fredag 30 oktober 2020

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 københavn

Urbanplanen får Svanemærkede almene boliger

urbanplanen store solvaenge rejsegilde Snart står 66 almene familieboliger klar til indflytning på den grund i Urbanplanen, hvor Solvang Centret tidligere lå. Boligerne er opført efter de miljøkrav, Svanemærket stiller. Der var rejsegilde i mandags, 9. marts.

Bebyggelsen hedder Store Solvænget, en karrébygning med tilhørende fælleslokale og indre gårdmiljø. De 66 familieboliger i Urbanplanen bliver de første Svanemærkede almene boliger i Danmark. Boligerne er bygget med et system af præfabrikeret moduler, som lever op til Svanemærkets miljø- og kemikaliekrav. Byggeriets modulopbygning er også kendt fra AlmenBolig+ konceptet, hvor boligerne opføres med basiskøkken og ruminddelinger. Det vil være muligt for beboerne selv at sætte deres præg på boligen med en eventuel udvidelse af køkkenet samt opsætning af en skillevæg i nogle af de større lejligheder.

”I København vil vi have en blandet by, hvor vi hverken har rigmandsghettoer eller særligt udsatte boligområder, og jeg er glad for, at Urbanplanen er i en god udvikling. Med boligerne på Store Solvænget får vi nu nye, attraktive, miljøvenlige boliger, der er bygget på en måde, som er til gavn for både beboere, håndværkere og miljøet,” siger overborgmester Frank Jensen (S). 

I de kommende år sker der mange fysiske forandringer i Urbanplanen. Københavns Kommune og Boligforeningen 3B har tilsammen afsat over to milliarder kr. til at opgradere området. Blandt andet fordi at den nordlige del af Urbanplanen - Hørgården - er sat på den såkaldte ghettoliste for andet år i træk. Målet med udviklingsplanen er at åbne Urbanplanen ud til nabokvartererne, og bygge forskellige typer boliger, som bidrager til en mangfoldig beboersammensætning. Store Solvænget forventes at stå klar til indflytning i midten af november 2020. 

”I Boligforeningen 3B er vi utroligt glade for den udviklingsplan, vi har lavet sammen med Københavns Kommune for området. Men der er nu noget helt særligt ved rejsegilder, der er ensbetydende med nye boliger og beboere, som signalerer udvikling – den udvikling fortjener Urbanplanen. Med udviklingsplanen vil vi åbne hele området op og byde resten af Amager og København indenfor,” siger Steffen Morild, formand for Boligforeningen 3B.
 
Fakta om byggeriet
Scandi Byg A/S er totalentreprenør for projektet. Arkitektfirmaet ONV Arkitekter A/S har tegnet Store Solvænget.
Den forventede husleje uden forbrug for de mindre boliger på 56 kvm. er ca. 5.750 kr./md. Boligerne i størrelsen 78-114 kvm. er ca. 8.000-11.700 kr./md.
Facaden udføres i lyse klinker med enkelte partier træ. Højden varierer fra to til fire etager. 
Med Svanemærket stilles der strenge krav til miljø- og sundhedsskadelige stoffer i de kemiske produkter som fugemasse, maling og til byggeprodukter som væg- og gulvklædning. Der stilles yderligere miljøkrav til indeklimaparametre såsom dagslys, ventilation og fugtsikring i boliger med Svanemærket. 

Fakta om Urbanplanen
Urbanplanen er en almen boligbebyggelse beliggende øst for Røde Mellemvej/Amagerfælledvej på begge sider af Peder Lykkes Vej i bydelen Vestamager i København.
Urbanplanen blev opført under borgmester Urban Hansen (borgmester 1962-1976).
Boligområdet består af 3.842 boliger med i alt 5.400 beboere. 

Godt liv:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme

DEBAT: