Skaterne kommer!

skater 0301Ørestads skatergruppe kæmper imod gamle forestillinger om at skatere er lig med ballade. 

Er de farlige? Nej, slet ikke siger Ørestads skatergruppe. Faktisk så ufarlige, at de sagtens kan finde ud af at drive en skaterpark i den nye Ørestad Idrætspark.

Fodbold eller gymnastik. Faste tider og fællesbad. Fanemarch, girokort og lodsedler. Det har i årtier været ingredienserne i et sundt fritidsliv for den danske ungdom. Men der er sket noget. Især i  de store byer har flere og flere unge droppet girokortet, taget en hoodie på kroppen, et skateboard under armen, og er trillet ned i parken for at skate med vennerne. I stedet for at "gå til sport".

Med tiden har skaterne fået flere rigtige baner at køre på, og der er opstået foreninger som tilbyder  træning og talentudvikling. Og i år sender Danmark sine bedste skateboadere til De Olympiske Lege i Japan. 

Også en ungdomskultur
"Det er jo en sportsgren i enorm vækst. På verdensplan, og her i Ørestad. Det er en sport, men det er også en ungdomskultur, og den har kæmpet imod en masse fordomme i mange år. Vi har tit hørt om at de unge skatere fylder for meget, larmer, ryger hash og skaber uro.  Derfor er det ekstra ærgerligt, hvis vores politikere også har de fordomme," siger Peter Rafn, far til Carl, som er en af Ørestads mange skatere.

Forældregruppen bag den løst organiserede Skatergruppe i Ørestad fik kaffen galt i halsen forleden, da de kunne læse, at Jonas Bjørn Jensen fra Socialdemokratiet var betænkelig ved at der skulle etableres streetfaciliteter ved den nye Ørestad Idrætspark. Han frygtede den uro, det kunne medføre, i form af "folk der kommer udefra og hænger ud og ryger hash”. Han mener også at  Ørestad Streethal i en periode tiltrak et 'uønsket klientel'. 

skater foraeldreProblemerne er løst
Skatergruppen i Ørestad har i lang tid arbejdet for at skabe gode rammer for skaterne i Streethallen. Blandt er der via fundraising fundet omring 100.000 kr til streethallens skateudstyr, 

Skaterne må sætte deres ramper op i hallen, når den ikke bruges af andre. Kritikken er ofte kommet fra nogle af dem som har booket tider til at spille fodbold i hallen, og som har været irriteret over de unge. 

"Men der er ikke længere problemer. Lige nu er der ved at blive lavet et permanent skaterområde i hallen, som ikke generere dem der har booket banen," forklarer Louise Falk Tranberg, en anden forælder til en skater. 

Ånden fra PLUG N PLAY
Ørestad har også en forening - Ørestad Street - som arbejder for gode rammer og faciliteter for alle de unge, som gerne vil dyrke streetbasket, parkour, streetfodbold eller skateboarding på gaden og ikke nødvendigvis i den etablerede idrætsverden.

"Det er jo lidt mærkeligt at tænke tilbage på dengang Ørestad var kendt i hele landet for PLUG N PLAY. Det var jo et fantastisk sted, både for etablerede foreninger og dem, der bare dukkede op og brugte faciliteterne.  I dag er det som om at man har glemt PLUG N PLAY. Der er godt nok afsat lidt plads til nogle streetaktiviteter på Asger Jorns Allé. Men langt fra nok til at dække behovet," siger forælder Eva Sofie Dyrendom Rafn. 

skater 0304Street på stenlagergrunden
I de kommende måneder skal politikerne beslutte sig for, hvilke anlæg og faciliteter, der skal være i Ørestad Idrætspark på stenlagergrunden øst for Vestamager metrostation. Der kommer helt sikkert en 11-mandsfodboldbane. Ørestad IF ønsker yderligere to ottemands baner og måske en løbebane. Forældrene til de unge skatere synes at der skal være plads til  udendørs skaterbane.

"Vi kan forstå at man er bekymret for, hvem der samles på området om aftenen, uden opsyn, fordi det ligger isoleret fra resten af bydelen. Men vi mener at man godt kunne adskille tingene lidt. Altså, der er unge som samles for at feste mange steder i Ørestad. På skolens tag, på platformen ved gymnasiet eller i Byparken. Og det er heller ikke forbudt at komme herud fra andre bydele. Det kan ikke være skaternes ansvar alene," siger Peter.

Vi kan tilbyde flere øjne
Forældrene mene, at de faktisk godt kan tilbyde et godt og trygt skatermiljø. Skaterne er helt ned til 8-10 år og har ofte forældre med. 

"Vi kan faktisk tilbyde at være de øjne, som er til stede på området udenfor de normale træningstider," siger Louise.

Skatergruppen er allerede på vej til at lave en 'rigtig' forening. 

"Vi har også faste træningstider med en træner fra Big Heart Skateboarding, som er aktiv på banerne i  hele København," fortæller Christian, som også er forælder til en skater, og desuden bestyrelsesmedlem i Big Heart Skateboarding og forleden selv bøjede et par ribben, da han var ude at skate.

"Ja, man skal også tit fortælle folk, at skaterne er en mangfoldig gruppe af børn, unge og gamle, begyndere, øvede og professionelle. Her i Streethallen mødte jeg en kvinde, som altid kom herover for at skate lidt før hun mødte på vagt som læge på et hospital," fortæller Louise Falk Tranberg.

jonas bjoern jensen 2021"Jeg vil meget gerne i dialog med streetsporten"
Jonas Bjørn Jensen (S) skal som medlem af Kultur- og Fritidsudvalget være med til at lave planerne for Ørestad Idrætspark. Arbejdet er kun lige begyndt, og han vil meget gerne i dialog med streetsporten.

Jonas Bjørn Jensen mener IKKE, at alle skatere laver problemer og ryger hash. Og der er IKKE taget beslutninger om, hvordan den nye Ørestad Idrætspark skal indrettes. Sådan er han ellers blevet opfattet efter en artikel i Ørestad Avis 25. marts. Her var Jonas Bjørn Jensen på ekskursion på området ved Vestamager metrostation, hvor parken skal indrettes til næste år. Og her udtrykte han bekymring for, om det også ville være det rigtige sted at indrette streetfaciliteter, som kunne tiltrække folk 'udefra' og medføre problemer med hashrygning og uro. 

Området ligger isoleret

"Vi gik rundt ved det kommende anlæg i næsten en time, og det er selvfølgelig umuligt at formidle sådan et møde og en gå-tur fuldstændig i en kort artikel. Men jeg vil godt sige, at jeg holder meget af skatemiljøet i København. Det har jeg også tidligere sagt til medier og andre steder," siger Jonas Bjørn Jensen nu. 
"Da området ligger relativt isoleret, vil han stadig foretrække, at aktiviteterne er en del af et organiseret idrætsliv. Det kunne OGSÅ være skate. Men jeg tror, at der er brug for nogle faste brugere og en stabil organisation. Streetsporten kan godt tiltrække nogle typer omkring sig, som kan skabe utryghed. Men sporten ER allerede blevet meget mere organiseret, end den har været tidligere. Det er jeg udmærket klar over".

Alle med i dialogen
Jonas Bjørn Jensen understreger også, at alle lokale brugere skal deltage i en dialog hvor man kan komme med  ønsker til idrætsparken.
"Den proces glæder jeg mig meget til. Kultur- og Fritidsudvalget skal på sit næste møde drøfte hvordan dialogen skal  finde sted. Jeg forestiller mig nogle møder med alle brugergrupper i Ørestad, så snart det bliver muligt at mødes igen," siger han.

En løbebane i bytte for en ottemandsbane?

 

 

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk