tirsdag 29 september 2020

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

bydelsavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 kultur

Overlevelse i Ødemarken

film decline inden faldet netflixAPå bare en time og godt tyve minutter fængsler ny Netflix-thriller en til skærmen, da en overlevelsestur for preppers i dybe sneklædte, canadiske skove ender i et blodbad.

4stjernerTitel: Inden Faldet. Instruktør: Patrice Laliberté. Skuespillere: Guillaume Laurin, Réal Bossé, Marc-André Grondin, Marie-Évelyne Lessard. Varighed: 83 minutter. Premiere: 27. marts på Netflix.

Historien begynder hos en canadisk kernefamilie. En lille pige bliver vækket i en villa midt om natten og tager sit overlevelsesudstyr på. Som hun har lært af far og mor. De går musestille ud til familiebilen, mens sirenerne lyder i baggrunden. 

Men det er snyd. Snart forstår vi, at der blot er tale om en øvelse. Familien er såkaldte preppers, altså blandt dem der forbereder sig på en altoverskyggelig katastrofe, og leder efter en udvej.

Snart ændrer filmen scene. Vi ser sneklædte trætoppe langt ude i det canadiske vildnis. Her har familiefaren Antoine, spillet af Guillaume Laurin, tilmeldt sig et overlevelseskursus hos en i miljøet hyldet Youtuber om fænomenet. 

To kvinder og fire mænd skal i en kort periode leve i et lille minisamfund med drivhus, hønseskur og et militæranlæg. Der skal bruges, når apokalypsen nærmer sig, og alle bliver til psykopater.

Prepper-fænomenet har det seneste årti haft stigende fokus, og det er der kommet små filmperler ud af som scifi-horroren '10 Cloverfield Lane' (2016), hvor John Goodmann ejer rollen som sindssyg prepper og kidnapper i et beskyttelsesrum, og Jeff Nichols perle 'Take Shelter' (2011) med en fantastisk Jessica Chastain, der lever med sin paranoide mand. 

Herhjemme har vi set dokumentaren 'Den sidste tid' (2016) om et aldrende ægtepar, der bruger deres liv i Ribe på at advare om dommedag. 

Under Coronakrisen har de også markeret sig, og mange en prepper, der for årtier siden har købt deres toiletpapir, kan nu sige: “Hvad sagde jeg”. Selv måtte denne skribent flygte fra en lang rejse i Argentina og er nu tilbage i avisens spalter.

På en trist baggrund er 'Inden Faldet' højaktuel. Thrilleren er skåret som mange Netflix-thrillere, der er vore dages pulp eller kioskbaskere, som vi alle sammen nyder i flæng. Filmen er typisk for Netflix-film fortalt med suspense og helt ind-til-benet, der er blot enkelte kunstneriske greb, som at kameraet bliver placeret i øjenhøjde på bagsædet af en bil, så man selv føler man er med ombord, og så er karaktererne tilpas firkantet skåret. Lette at forstå og knap så komplekse eller udfoldede som i for eksempel en Martin Scorsese-film. 

Samfundets grundlægger er den umiddelbart alfaderlige Alain, som bærer på alvorlige, paranoide skyggesider. Rachel er soldat, trænet i den israelske kampsport krav maga, og med en hemmelig, blakket fortid, og hun viser sig at have støvlerne på - det her er tidstypisk nok kvindernes film, og Marie-Évelyne Lessard stråler i rollen som Rachel - og så har vi vores hovedperson Antoine, der i løbet af fortællingen klogeligt trækkes lidt i baggrunden. 

Gruppens dynamik bliver vist med både humor og alvor i begyndelsen, for eksempel skal de lære at partere en kanin, og de drikker sig halvfulde ved bålet, men al sjov bliver med ét opløst, da en af gruppens deltagere dør i en ulykke. Der opstår uenighed i den paranoide gruppe. For kan man stole på ordensmagten? Og vil de ikke alle blive sat i spjældet? Og vil det hemmelige minisamfund blive opdaget? 

Snart er gruppen i åben krig, og det er en intens og spændstig affære i et landskab fuld af fælder og psykopati.

Godt liv:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme

DEBAT: