fredag 6 december 2019

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

Naturparken i november

kalvebod faelled degn nov2019 eKlummen om naturens gang i Naturpark Amager, ture på fællederne og oplevelser i og med naturen.

November, november, november...
Det var digteren Henrik Norbrandt som syntes at året skulle have 16 måneder, fordi november talte for fire. Det synes jeg nu ikke er helt retfærdigt, den går såmænd lige så hurtigt som de andre, og har også sine helt egne kvaliteter. Det er blevet mørkere, og vi hygger os indendøre, og når vi så går ud i kulden mærker vi den friske luft, og ser de høje himler.

Forrige weekend har der været næsten vindstille her på Amager, og det er sjældent det forekommer. Det giver så de flotteste spejlinger i kanalerne, og himlen er fantastisk og dramatisk i denne tid med skrigblå himmel og mørke truende skyer. Dagene er ikke så lange, men vi får så til gengæld både solopgange og solnedgange uden at skulle være vågne udover normal tid.

Vi har haft den første snert af nattefrost først på måneden. Vi synes altid det kommer overraskende, og har glemt hvordan det er at træde udenfor døren en tidlig morgen, og det hele er dækket med rim – men lige pludselig er vejret vådt og lunt igen…

kalvebod faelled degn nov2019 dNattefrosten kommer jo tilbage, det ved vi, og så er det også tid til at få lagt lidt gran i kasser og på krukker, hvor der skal komme tulipaner op til næste forår. Enten køber man sig til grangrenene, eller også kan man måske finde noget afklip i skoven, hvor der er blevet klippet pyntegrønt af skovfolk eller gartnere.

Der er stadig blade på mange træer og buske – det har varet længe denne gang, men det hele er falmet lidt på grund af den megen regn vi har fået. Der er vandpytter alle vegne som spejler himlen. De små fugle nyder godt af alle de bær der er på buskene, jeg synes hunderosen og hvidtjørnen har særlig mange bær iår.

Nu er der også tid til en af de hyggelige efterårssysler – nemlig at gennemgå hvad jeg har fået samlet af kryddersnapse i forårets og sommerens løb, smage dem til, nogen af dem er heller ikke filtreret endnu. Årets første høst er klar, det er rosenknopper af hybenrosen, røllike og perikum. Det er alle sammen på urter, som ikke skal stå så længe, så de bliver filtreret efter en uges tid, og så står de bare og ”modner”. Valnøddesnapsen (som ikke er fra fælleden) skal stå helt til jul inden den skal filtreres, og så skal den gemmes til næste jul, men heldigvis har jeg noget fra sidste år. Og nu har jeg en portion af slåen og hyben fra klitrose, som skal smages til – de har stået godt en måned, og klitrosen smager super, slåen skal nok have lidt sirup – den snerper. Begge har en fantastisk dybrød farve.

Jeg tror også jeg vil benytte de næste måneder hvor der ikke sker så meget ude i naturen, til at nyde godt af kulturen her på Amager. November startede med Bogforum, hvor der var masser af spændende ting på programmet, og så vil jeg forsøge at få besøgt Kastrupgård, og måske også Amagermuseet – der er nok at tage fat på.

Og selv om jeg siger at der ikke sker så meget i naturen, så er det alligevel den jeg bruger mest tid på.
For der er altid noget at nyde.

kalvebod faelled degn nov2019 bkalvebod faelled degn nov2019 a

Godt liv:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme