torsdag 1 oktober 2020

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

Nye rødbedeboller på suppen

louise raaschou OKT 2015En verdensomspændende sygdomskrise må da sætte sine spor. Forsøgte med nyt, åbent post-corvid sind.

Så åbnede vi, og alt er - næsten - som før nedlukningen. I hvert fald her på matriklen, hvor have, vinduer og skabe allerede har glemt min enestående isolationsindsats og lynhurtigt er faldet tilbage i den vanlige, præ-covid tilstand: Uplejet, uigennemsigtige og uoverskuelige. Tydeligvis har de intet lært af den kæmpe krise, vi kæmpede sammen; selv burde jeg nok have høstet større eftertænksomhed. Faktisk har jeg det lidt skidt med, at social underholdning var mit primære fokus i forhold til genåbningen, for man vil jo gerne være mere sofistikeret end græs og IKEA-komponenter. 

Besluttede mig derfor at gøre som samfundet og genåbne; ikke skabene, men min horisont. Der findes nemlig en verden derude med madvaner, fritidsinteresser, spirituelle retninger, alle mulige tiltag, som er mig dybt fremmede. Men intet kan vel være mere syret, end de sidste par måneder, var min tanke, da jeg åbnede sind og browser og gjorde klar til at blive et større og mere favnende menneske. 

Og se nu bare der: Man kan sørme gå til Stand Up Paddle (SUP) yoga! Ikke alene balancerer man på et bræt ude i havet, (i sig selv en helt ny, outdoorsie oplevelse for mig), man får samtidig velvære og harmoni fra Den Stående Bjergstilling og Hunden Med Hovedet Nedad, for nu bare at nævne enkelte stillinger i den ældgamle, indiske tradition. Hvis dén kombi af frisk luft, balanceøvelser, muligheden for at sluge en masse saltvand, yoga og ydmygelse, ikke er at træde ud af sin tryghedszone, ja, så ved jeg snart ikke. 

Og det kræver absolut ingen forudsætninger! Selv hvis man aldrig har stået på et SUP bræt i sit liv og aldrig har dyrket andre yogahilsener end at vinke, kan man sagtens deltage, hvilket lyder helt plausibelt. Overvejede at melde mig en dag, hvor man ikke kan komme i vandet på grund af vejret. Der rykker man nemlig yoga og bræt ind på land, hvilket jo eliminerer vanskelighederne ganske betragteligt; dog ikke vanskeligheden ved at se formålet med at stå på et waterboard og lave yoga. På land. (Åbent sind, åbent sind.)

Der måtte være nye horisonter, noget lidt mere nede på jorden, som ikke krævede balanceøvelser i det offentlige rum, mente jeg og klikkede videre til veganermad. Ja, ja, now we’re talking. Jeg skulle da nok kunne rode nogle sorte bønner og lidt tang sammen i en wok, hvor svært kan det være, hvis man kan læse en opskrift? Kikærtebøffer, linsefrikadeller, bønne-svampepølser, uhm og uhm og uhm. Hvem har brug for grillet laks, rib-eye eller røræg? (Forsøgte jeg, fordi opskrifterne lød ok, og billederne af retterne så faktisk lækre ud, og jeg havde åbent sind, åbent sind.) Ved nærmere research lærte jeg, at det, der gør en veganer, er alt spiseligt, man putter i munden. 

Kunne med det samme forstå, at den store pose Malaco med de gode vingummier var fy på grund af gelantinen, at min yndling fra Marabou, (Strawberry Cheesecake), var direkte kættersk, og at flødekartofler i fremtiden skulle laves med havremælk. Lukkede sind med det samme.

Måske man skulle mere over i den spirituelle genre. Så vidt jeg vidste, ville det hverken kræve balanceøvelser i det offentlige rum eller afsværgelse af al, gastronomisk nydelse; der kunne vel højst blive tale om lidt brummen med lukkede øjne. (Helt ok, sind var åbent for business.) 

Røg ind på et site om en form for kosmologi. Gjorde virkelig mit bedste for at forstå denne form for kosmologi. Sprang i første omgang ordet ’kosmologi’ over i forståelsen, da jeg ellers ikke var nået videre i teksten. Jeg kunne dog forstå, at målet med hele vores eksistens er at opnå en form for åndelig renhed, frihed og helhed, som det var blevet formuleret af en gammel vis kvinde i Himalaya for omkring ti-tusinde år siden - og som nu blev videregivet til mig på min browser. 

Der var nogle kurser, man kunne melde sig til, og selv om det var ret uforståeligt, hvad man egentlig var på kursus i, så virkede det til gengæld ganske harmløst. Indtil jeg fik opfanget ordene ’cirkeldans’, ’fælles trommehealing’ og ’bækkenøvelser på klippe.’ Kommer. Aldrig. Til. At. Ske. 

Jeg græmmes i skrivende stund over min manglende åbenhed. Og over at jeg tilsyneladende er ligeså kompleks, udviklingsparat og dyb som et søpindsvin. 

Det er en ret ærgerlig selverkendelse, for så har jeg jo intet taget med mig fra de sidste måneder; ikke engang græssets skarpt klippede kanter eller ordenen i skabene, har jeg beholdt. (Og som alle, der kender mig, ved, blev det heller ikke til så meget med brætspillende nedluknings-nærvær med poderne.) 

Jeg kommer virkelig til kort, når samtaler i fremtiden falder på alt det, man lærte om livet og sig selv, ”dengang under Den Store Coronakrise.” Hvad skal jeg svare, den dag mine sønner spørger, hvordan den påvirkede mig? 

”Jo, nu skal I bare høre, drenge. Jeg opdagede præcis, hvor helt utrolig glad jeg er for Marabou chokoladen Strawberry Cheesecake. Og hvis jeg skal dybere derind, hvor det virkelig tæller, så fandt jeg også ud af, at jeg foretrækker hvidvin frem for rødvin.”

Arj, men altså, det går sgudda ikke, må på youtube med det samme og finde relevante læringsvideoer: Som det absolut mindste må jeg kunne vise sønner min cirkeldans

 

Godt liv:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme

DEBAT: