So long, and thanks for all the fish

louise raaschou 2020En klummeskribent takker af

Er du sunshine, som Tiden dog flyver. Jeg behøver blot at kaste et blik på poderne: Da jeg begyndte at skrive her i avisen, var drenge stadig relativt små og relativt søde, og de troede stadig på, at jeg vidste bedst. Nu er ældste juridisk og de facto voksen, og det er ret lang tid siden, han sidst har haft blind tiltro til moar. Faktisk fornemmer jeg mere en overbærenhed fra ham; ikke mindst når han kærligt klapper mig på hovedet, som han har været i stand til, siden han en dag pludselig var højere end mig. Hvilket han vel egentlig har været i flere år, nu jeg tænker efter. 

Yngste mangler gudsketakoglov stadig et par centimeter, så fra ham modtager jeg ikke klap oppefra. Endnu. Til gengæld er han knivskarp, når jeg glemmer, at han ikke længere er seks år gammel. Jeg græmmes ved at indrømme det, men jeg kan stadig finde på at minde ham om at forsøge at ramme kummen, når han går ud på toilettet. Hvorefter knægt højlydt, under hele seancen, råber gennem den lukkede dør:

”Åh nej, mor! Jeg kom til at tisse på væggene! Og jeg ramte også vinduet! Og åh! Nu strinter jeg i brusebadet, hvad skal jeg dog gøre, mor . . .?”

Bagefter kommer møgungen altid ud fra badeværelset med et smørret grin.

Så der har vi fakta: Mine drenge er ikke længere små, ukritiske drenge, som forguder mig. Det var de, dengang jeg begyndte her i spalterne. I dag, ni år senere: Not so much. Den har jeg lige skullet sluge, det må jeg ærligt indrømme, og tak til Tidens gang for den erkendelse.

Men hvorfor stoppe der? Når Tiden nu også kan sætte sit uafvendelige præg på så meget andet og gerne gør det. Til overflod. Eksempelvis er jeg temmelig sikker på, at jeg ikke brugte briller - hverken til hverdag eller fest eller til at læse med eller til noget som helst andet - dengang i begyndelsen. Nu kan jeg ikke se en skid uden. Sidder som en anden Bedstemor And med stellet balancerende på næsen, så jeg kan zoome ind og ud mellem skærm og omgivelser. Og jeg vil slet ikke komme ind på de tilfælde, hvor der fand’me også skal et forstørrelsesglas til, jeg kan simpelthen ikke rumme det. 

Desuden er tyngdekraften også virkelig kommet på banen i løbet af de sidste ni år. På den ondeste måde. Faktisk tror jeg, at det eneste, der peger opad, er mit blodtryk, som til gengæld er steget helt vildt, hvilket, så vidt jeg forstår, heller ikke er et ungdomstegn. I øvrigt falder jeg aldrig over uhyre sjældne lidelser som forklaring, når jeg i dag googler diverse skavanker. Aldrig. Det kunne man ellers stadig godt være heldig at finde engang i mellem, da man kun var i starten af fyrrerne, og hvor et eller andet site anbefalede akut lægetjek, fordi man stadig var for ung. Men ikke længere. Nu skyldes ømhed i hofte og de mærkelige knæklyde fra lænd udelukkende alder og tilstande, der alle sammen starter med ”slid”. Og det er på alle sites. Der er ingen opmuntrende undtagelser, det kan jeg sige med sikkerhed, for jeg har ledt rigtig meget efter dem.  

Der var også en anderledes party-stamina i mig, dengang jeg var spritny skribent her i avisen, før læsebriller og uden knogleslid. Hvor det ikke var helt ualmindeligt med en bytur til langt, langt ud på natten, (eller morgenen, alt efter perspektiv), og kun når poderne var hos respektive fædre, fordi jeg helt sikkert ikke ville kunne bære mor-hatten dagen efter. Nu bliver jeg oftest træt bare ved tanken og efter fire glas vin. Jeg forsværger ikke tango på bordet, slet ikke, det sker bare ikke så hyppigt længere; bordpladsen er desuden lidt trang, for der skal også være plads til tepotten og den nyeste kingsize Marabou variation, og hvis jeg kun nøjes med tre glas vin, kan jeg stadig holde mig vågen til et afsnit af Downton Abbey. Man må jo lære at sno sig, som ålen sagde.

Så ja. På mange måder føler jeg mig sgu efterhånden lidt gammel. Og før det bliver helt pinligt fortsat at dele matriklens generelle og konstante kaos, som jeg jo strengt taget burde have fået styr på min alder taget i betragtning, siger jeg nu adjø. Det her er den sidste klumme, og egentlig er den oplysning kun til ære for mine (fire) fans, der ellers ville undre sig over, hvor jeg var blevet af. Måske. 

Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 50 år gammel, har to sønner på 19 og 14 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre.
Jeps. Dem er der også to af.

DEBAT:

LOUISES KLUMME:

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk