søndag 31 maj 2020

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

Belinay og Gökhans kaffekop i Byparken

coffngo byparken 2020 133Byparken har fået sin egen permanente minicafé. Den bor i en kæmpekaffekop, som ægteparret Belinay og Gökhan Dölek selv har designet. Nu er der bud efter konceptet fra udlandet.

Den ligner en gigantisk kaffekop, som den ligger der i Byparken i Ørestad City. Kaffebrun med et stort sort låg. Og det er også hele tanken bag konceptet 'Coffngo', der er landet midt i Byparken. Her kan man tanke op med kaffe, the, smoothies og juice af mange slags. 

Coffngo er en permanent café, til forskelt fra de små mobile kaffevogne, som tidligere har været i Byparken.

Inde i koppen finder man Belinay og Gökhan Dölek, som har bragt konceptet til Ørestad fra Odense, hvor de stadig bor.

"Vi har længe ønsket at drive café i en park, hvor der kommer folk forbi, men det var  meget svært at få de forskellige tilladelser. Vi var så heldige at høre at grundejerforeningen i Ørestad City var på udkig efter en caféløsning i Byparken. Det tog kun et par måneder at få tilladelserne på plads, takket være velviljen fra grundejerforeningen," fortæller Belinay Dölek. 

Udviklede idéen mens de var studerende
Hun er uddannet markedsføringsøkonom, og planerne om caféen i koppen blev allerede født i studietiden, hvor hun sammen med sin mand Gökhan, der også var studerende på det tidspunkt,  fandt på idéen.

Gökhan er uddannet teknisk designer og multimediedesigner, og har designet den gigantiske kop fra bunden. Den er udført i jern, og Gökhans bror, der er smed, har været med til at bygge den store kop, der vejer adskillige tons.

"I mit første design havde jeg kun arbejdet med, at der skulle være et lag i væggene, men det betyder, at alt, der skal skrues op, kommer til at kunne ses på den anden side, så derfor var vi nødt til at lave koppen i to lag. Det gjorde hele projektet meget dyrere og også caféen meget tungere," fortæller Gökham.

Parrets plan var at sælge konceptet til andre operatører, men som tiden skred frem, og mulighederne for at realisere idéerne blev større og større, besluttede de to iværksættere at lave deres egen café.

"Vi havde snakket om en café i mange år, men det er dyrt at indrette eller overtage en café. Vores eget koncept gav os mulighed for at komme i gang uden for mange ekstraomkostninger. Vi var jo begge på SU, så det var også et spørgsmål om, hvor meget vi kunne låne," fortæller Belinay.

Masser af kunder, selv  i coronatiden
De første par uger i Byparken er gået over al forventning fortæller de to iværksættere. 

"Samarbejdet med grundejerforeningen har været helt i top, og beboerne i området har taget virkelig godt imod os. Jeg troede det ville blive en stille og rolig start, men vi har travlt fra vi åbner til vi lukker. Og det er vel at mærke midt i coronakrisen, så vi ser frem til en rigtig god sommer," siger Belinay.

Lige nu står koppen direkte på græsset, der er lidt slidt ned omkring udskænkningsstedet.  Belinay håber, at det vil blive muligt at få etableret et udendørsgulv, som der kan stå borde og stole på, som man undgår, at underlaget bliver helt mudret i regnvejr.

Overvejer flytning
Parret bor stadig i Odense og pendler dagligt to timer hver dag til og fra Ørestad - undtagen mandag, hvor Coffngo har lukket. Åbningstiden er kl. 10 til 17, og der skal også købes friske råvarer hver dag, så arbejdsdagene bliver lange.

"Vi kigger på bolig herovre. Vi har jo også en lille datter, så det er ikke optimalt at pendle så meget hver dag," siger Belinay.

Kaffe fra fem lande
Gökhan har selv været i Kenya og talt med kaffeproducenter, og de importerer deres egne bønner. I dag kommer kaffen dog fra fem forskellige lande. Caféen ønsker at tilbyde er bredere sortiment, og der er stor forskel på, hvordan kaffen smager, alt efter hvilket land bønnerne kommer fra, og hvordan de efterfølgende er blevet behandlet og ristet.

Interesse for konceptet
Den danske succes med Coffngo har også vakt opmærksomhed i udlandet, så både tyske og engelske virksomheder har henvendt sig for at kunne benytte konceptet.

"Det er spændende at interessen er så stor, og det kunne være sjovt, hvis der stod Coffngo-caféer rundt om i Europa, så nu må vi se, hvad det bliver til," siger Gökhan.

Coffngo. Byparken i Ørestad City. Tirsdag - søndag kl. 10.00 - 17.00.

København:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme

DEBAT: