Man fik en evighed foræret

louise raaschou 2020Nye færdigheder, udvidede horisonter og masser af motion - meget kunne opnås i et nedlukket år. Man gjorde det bare ikke


Good grief, er der virkelig gået et år med den fnattede virus? Et helt år! Det er alligevel en slat dage. Og de fleste af dem har, stort set, ikke rummet andet end . . . nå ja, dage. Tid, simpelthen. Ren og skær tid, som pludselig har været helt uvant til rådighed, og som man derfor har kunnet spendere på nye og berigende måder, hvilket rigtig mange mennesker utvivlsomt også har gjort. Desværre er jeg ikke et af dem. Pisseærgerligt i virkeligheden, for tænk, hvad jeg kunne have udrettet med al den tid, hvis det var gået op for mig noget før. Altså, for omkring et år siden.

Jeg kunne have lært russisk. Fireogfyrre ugers træning skulle kunne gøre det, har jeg læst mig frem til. Daglig træning ganske vist, men alligevel. Mon ikke man kunne have presset nogle sprogtimer ind i en begivenhedsløs hverdag? Men okay, måske er der en grund til, at jeg ikke samlede et nyt, eksotisk fremmedsprog op; jeg vil nok aldrig få brug for russisk, heller ikke når verden engang genåbner. (Fuldstændig ligesom beregningen af pi, i øvrigt. Antallet af gange, jeg har haft brug for den i mit liv, er præcis: Aldrig. Just saying, hvis gamle matematiklærer skulle læse med her.)

Og hvis vi skal blive i virussfæren, så kunne jeg vel også have nået at blive testet en tredive-fyrre gange i det forløbne år. Hvis jeg havde været rigtig entusiastisk omkring det. Og hvis jeg desuden var en ordentlig samfundsborger i stedet for mig, som kun er blevet testet en (1) gang. Især det sidste var jeg pinlig bevidst om, da jeg endelig stod i kø ved teststed. Faktisk var jeg en anelse bekymret for, om spotlys og alarm ville blive aktiveret, i det øjeblik mit cpr ramte systemet. Og i mit stille sind velsignede jeg mundbindet, som alt andet lige ville vanskeliggøre genkendelse. Jeg fik dog bluffet mig igennem, som var det en fast, ugentlig oplevelse. (Sandsynligvis fordi jeg lynsnart opfattede test jargon og straks pegede på højre side, da testfyr spurgte til mit ”foretrukne podningsnæsebor”.)

Strengt taget kunne jeg også have forbedret kondi væsentligt med en hel del lange og friske ture til fods. Udendørs. Også sammen med poderne, som på den måde kunne have fået mere outdoorsie input i deres generelle opvækst. I stedet for de ganske få, ikke særligt lange, ture langs den lokale å, som jo ikke er overdådigt udi traven i løbet af et helt år. I øvrigt adskilt af åen med mig på den modsatte side af sønner, fordi sønner i mangel af wifi bruger gåture til at råbeskrige tissemandsrelaterede fornærmelser ad hinanden. Dog fodrede vi faktisk svaner ude på en sø en gang. Meget sultne, en smule aggressive og ret kæmpestore svaner. Mens andre forældre holdt deres unger lidt tilbage, lod jeg mine drenge komme helt tæt på og bad dem stå stille og håndfodre de mandshøje fugle til ære for kameraet. (Måske heller ikke overdådigt udi forældreevner, men poder havde det sjovt. Desuden kan svaner ikke bide igennem handsker. Ikke helt.)

Og hvor meget vedligeholdelse af matrikel og maveskind kan man nå på et år? Ret meget er jeg sikker på, men det er udelukkende en teoretisk vurdering. Jeg kunne vel nok have fundet tid til lidt spartel og maling, for eksempel i soveværelse, som ligner et håndværkertilbud. Stadig. Og jeg kunne vel nok have fundet en ledig time hist og her til at følge en af de mange træningssessions yogasted har streamet direkte. Det valgte jeg så at lade være med, også selv om det dybest set ikke kræver andet end viljen. I hvert fald undlod jeg yderligere gentagelser efter et enkelt, patetisk forsøg, hvor det gik op for mig, at jeg kunne dreje min skærm, så instruktør ikke kunne se mig. Og at jeg derfor kunne slippe afsted med at ligge stille og kun hive efter vejret, i stedet for at køre de sindssygt hårde sit-ups. Og viljen? Ved ikke lige, hvor den havde forputtet sig, men jeg har ikke fundet den endnu. Desuden var yngste pode ikke begejstret for, at jeg straffede mig selv på hans værelse og frabad sig det fremover. (Han gik også meget grundigt til værks, da han bagefter, kravlende nede på alle fire, afsøgte gulv for sveddråber.)

Nu kan jeg jo lige så godt afsløre, hvad jeg så rent faktisk har brugt helt grotesk mange timer og dage på: Skodserier på Netflix. Jeps, hvis der findes serie om teenagevarulve og deres kæresteproblemer i gymnasiet, så har jeg stensikkert set den. Samtlige sæsoner. Arj, men for helvede, altså, det er jo skamfuldt. Det kiksede fuldstændigt for mig denne her gang, men måske kan jeg rette op på det fremover. Ja, næste pandemi skal være helt anderledes: Jeg lover 

mig selv, at jeg fluks opsiger Netflix abonnement. Og køber vildt meget spartelmasse. Og lader mig teste flere gange om ugen. Og jeg vil så kun vælge testcentre på Sydsjælland, som kræver en dagsrejse til fods. Og den eneste underholdning skal være en lingo-lær-et-sprog- app. Jeg tænker hindi.

Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 50 år gammel, har to sønner på 19 og 14 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

Nye rødbedeboller på suppen

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk