Boligtårnet rejser sig

bellakvarter hoejhus

Med sine 60 meter bliver det nye boligtårn i Bellakvarter det første man ser, når man ankommer til Ørestad City inde fra byen.

På hjørnet af Vejlands Allé og Ørestads Boulevard er opførelsen af et nyt boligtårn på vej i Bellakvarter. Det bliver Ørestads fjerde højhus og er tegnet af COBE og Vilhelm Lauritzen Arkitekter, som også står bag masterplanen for Bellakvarter. Den nye bygning kommer i alt til at rumme 199 boliger med flere forskellige lejlighedstyper. Byggeriet forventes at stå færdigt i efteråret 2022, oplyser bellakvarter.dk.

Det nye boligtårn er designet i et hvidt grid af rå betonelementer, som er placeret på en mørk murstensbase, som går op til 5. sal og får altaner og tilbagetrukne terrasser ud til gården. Herfra skyder selve tårnet sig 19 etager op og får altaner hele vejen rundt.

 "Tårnet er tegnet med 360 graders altaner i forskellige dybder, som varierer fra franske altaner til opholdsaltaner. Det giver mulighed for et rigt udeliv, hvor man kan gå udenfor fra alle værelser og nyde den ubrudte udsigt ud over Ørestad og ind over Amager Fælled til Københavns Skyline," fortæller Malte Rosenquist, der er projektleder og Arkitekt MAA i Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

Udemiljø i højderne
Tårnet er designet af otte forskellige bygningsvolumner, som er sat sammen fire og fire ovenpå hinanden. De forskudte volumner er med til at skære vinden af, og give et bedre altanmiljø i boligtårnet.

"Ved så høj en bygning vil vinden normalt bryde af og blæse nedad, hvilket kan skabe turbulenseffekter især ved bygningens base. Men ved blandt andet at lave en forskelligartet facade med en rillet overflade og altansider af glas, så brækkes vinden af og dens hastighed sænkes, så man får et indbydende og roligt udemiljø i og omkring bygningen," fortæller Malte Rosenquist.

Udsigt til to verdenshjørner
Indgangen til det nye boligtårn kommer på hjørnet af Vejlands Allé og Ørestads Boulevard, hvor der etableres en aula med træ på vægge og lofter. Elevatorkernen ligger i husets midte og fører op til lejlighederne. Alle tårnboligerne etableres som hjørnelejligheder med udsigt til to verdenshjørner og har lysindfald det meste af dagen. Øverst oppe vil der være en penthouselejlighed i dobbelthøjde.

Townhouses
Boligerne i murstensbasen vil få egen altan eller terrasse på taget eller i gården. Vinduerne mod nord sidder i et stramt grid. Ved de indskudte vinduespartier kan man sidde i opholdsnicher og kigge ud over fælleden. Vinduernes kvadratiske form giver en billedlig effekt, når man kigger ud - samtidig med at de giver et bredt lysindfald i boligerne.

Læs mere på www.bellakvarter.dk.

 

 

 

 

 

 

 

DEBAT:

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk