Havørn gæster vinterklædt Peberholm

havorn peberholm 01 webEn havørn har fundet vej til Peberholm. Det er kulden, der har lokket den store fugl til. Alt tyder på, at havørnen nøjes med at holde vinterferie på øen

Der er ti minusgrader udenfor, og Peberholm, som syder af blomster og dyreliv om sommeren, ligger fortsat i vinterdvale. En enlig måge høres nu og da over øen. Et par af de harer, som indvandrede over isen forrige år, skutter sig. I det iskolde vand plasker en sæl forbi. Ellers er her mest stille og roligt.

Men helt stille er her ikke. Netop kulden og stilheden har lokket nye gæster til øen: Havørne er flere gange i år blevet set på Peberholm - især efter kulden satte ind i slutningen af januar. Når søerne i Skåne fryser til, søger havørnene ud til Øresund, hvor der stadig er åbent vand.

"Vi ved, at havørne holder til på Saltholm, så det er derfra, de nu er søgt til Peberholm. Det skyldes, at der er byttedyr at jage på øerne og i vandet mellem Saltholm og Peberholm", fortæller Hans Ohrt, miljøkonsulent hos Seacon, som overvåger dyre- og plantelivet på Peberholm.

Både på Saltholm og Peberholm findes der harer og en del gæs. Og mens havørne ikke angriber fuldvoksne gæs, kan en enkelt syg gås godt blive dens bytte. Den frosne jord gør det svært for byttedyrene at skjule sig i landskabet.

havorn_peberholm_02_webKun vintergæst

Men først og fremmest er det de mange mindre fuglearter, som havørnen kan jage. Fuglene har fundet vej til øen, fordi de kan finde søgræs, muslinger og fisk i det lave vand omkring Saltholms kyst.

Og havørnen har selskab af andre rovfugle på Peberholm. I 2011 ynglede et pilgrimsfalkepar for første gang her, men Hans Ohrt tvivler på, at havørnen vælger at blive boende på Peberholm.

"Den vil gerne yngle i høje træer, og det kan vi ikke tilbyde. Når isen smelter i søerne, vil den nok flytte tilbage ind i landet igen. Men den kommer forhåbentligt tilbage, når det bliver koldt igen. Vi må nok affinde os med, at havørnen kun er vintergæst her på Peberholm", siger Hans Ohrt.  (Foto: Lennart Emanulsson, Øresundsbron)

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk