Vil de i sidste ende kræve butiksliv?

finn rudaizky maj 2021 APlanen for butikker i stueetagen til Generationernes Træhus er et stort skuespil, mener DF-politiker. Socialdemokratiet, SF og Radikale afviser.

Finn Rudaizky (DF), medlem af Teknik- og Miljøudvalget, tror ikke på, at de øvrige partier i sidste ende vil afvise Generationernes Træhus, hvis det ikke lykkes at etablere butikker i stueetagen. Men både S, SF og Radikale Venstre fastholder, at de vil stemme nej til projektet, hvis lokalplanen ikke overholdes.

”Det er et stort skuespil. Ingen af politikerne har tænkt sig at stoppe noget byggeri, og det er det rene galimatias. De kommer ikke til at stoppe det, og det ved de godt selv. De prøver at redde æren ved noget rigtig møg, der er lavet i Ørestad, og nu skal de bare have tiden til at gå til efter valget. Der kommer ikke nogen konsekvenser af det her.”
Sådan lyder det fra en skeptisk Finn Rudaizky om planen for det kommende byggeri Generationernes Træhus. Han mener også, at boligselskabet bag byggeriet prioriteres højere end beboerne:
”De almene boligselskaber er Socialdemokratiets venner, som får lov til alt. De er vigtigere end beboernes trivsel åbenbart, og man tænker langt mere på økonomi. Det er hvert fald sådan, jeg oplever det. For hvad skal vi have en lokalplan for, hvis ikke vi følger det, der står i den?” spørger Finn Rudaizky.

LÆS OGSÅ: Byggeri vedtaget uden sikkerhed for butiksliv

S: Vi tager sagen meget seriøst
Som reaktion på Rudaizkys opfattelse af sagen skriver Andreas Keil (S) og Marcus Vesterager (S), medlemmer af Teknik- og Miljøudvalget, i en mail til Ørestad Avis:

”Dette er en vigtig sag, som vi tager meget seriøst, og skema B er netop en mulig ‘nødbremse’, men vi både tror og håber, at vi ikke får behov for at aktivere denne mulighed. For Socialdemokratiet er det vigtigt, at Asger Jorns Allé bliver et levende og spændende område, og derfor både håber og tror vi på, at det tætte samarbejde, vores forvaltning har med boligselskabet 3B, By og Havn samt beboerne, vil resultere i, at alle 567 m2 i stueetagen bliver brugt til serviceerhverv, og vi følger ligeledes udviklingen nøje. Almennyttige boliger er en central del af vores boligstrategi, da de er med til at sikre billigere boliger, som er til at betale, og vi derved kan sikre, at København er en hovedstad for alle indkomster. Selvfølgelig skal økonomien hænge sammen, for gør den ikke det, kommer der ingen almennyttige boliger. Det siger sig selv. De almennyttige boliger, som bliver bygget i dag, har meget fokus på de kommende beboeres behov, samtidig med at man kan holde huslejen nede. Jeg er meget overrasket over DF’s modstand og den fjendtlighed, de retter mod de almennyttige boliger.”


Tegning af det kommende Generationernes Træhus.

SF har også fokus på P-husenes stuearealer
Klaus Mygind (SF), medlem af Teknik- og Miljøudvalget, lægger vægt på, at Generationernes Træhus kommer til at råde over sin andel af publikumsorienterede erhverv på 567 m2 – og ikke mindre end det. Desuden skal der være lignende arealer ved P-husene:
”SF ønsker, at der bliver publikumsorienterede stueetager på 567 m2 i Generationernes hus. Generationernes Hus tager derved deres andel. Vi ønsker, at der kommer publikumsorienterede stueetager i de matrikler, der ikke er planlagt endnu, og at P-husene også får publikumsorienterede funktioner i stueetagen ud mod gaden og på taget. Jeg synes, at Finn Rudaizkys beskyldning er ubegrundet i denne sag. Jeg og SF stemmer først for Generationernes Hus, når der er 567 m2 publikumsorienterede areal i stueetagen. Samlet set skal vi nå lokalplanens mål. For at Asger Jorns Allé bliver en levende gade ønsker vi, at der bliver lavet et tillæg til lokalplanen, som sikrer, at det sker, hvilket vi besluttede i Teknik og Miljøudvalget mandag den 17. maj.

LÆS OGSÅ: Politikere ønsker ny lokalplan for Syd

Uden butikker i stueetagen, bliver det ”meget svært” at stemme for
Mette Annelie Rasmussen, teknik- og miljøordfører for Radikale Venstre, forsikrer om, at der er mange knapper at skrue på endnu:
”For os er det vigtigt at opretholde den intention, der er i lokalplanen og de ønsker, der er hos beboerne i området: At skabe en levende bydel. Der skal være liv i stueetagen i Generationernes Hus med publikumsorienterede erhverv, og det kommer til at ske. Radikale Venstre får meget svært ved at stemme for skema B, hvis det ikke lever op til intentionen om 567 m2 publikumsorienterede lokaler. Hvad Finn Rudaizky mener at vide om, hvem der har et forhold til hvem, er ganske usagligt, og det må stå for hans egen regning. Jeg synes, at vi skal holde os til sagen, som er et aktivt gadeliv i Ørestad Syd. Vi vil gerne sende et signal til beboerne om, at vi tager det meget seriøst ved at bede om et skema B, for det gør vi normalt aldrig. Hvis bygherrer så ikke kan leve op til planen, må vi tage fat i andre aktører. Det kunne være, ligesom man gør i Nordhavn, at få By & Havn til at udleje arealerne med indtægtsbestemt husleje, så det bliver mere overkommeligt for mindre iværksættere at leje sig ind, og dermed også at få mere gang i butikkerne i stueetagen i Generationernes Hus.”

”Vi har mange håndtag at skrue på endnu, og det er ærgerligt, at DF bruger så ekstrem en retorik. Jeg synes, at vi skal fokusere på at samle os i byen også politisk. Det er ærgerligt, hvis Finn Rudaizky bare har givet op nu, som det lader til,” siger Mette Annelie Rasmussen.

Mere pres på boligselskaberne samt midtvejsevaluering
”Der er ikke noget indhold i det, og jeg tror ikke på den plan der. Det sker også i andre bydele. Se nu bare på Nordhavn. Der fik man også lovet en masse idrætsfaciliteter og grønne områder. Hvor er det henne? Det eneste, der kunne afbøde det her en smule, var, hvis man fik lavet noget mere pres på boligselskaberne og ejeren derude. Om ikke andet burde man lave en midtvejsevaluering for den endelige godkendelse inden valget om et halvt år. Ellers er der ikke noget hold i, at man skulle få stoppet noget byggeri overhovedet,” afslutter Finn Rudaizky.

Sagen kort
Generationernes Træhus, som skal bygges af det almennyttige boligselskab 3B, har på det seneste været i kikkerten hos politikere såvel som ’Beboernetværket i Ørestad Syd’, hvor sidstnævnte har arbejdet hårdt for at holde politikerne fast på lokalplanen for Asger Jorns Allé, som har til formal at udvikle gaden til en aktiv handelsgade med butikker i gadeplan.

Men da Teknik- og Miljøudvalget 26. april vedtog byggeriet, blev den oprindelige plan for byggeriet ikke ændret grundlæggende trods kritiske røster fra beboere i Ørestad Syd. Inden fremlæggelsen for politikerne havde 3B øget arealet til publikumsorienterede serviceerhverv fra 379 m2 til 567 m2, så projektet ville opfylde lokalplanens bestemmelser. Men det blev i vedtagelsen af forvaltningen også noteret at: "Hvis det mod forventning ikke lykkes 3B at finde købere til de ekstra erhvervsarealer, kan det almene projekt ikke realiseres inden for den maximale anskaffelsessum. Byggeriet vil derfor skulle opføres efter det oprindelige projekt med 379 m2 erhvervsareal, da 3B ikke har økonomisk mulighed for at påtage sig risikoen for underskud på udlejning af erhvervsarealerne". Dermed er det ikke sikkert, at de 60 % af stueetagen afsættes til butiksformål.

Teknik- og Miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsen (EL), har tidligere forsikret om, at hun vil stemme imod en godkendelse af Skema B, hvis ikke der findes butiks- og erhvervslejere til de 567 m2 i Generationernes Træhus. Det skal bemærkes, at den sidste godkendelse af Generationernes Træhus sandsynligvis først skal gives efter kommunalvalget i november 2021. Og Ninna Hedeager Olsen har allerede bekendtgjort, at hun ikke genopstiller til kommunalvalget i november 2021.

Den 20. maj godkendte et flertal på tværs af Borgerrepræsentationen projektets såkaldte Skema A. DF, Konservative og løsgænger Peter Dits Christensen stemte som de eneste imod.

DEBAT:

LOUISES KLUMME:

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk