torsdag 18 oktober 2018

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

Ole lever langsommere

ole ditlev nielsen 3Sænk tempoet og lev et liv med mening. Det er budskabet i Ole Ditlev Nielsens nye bog 'Slow Living'. Han bor med sin familie i Stepperne i Ørestad Syd og har selv taget sin egen medicin. For fire år siden sagde han farvel til det faste job, til fordel for mere tid og mindre stress

Hans bog 'Slow Living' er netop udkommet på forlaget Saxo, og giver en introduktion til Langsombevægelsen, som breder sig i hele den vestlige verden. Bogens anden halvdel rummer konkrete råd og tips til dem, der gerne vil skrue ned for hastigheden i deres liv, og have mere tid til egne interesser, nærvær med familien, oplevelser og arbejde med meningsfuldt indhold.

"Der er ikke noget galt i at arbejde. Men der er noget galt i at have for travlt i et job, som ikke giver mening for én selv. Flere og flere får det psykisk dårligt i et opskruet og grænseløst arbejdsliv, hvor man altid kan åbne en mail mere, altid kan gå på nettet, og aldrig rigtigt har fri," siger Ole Ditlev Nielsen, som selv sagde sit faste job op for fire år siden, og sluttede sig til den voksende skare af mennesker, som lever langsommere.

"Det var et udmærket job, men vi var blevet en familie på fire, jeg brugte meget tid på transport, og syntes at arbejdslivet tog alt for meget af min tid. I dag kan jeg som regel hente min søn klokken 14. Vi har frihed til at rejse mere. Økonomisk har det betydet at vi ikke har bil eller sommerhus. Vi sparer på de daglige indkøb og på tv-pakken. De unødvendige ting er skåret væk. Det er et valg man må træffe. Man får meget, men mister selvfølgelig noget andet," siger Ole.

Han er i dag selvstændig erhvervsdrivende, og arbejder både med kursusvirksomhed og som forfatter og foredragsholder. Indtil nu er det blevet til seks bøger om bl.a. stress, forandringer og undervisning.

"Siden jeg var barn havde jeg altid drømt om enten at blive astronaut, professionel fodboldspiller i Liverpool, eller forfatter. I en alder af 35 år kunne jeg godt se, at to af drømmene var urealistiske. Jeg satte mig for at udleve mine ambitioner om at skrive, og samtidig få mere tid med familien."

ole ditlev nielsen hoejkantEn af de ting, det tager tid at lære, er at livet som selvstændig er mere usikkert.

"Du ved ikke altid, hvor meget du tjener i næste måned. I perioder kan jeg også have travlt. Men mit arbejde giver mening og er sjovt. Og uden et fast job har jeg stadig virkelig meget tid til mig selv og min familie," siger Ole.

Han mener ikke at der i sig selv er noget forkert i at arbejde.

"Men det meningsløse arbejde gør os syge. Vi glemmer at spørge os selv, om det travle arbejdsliv virkelig er det liv vi ønsker at leve i måske 50 år."

Den langsomme bevægelse

Langsombevægelsen - eller Slow Living bevægelsen - opstod midt i 1980'erne i Italien som en videreudvikling af Carlo Petrinis Slow Food bevægelse. Den har siden spredt sig til hele verden og fået nye sidebevægelser som Minimalisme, Slow Parenting og Slow Movement. Hele byer kan i dag opnå status som 'Citta Slow'. I Danmark har Svendborg og Mariager fået anerkendelsen som 'Langsom By’.

Tilhængerne af Langsombevægelsen mener at arbejdskulturen i den vestlige verden slet ikke svarer til virkeligheden længere. Selv om vi sagtens kunne klare vores arbejde på fem timer, så bliver vi til klokken 17 og laver meningsløst arbejde, fordi vi er opdraget til at arbejdslivet er det vigtigste i livet. Og den kultur indprentes i børnene allerede når de skal afsted i vuggestue.

"Industrisamfundet findes ikke mere. Vi behøver fatisk ikke at arbejde så mange timer, for at skabe den samme værdi som tidligere. Men omvendt betyder den teknologiske udvikling, at vi kan være på arbejde alle steder hele døgnet. Vi arbejder mere, i stedet for mindre. Vi er også underlagt en vækstfilosofi, hvor alting blindt gøres op i bruttonationalprodukt og jobs. Det er da kun godt, at flere og flere mennesker i verden oplever vækst og velstand. Men i vores del af verden er vi et andet sted. Vi er nået dertil, hvor vækstsamfundet ikke giver mere lykke, snarere tværtimod," mener Ole Ditlev Nielsen.

Konkrete råd og tips

Slow Living er et voksende fænomen i den vestlige verden. Ganske vist er travlhed og stress også i stigning, men flere og flere står af ræset. De tjener mindre, køber mindre og bor i mindre huse. Men de lever mere.

"Det handler ikke om at ligge i hængekøjen hele dagen. Det handler om at have sig selv med, uanset hvad man synes det giver mening at beskæftige sig med. For eksempel har jeg fået tid til at være mere alene. Det giver mig overskud og energi til at være endnu mere for andre,” siger Ole.

Han tror at mange mennesker drømmer om at have mere tid og leve langsommere, men de kan ikke overskue hvordan de ændrer deres liv. Derfor giver bogen også konkrete anvisninger til, hvordan man skifter det hektiske hverdagsliv ud med et langsommere og mere meningsfuldt liv.

"Det er ikke nogen manual til et bedre liv. Vi er alle forskellige, og må finde vores egen vej. Men for at starte et sted, kunne man f.eks. slukke sit internet hver aften. Eller holde op med at lave to-do lister, som bare giver dårlig samvittighed. Eller stå en time tidligere op hver dag, for at lave lige netop det, man drømmer om at have tid til," siger Ole Ditlev Nielsen, før han gør sig klar til at hente sin søn. Klokken 14.

Slow Living - Sænk tempoet og lev et liv med mening. Forlaget 20 Skridt. Forhandles på Saxo.com. September 2018. Kr. 230,25.

Godt liv:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme