ændre folks opfattelse af, hvem vi er.

Hvad er det bedste ved den virksomhed, du er en del af? 
Dell Technologies er en fantastisk virksomhed på så mange måder. For det første er det inspirerende at være omgivet af så mange dygtige kollegaer. En af vores værdier i virksomheden er netop ”winning together”, hvor vi spiller hinanden gode og samtidig rummer og værdsætter diversiteten. For det andet nyder jeg den store fleksibilitet og tillid, vi har med hensyn til arbejdstid og placering. Og endelig gør det mig stolt, at Dell Technologies har et større formål, hvor vi med teknologi skaber en positiv forskel for mennesker i hele verden – eksempelvis it i skolerne samt hurtigere og bedre diagnosticering i sundhedssektoren. 

Hvornår tænker du bedst, og hvad læser du i øjeblikket?
Dagligdagen er ofte hektisk med mange Zoom-møder, så derfor nyder jeg at gå en rolig aftentur. Det giver mig mulighed for at tænke og reflektere over tingene og skaber en dejlig balance i livet. I øjeblikket er jeg i gang med at læse ”Competing in the age of AI” af Iansiti & Lakhani. Kunstig intelligens er et område som optager mig og det meste af teknologibranchen meget. Denne bog giver gode praktiske refleksioner og indsigt i, hvordan virksomheder kan blive konkurrencedygtige i en digitaliseret verden. 

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk