tirsdag 29 september 2020

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

bydelsavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 kultur

En kultklassiker er født

film platformMed blod, splat, kannibalisme, et intelligent plot og åbenlys samfundskritik er spanske 'Platformen' en ny kultklassiker - aktuel under coronapandemien, og et værk som vil blive set på mørke værelser i mange år fremover.

5stjernerTitel: Platformen. Instruktør: Galder Gaztelu-Urrutia. Skuespillere: Iván Massagué, Antonia San Juan, Zorion Eguileor, Emilio Buale. Varighed: 94 minutter. Premiere: 20. marts på Netflix.

Filmen foregår klaustrofobisk nok i et højt tårn. I midten af tårnet fra kælder til top er et hul med en platform; et bord fuld af overdådige retter, som en gang dagligt stopper på hver etage. 

Dem er der mere end 200 af. Og på hver af dem bor to mennesker. Nogle frivilligt, andre i samfundstjeneste. De skal lære at leve sammen og at deles om maden. Platformen starter i toppen, og så er det om at nå at spise, det man kan. Hvis der altså er mad tilbage, til dem på bunden.

'Platformen' er science fiction-tankespind, en uforglemmelig thriller og en allegori over verdens ulighed, menneskers grådighed og samfundssystemer, der fører til, at mennesker kæmper mod hinanden i stedet for at arbejde sammen. Den blander det bedste fra exploitation-filmens overdrevne fokus på splat - og lavkomik for at holde sadismen ud, med kunstfilmens forsøg på at sætte tanker i gang og gøre karakterer mindeværdige.

Elendigheden begynder, da den midaldrende mand Goreng vågner op i noget, der ligner en fængselscelle. Han ser grå betonmure til alle sider og i midten af rummet: Hullet. Kigger han op, ser han endeløse celler. Kigger han ned, ser han flere celler. 

I den anden nede af rummet står den ældre herre Trimagasi. Han slikker sig om munden, spytter, kigger intens som en anden Anthony Hopkins i 'Ondskabens Øjne'. Trimagasi har levet 10 måneder i cellerne. På de øverste niveauer, hvor måltiderne er en fest, og de nederste, hvor der kun er glaskår tilbage på platformen. For man bliver af og til forflyttet om natten.

Han fortæller straks Goreng en lang offbeat anekdote om en reklamekniv, i bedste Tarantino eller Scorsese-stil. Jo, han har overlevet. Ved at spise menneskekød. Goreng er her frivilligt. Han har tilmeldt sig for at få fingre i et certifikat, og har et eksemplar af klassikeren 'Don Quijote' med. Nu skal han kæmpe sin egen ridderlige kamp.

Det er ikke en kamp for de sarte. Vi ser blod, lort, indvolde og menneskehud i instruktør Galder Gaztelu-Urrutias debutfilm. Han har tidligere produceret spanske gysere som 'El ataúd de cristal' og 'La Casa del Lago'.

Undervejs møder vi flere spændende karakterer. Den fandenivoldske mor, Miharu, der på samuraisk vis springer fra celle til celle for at finde sin datter og undgå at blive voldtaget og ædt. Den queer-agtige kvinde Imoguiri, der selv har sendt folk i tunnelen og har sin gravhund med på skødet. Og Baharat, en parodi over en stammekriger.

Kapitalismekritikken er ikke så klog som Lars von Triers filosofiske forsøg i film som 'Antichrist' og 'The House that Jack Built', men selve den dystopiske ide om tårnet og menneskers opførsel heri er fængslende og et godt setup for både sjove, grænseoverskridende og tankevækkende scener. 

Og en dag beslutter Goreng og hans nye cellekammerat at gøre noget ved tingene. Lad blodbadet begynde.

Godt liv:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme

DEBAT: