onsdag 15 august 2018

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 kultur

SHELTER. Kap. 15: Ventilation

Resumé: Jack er alene tilbage i villaen. Han er blevet ‘fyret’ fra sit aktiveringsprojekt på det private I Love My Life Institute. Det er gået op for ham, at hans genbo - den tidligere politikommissær Verner, faktsik var den mand som brækkede hans arm i en port i Rosenborggade under en BZ-demo for 26 år siden. Og alligevel er han den eneste, som hilser på ham hver dag. En nat får han besøg af Uwe. En ung mand med tysk accent, som påstår at Jack er hans genetiske ophav. Han er kommet for at de skal lære hinanden at kende. Som det første vil han finde Jacks familie. Han forsvinder igen og Jack kan fundere videre over sit liv.

 

Han tænkte på sin egen fader, den ukendte marokkanske kromosomdonor, som ganske vist havde gjort hans mor gravid på den traditionelle måde. Men alt der var tilbage af ham var Jacks eget mørke hår, øjne og hud, som hurtigt blev brun af solen.

Tiden gik langsomt for en teenager i Asnæs som kørte rundt på sin Yamaha eller skød til måls efter efter kommunens lygtepæle med en-liters colaflasker af tykt glas, som havde en sprød og dyb lyd, når den splintrede. En eftermiddag på skolen, hvor han havde eftersidning, forførte klasselærerinden, den guddommelige frk. Prahm, ham i et puderum. Han var 14 år. Efter den oplevelse begyndte han at gå til halfester, og at belejre Annie, dronningen af Birkevangen, som brugte p-piller som 12-årig. Han kravlede ind af hendes vindue om natten.

Kvinder bliver aldrig smukkere og stærkere end når deres kroppe lige er sprunget ud. De andre drenge – de generte, hæmmede og drømmende onanister – troede at Jack hørte til i en engleverden. Mange af dem blev senere til transatlantiske blegnæb, som kneppede rundt som gale i deres voksenliv, for at kompensere for det uopnåelige 14-årigs-fuldendte verdensherredømme over alle forstadens forstenede fædre og matematiklærere.

Hans bedste ven SB, hans i hvert fald i mange år bedste ven,  som imidlertid virkede fjernere og fjernere fra ham nu, i denne lortetid, Svend Bo, var sådan et transatlantisk blegnæb, var sådan en som kneppede rundt, selv om han var gift med en gudesmuk kvinde, selv om han havde alt, alt hvad transatlantiske blegnæb med små pikke ønsker sig. Og hvor fanden var han nu, hvor han havde brug for hans kontakte, hans penge og hans analytiske hjerne?

 

Mobilen ringede.

“Fuck. Jack. Det er Simon her. Du har tre minutter til at være klar. Ellers er du færdig i Megamall. Der er jo TV på idag. Kan du ikke huske noget?”

“Yeah, Simon. Jeg er sgu da på vej, mand. Vi ses om lidt”

Jack nægtede at gå i panik og tog sin kaffe, sin smøg og checkede postkassen, før han satte kurs mod Megamall. De stod klar udenfor en af de blændede døre ind til ventilationsanlægget og førte ham ind i et stort mørkt rum med de larmende varmepumper. Udover vagtmanden Simon var der to blåklædte mænd. De kiggede begge på Jack med en blanding af respekt og medlidenhed. Han gik hen til væggen og hentede den fedtede, sorte gummidragt med iltmasker, og gummihætten som havde et lille trådløst kamera og en LED-lampe monteret i panden. De hjalp ham med at få dragten på, og hentede bælterne med de lange stive børster, som skulle bindes om hans overkrop. Varmemesteren fyldte en salmiakblanding i den højtryksspuler, som skulle sidde på hans ryg.

Jack var landets første menneskelig ventilationsbørste. Foran ham lå fire kilometers kravlen frem i Megamalls kringlede ventilationssystem. Fire timer. Fire tusind kroner. Udenom skattevæsen og aktiveringsinstitut.

“Hvor er så det tv-hold?”

“De står oppe i centeret. De vil godt interviewe dig deroppe sammen med direktøren”.

“Midt mellem alle kunderne? Det kan I godt glemme. Som om jeg er en eller anden FREAK!”

“Det virker mere autentisk. Du kan gå ind oppe fra teknikrummet på Plan 2”.

“Jeg skal have 1000 ekstra for at stå der og spille idiot. Har I sagt at jeg hedder Svend Bo?”.

“Ja-ja, alt er klaret. De vil også have nogle liveoptagelser fra dit kamera”.

Jack checkede om ilten løb ind i hans maske, og stavrede med sine arbejdsgivere afsted langs facaden, op af marmortrappen, ind gennem svingdøren og op ad rulletrappen. Folk vendte sig efter dem. Midt i arkaden stod et tv-hold under et skarpt projektørlys.

“Jeg står her i Megamall sammen med direktør Jette Tuxing og, mine damer og herrer, børstemanden fra Amager. Landets første menneskelige rørbørste. Hej Svend Bo. Og Jette, hvorfor bruger I Svend Bo som børste?”

Jack tændte for sin intercom, lukkede plexiglas-visiret ned og tændte for ilten. For at undgå at lytte til det nordatlantiske blegnæb. For at undgå at blive spurgt om noget. Den unge reporter drejede alligevel mikrofonen hen til hans ansigt bag visiret og sagde et eller andet. De var selvfølgelig en risiko for at han blev genkendt af agenterne på Love My Life Instituttet. Men Jack tog alligevel chancen, og lukkede sit visir op.

“Connie og Siouxsie. Hvis I ser det her. Jeg elsker jer og savner jer. Kommer i snart hjem?”

Han blev ved med at se ind i kameraet, men det blev drejet væk og reporteren stillede et nyt spørgsmål til direktøren, som var i en dristig stærkt-orange spadseredragt. De var på direkte udsendelse. De blå mænd førte Jack ind teknikrummet og hen til et af de store aluminiumsrør som førte op i loftet. De åbnede en luge og han var inde.

Et kombineret varme- og ventilationssystem til en bygning på 40.000 kvadratmeter kræver 16 varmepumper med en effekt på i alt 24.000 megaWatt, en luftgennemstrøming på 260.000 liter i døgnet og 60 kilometres rørføring igennem alle rum og etager. Rørsystemet er opbygget i forskellige dimensioner, men hovedledningen på fire kilometer har en diameter på 60 centimeter og er forsynet med stigetrin, hvilket gør det muligt at foretage manuel rensning to gange om året.  Da lugen lukkede bag Jack, tændte han for LED-projektøren i panden og begyndte at kravle op. Børstene bremsede ham og skrabede mod røret, han mærkede modstanden fra en klæbrig mørkebrun film af friturefedt, forbrugersved og kemikalier fra tøjfabrikkerne i Bangladesh. Med højre hånd betjente han dysen, som sprøjtede ammoniak ud på rørets inderside, så børsterne om hans mave kunne skrabe skidtet af. Han svedte allerede og trak ilt ind med kraftige åndedrag.

“Ihnterkom her. Kom ind Jack. Du skal filme, for helvede. Tænd dit kamera.”

Han tændte kameraet så de kunne se hvordan det mørkebrune klæbrige stof havde tiltrukket hudskaller, afklippet hår, støv, skæl, papirstumper, bussemænd og døde insekter, og hvordan det alt sammen havde sluttet sig sammen i lange guirlander af sort, flagrende spind. Uden HANS bidrag til samfundet, uden HANS halvårlige systemrensning, ville dette mørke, voksende spind opnå en kritisk tyngde og blive blæst ud med den rene opvarmede luft, tilbage i åndedrætsorganerne på de uskyldige ansatte og forbrugere under ham. Deres eget kropsaffald ville dale ned over dem og besudle det kemisk sprøjtede stangtøj fra Bangladesh, fladskærmsuniverset i kædebutikken ‘Digitalkæmpen’ og, ikke mindst, de billige sushiruller, den lim-agtige guacomole og den mærkeligt skinnende ketchup-substans på bordene i Megamalls ‘Dining Area’ på Plan 3. Og de så hans bedrift i sort-hvid på skærmen nede i teknikrummet, og de sendte signalet til hovedstadens regionalnyheder, og de gemte hans bedrift på harddisken. Et forunderligt lydløst billede med et skarpt hvidt lys og væskesky, der fra midten sprøjter ud mod en mørk cirkel og frigør strimler af sort stof. Som en rejse ned i et sort hul i universet. Han fik lov til at holde tre pauser af et kvarters varighed inde i rørene, og endte nede i parkeringskælderen ved fem-tiden. Jack fik en cola stukket i hånden og han sad lidt sammen med de blå mænd på asfalten. Han kunne godt lide at sidde der og snakke om dagens arbejde. Og få et klap på skulderen og en rulle pengesedler i hånden. Han gik hjem og tog et bad på en time, huskede at tage sin Azrinol og fik et chok over at mærke, at han havde rejsning. Men resten af kroppen var udmattet og øm. Han faldt i søvn så snart han havde lagt sig på sengen, med dagens sidste overraskende tanke i hovedet: “Det er rart at være alene.”

 

Jack gik ud til postkassen. Verner stod derude.

“Der har været nogen i inde i dit hus klokken 02.31 i nat.”

“Øh, ja. Det har der vist.”

“Jeg har det på video. Du kan selv komme over og se.”

Verner sagde det i amindeligt toneleje, sikker på sig selv.

“Se? Hvordan? Laver du fis?”

“Surveillance, Period. Surveillance.”

Jack havde hørt at det puslede i huset den nat. Han lå længe og hørte lydene. Men da han så Uwe sidde inde i stuen, faldt det ham ikke ind, at der kunne have været nogen andre i huset før ham.

I Vernes og Jyttes stue hang et stort fladskærms-tv mellem en maghoniskænk og en vitrine, skænken var fyldt med farvede glas fra diverse turistmål, på vitrinen stod der porcelænsfigurer. På væggen hang indrammede præmiebeviser fra Verners skydeturneringer og fra de 100 kilometermarcher, som han deltog i med Politiforbundet.

“Udstyret står nede i kælderen. Men sæt dig først ned. Jytte har lavet kaffe. Og købt kage. Det er jo første gang du er kommet indenfor.”

“Med et indestængt “fuck” fulgte Jack med ud i spisekøkkenet. Jytte stod klar med en dag-og-nat kage.”

“Jeg har købt den i Megamall og varmet den.”

“Næsten alle bagerpigerne går med tørklæde,” tilføjede hun.

“Undtagen hende der bor nede på Formosavej. Hun har til gengæld bar mave. Og det er lige før man kan se revnen i bagdelen, er det ikke rigtigt Verner?”

“Og så siger hun FOK”, sagde Verner.

“De har lige vist noget om det. Alle de unge drenge kalder de danske piger for ludere. Vidste du det, Jack?” spurgte Jytte mens hun skænkede kaffe op.

“MØGLUDERE”, siger Verner med et stykke kringle i munden. “De siger ikke bare ludere, de siger møgludere.”

“De siger også so, og hore, og drengene bliver kaldt for bøssekarle. De har vist det i Nyhederne,” sagde Jytte.

“BØSSER, Jytte, de siger BØSSER. Bøssekarle, det sagde man i gamle dage.”

“Ligesom røv”, sagde hun og skænkede kaffe.

“Jytte, det siger man stadigvæk. Og lort. Vores barnebarn sagde ‘lort’ da han var to år. Det er helt normalt at forældrene siger lort. Men for os er det et grimt ord. Det må du forstå, Jack.”

“Ligesom FISSE,” sagde Jytte.

“Ja, ligesom fisse. Alting bliver så fladt og grimt,” sagde Verner.

Jytte fortsatte;

“Jeg fortalte Anni om det med Jon.”

“Det gjorde du ikke?”

“Arh, du har da også talt om det til naboerne.”

“Vi må ikke tale om det, Jytte!”

Hun trak på skuldrene.

“Vi må passe bedre på! Vi går ned!”

 

Ned. Det betød kælderen. Verner gik foran Jack om bag deres hus og ned ad den ydre trappe til kælderen. Han tog et stort nøglebundt frem og låste en massiv jerndør op. Inde i kælderrummet var der sat tykke plader for alle kældervinduerne. Langs den ene væg stod en reol fyldt med dåsemad, lygter, en akkumulator, to transistorradioer, to økser, to gasmasker, to store vanddunke og vakuumpakkede tandbørster, sæbe, toiletpapir og sengetøj.

“Jack. Kan du gøre mig en tjeneste. Hvis de der FET-fyre kommer rendende igen.”

Bag en kasse med batterier tog han et brunt lærredshylster frem og rakte det til Jack.

“Bare opbevar den for mig nogle dage.”

Jack mærkede vægten og formen på hylsteret.

“En gun?”

“Gider du at opbevare den et stykke tid? Jeg er ikke tryg ved at have pansere rendende.”

Verner åbnede en ny dør ind til et rum med fire små skærme sat op på væggen, en computer og noget radioudstyr, som Jack aldrig havde set før.

“Sæt dig”.

Han satte computeren til at køre optagelserne fra overvågningskameraet hurtigt baglæns. Vejen lå øde. Så blev det ligesom mørkere. Gunhild i nummer 18 trippede forbi med sine to magre myndehunde. Så blev det nat. I lang tid skete der ingenting. Verner spolede gennem billederne af Jack og Connies postkasse, gadelampen, hækken, konturerne af huset.

Endelig kom Jack ud af huset, med hovedet bøjet mod jorden og begge hænder i læderjakkens lommer.  Ud af haven og ud af billedet.

Uret forneden i skærmen tikkede videre. 02.26 kørte en stor mørk bil ind fra højre og standsede foran huset. En skikkelse med skaldet isse gik hurtigt op til bungalowen og ind ad døren. En lommelygte flakkede rundt inde bag vinduerne til Connies arbejdsværelse.

Uret tikkede 11 minutter frem, så kom manden løbende ud med en firkantet ting i favnen, Connies bærbare computer sandsynligvis. Bilen kørte hurtigt ud af billedet.

 

Jack rejste sig og gik hen imod kældertrappen. Verner fulgte småløbende efter, da han havde låst metaldøren forsvarligt.

“Vi må undersøge gerningsstedet, Jack.”

De gik over i bungalowen.

“Se! Cd’erne og alt det post, tøjet på gulvet. Det hele er blevet gennemrodet!”

“Sådan ser her altså ud hele tiden, Verner.”

“Hvad er der blevet fjernet fra værelset? Og kender du manden på videoen, Jack Period? Det ville jo være det nemmeste..”

“...Verner. Jeg siger tak, men du skal gå nu...

Fortsættes..

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.