fredag 20 oktober 2017

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 kultur

It: Dræber-klovn i blodig taberjagt

it filmÅrets ungdomsgyser om en gruppe charmerende teenagere og en dræber-klovn er både frygtindgydende og morsom, men trækker ud i jagten på humor, splat og chok

4stjernerTitel: It. Instruktør: Andrés Muschietti. Medvirkende: Jaeden Lieberher, Bill Skarsgård, Sophia Lillis, Finn Wolfhard. m.fl. Varighed: 135 minutter. Premiere: 7. september

• En lille dreng kommer løbende ned ad en villavej i regnvejr. Han følger sin båd af papir i fuld fart langs vejkanten. Indtil båden tager en drejning og sejler ned i en rist. “Åh nej, min bror dræber mig,” siger drengen og kigger trøstesløst ned. Et klovnehoved dukker op i kloakken.
“Kan du lide popcorn? Det er mine favoritter,” griner klovnen gakket som Batmans arvefjende, Jokeren. Drengen smiler tilbage charmeret af den sjove skikkelse.
“Vil du have din båd, så kom og tag den,” siger klovnen og rækker båden frem.
Drengen nikker. Publikum gyser.

Filmen bygger på en Stephen King-roman af samme navn, der tidligere er blevet filmatiseret som mini-tv-serie. Klovnen som skræmmefigur har i de senere år været nyhedsaktuel, men desværre udnytter den argentinske instruktør Andrés Muschietti - og manuskriptforfatterne - ikke tidens maskeklædte klovne set på øde parkeringsplader og i sidegader.
Klovnen Pennywise, spillet overbevisende af svenske Bill Skarsgård, søn af stjerneskuespilleren Stellan Skarsgård, er fra filmens begyndelse et ‘uhyre fra helvede’, et skræmmende tandbidende monster, der angriber og bortfører provinsbyen Derrys beboere.

Tabernes klub
Vi befinder os i firserne. En gruppe drenge og en drengepige beslutter sig for at opsøge klovnen, de i mangel af bedre kalder for It. De er kendt som skolens tabere og bliver mobbet og banket af skolens rødder.
Sammen kalder de sig Tabernes klub. Outsiderne vækker seerens sympati. Fælles er deres brogede baggrund. Bill stammer og har mistet sin bror. Tykke Ben er det typiske, begavede mobbeoffer.
Beverly er den smukke drengepigen, de andre er tiltrukket af. Og som bliver befamlet af sin egen far. Eddie bliver sygeliggjort med medicin af sin mor. Sammen beskytter de sig mod bøllerne. Sammen finder de frem til, at klovnen hærger hver 27. år, og hvor klovnen bor.

Ladet med blod
Et af filmens intellektuelle pointer er, at kun børnene kan se blodet, massakrene, klovnen. Det skaber grobund for psykologisk dybde. For er klovnen i virkeligheden teenagernes egen frygt for at vokse op? Er blodbadet på Beverlys badeværelse menstruation? Er mordet på faderen en løsrivelse fra forældrenes kontrolorgan? Kampen mod klovnen bliver kampen mod deres egen værste frygt.
Og det går vildt og blodigt for sig i It, hvor chok og blod fylder den del, som en ungdomsgyser skal. Filmen er tilmed fuld af uskyldig, naiv teenagehumor om patter og pinlige scoreforsøg.

Letbenede popikoner
It ligner en hilsen til den charmerende succes-serie fra Netflix, Stranger Things, hvor også en gruppe drenge og en drengepige kommer ud for overnaturlig uhygge. I firserne. Men hvor der bliver spillet undergrundspunk, new wave og det nørdede rollespil Dungeons & Dragons i den detaljerige Stranger Things, er det letbenede popikoner som boybandet New Kids on the Block, foruden actionkomedien Dødbringende Våben 2, der tegner dele af det længselsfulde tidsbillede i It.
Med andre ord er Stranger Things en mere subtil fortælling med flere nuancer, hvor det i It er chok og humor, der driver de 135 lidt for lange minutter. For en fuldvoksen mand er teenagegyset lige i overkanten, og klovnen, der også tager sig ud som hovedløst monster, kunne være af mere menneskelige, dæmonisk karakter med en skyggefuld forbindelse til det sataniske. For netop det subtile, det ukendte, er ofte endnu mere hårrejsende end det bastant onde.

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

euronews