Ørestad Kor synger videre

orestad kor 0278For Ørestad Kor har coronakrisen, som for alle andre, været en kæmpe udfordring.
"Men heldigvis er vi her stadig, dog kraftigt reduceret i antal og vi kæmper for at holde koret kørende," fortæller formand for Ørestad Kor, Eva-Sofie Rafn.

I foråret lukkede koret ned for koraftener fra 11. marts, og forsøgte i stedet at synge online - med begrænset succes. Efter sommeren kunne koret igen mødes fysisk. Men sangerne skal sidde med 2 meters afstand.

"Vi har været så heldige at kunne låne et lokale af By & Havn i VM Bjerget. Hermed en stor tak for det! Det har været et lyspunkt for os, i en verden der er alt for mørk for tiden," siger Eva-Sofie Rafn.

Desværre har coronakrisen også betydet, at koret ikke har haft mulighed for at synge for Ørestad-beboerne som det plejer til lystændingsfester og til den årlige julekoncert.

"At synge for jer i julen er for os et højdepunkt, som vi ser frem til, når vi øver onsdag efter onsdag. Derfor er det et stort tab for os ikke at kunne gøre det i år. Vi håber og tror på at vi igen til foråret kan komme ud og vise hvad Ørestad Kor kan tilbyde," siger Eva-Sofie.

Koret starter op igen til januar under de restriktioner, der gælder til den tid. Hvis man er nysgerrig efter at følge med, eller gerne vil synge sammen med koret, så er det på facebooksiden Ørestad Kor, det foregår.

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk