fredag 4 december 2020

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

Og hvad synes De om farven, lille frue?

louise raaschou OKT 2015Nogle mænd sidder fast i halvtredsernes kønsroller, andre har stadig ikke rigtig forladt stenhulerne. Man får næsten ondt af dem - hvis det ikke var så nuttet.

Jeg faldt lige over et par dameblade fra halvtredserne forleden og faldt i målløse staver over en helt, helt anden verden. 

For eksempel artikler som, ’En husmoder hitter på,’ som næppe ville hitte i dag. 

Og ægtemanden, der i en reklame forbløffet roser sin forklædeiklædte hustru for en eller anden hjemmesyltet ret, (”han anede ikke, at hun var så dygtig!”), ville ikke klare en tur på nutidens gade. 

Ukvemsord og spytklatter ville hagle ned over ham, og sandsynligvis ville han også få sådan én på siden af hovedet. Af sin (eks)kone, forhåbentlig. For Lillemor kan mere end at sylte, og ægtemand er ikke længere den eneste med beslutningsbeføjelser. Vi har lagt den bag os, den verden. Virkelig, SÅ meget bag os. For længst, da. 

Og så alligevel . . . not, fristes man til at indsparke. 

Ikke et ord herfra om ligestilling, barsel til mænd eller Me Too. Næh, vi skal endnu dybere ind. Helt derind, hvor reptilhjernen stadig har en kvindefigur indridset i klippevæggen. Hvor hun ikke foretager sig en hylende fis. Ikke en eneste mine fortrækker hun, (hun har så heller ikke noget ansigt), på trods af de sprælske tændstikmænd omkring hende; disse fyrige fyre, med store lændeklæder og lange spyd, i fuld galop efter en mammut. 

Handlingslammet kvinde og handlekraftige actionmænd indridset i sten, der jo, som bekendt, evigt består. Hvilket måske forklarer, hvorfor de nye tider er gået lidt hen over hovedet på overraskende mange af mammutjægernes efterkommere. Jeg ved det, for jeg er selv rendt ind i flere af dem. Og det hverken i hulerne eller halvtredserne, men indenfor de seneste år.

For eksempel gik der Lille Frue i den, da jeg og eksmand engang skulle købe ny bil. Bilsælger italesatte begejstret alt fra brændstofforbrug til airbags overfor eksmand. Og som en eftertanke vendte han sig mod mig: ”Og hvad siger du til farven?”

(Hvad jeg siger til farven? Jo, nu skal du bare høre, Bil Bent: Pis mig i øjet, gider du?! Jeg betaler halvdelen af denne her bil og dermed også halvdelen af din kommission. Jeg skal også køre den, det vil sige styre rat og pedaler, faktisk nok oftere end min mand, ham din brother derovre, som i øvrigt går mere op i farven, end jeg gør. Så måske du lige skulle justere din salgsteknik en anelse, Bent min ven.) 

Men det sagde jeg ikke højt. I stedet hvinede jeg frydefuldt ved synet af kabinens kopholdere og lod det være ved det. Ikke så meget for at glæde tilbagestående bilsælger, som for at få sat en stopper for hans endeløse snak, så vi kunne få købt den bil og komme videre i livet. Desuden var jeg fløjtende med farven.

Og der var dengang, nogle år senere, da vaskemaskinen strejkede. En midaldrende, vaskemaskinekyndig mand kom ud og efter længere tids hovedrystende og sukkende undersøgelse, nåede han frem til, at det så sort ud. 

Om den kunne repareres? Tjaaa, tjoooo, det ville nok blive en bekostelig affære, han var faktisk ikke sikker på, om det overhovedet kunne betale sig, det var jo en gammel maskine. Op til denne udveksling havde jeg haft fornemmelsen af, at jeg havde en helt almindelig samtale med en vaskemaskinekyndig. Men da han hørte, at jeg så ville skrotte den gamle maskine og købe en ny, skiftede noget i ham. Han glippede med øjnene og kiggede forvirret på mig. Og spurgte så, om jeg ikke lige skulle vende den beslutning med min mand??? (Vi lader den stå et øjeblik.) 

Jeg måtte forklare lændeklæde, at jeg ikke havde en mand, som skulle give sin tilladelse. Men han måtte da godt få nummeret på en anden han, hvis det kunne berolige ham. Måske en af fædrene i yngste podes klasse? 

Og lad mig slet ikke komme for godt i gang med ombygningen af tidligere matrikel, hvor håndværkerne ringede til (eks)mand om hver eneste detalje. 

På trods af at jeg både var hjemme om dagen og talte det fælles sprog og heller ikke havde åbenlyse funktions-nedsættelser. For slet ikke at nævne den lille detalje, at jeg også boede i huset. Ikke engang placeringen af en stikkontakt turde de give mig ansvaret for. Jeg sværger: Hver eneste af husets mange, mange stikkontakter blev placeret efter et opkald til manden ude af huset. 

Hvis adspurgt ville jeg måske have forlangt at få samtlige kontakter sat i loftet, eller alle samlet på én væg, hvem ved? Nææh, det var nok sikrere lige at give manden et kald, blev det tilsyneladende besluttet. Hvilket jeg egentlig var okay med. Så var det ikke mig, der blev forstyrret flere gange dagligt med den slags småting, og jeg undlod derfor også at kommentere på fremgangsmåden. 

Alt andet lige skal man nemlig også passe lidt på med mammutjægernes efterkommere og ikke ryste deres verdensbillede alt for meget. De kan ikke rigtig rumme det. Ja, nogle af dem kommer sig ikke over chokket, faktisk bliver de aldrig de samme igen. 

Og det er lidt synd. For det er sgu’ så kært, når de står der med spyd og lændeklæde og mammutpels mellem tænderne.  

 

Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 49 år gammel, har to sønner på 18 og 12 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme

DEBAT: