torsdag 18 oktober 2018

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

Det er så ærgerligt at løbe tør

louise raaschou OKT 2015En enkelt tube tandpasta i reserve er nok for de fleste. Jeg er dækket ind til juni 2020

• Forleden kunne man ikke komme direkte fra entré til stue på matriklen. I hvert fald ikke uden at skulle skræve over en kæmpe bunke af frakker, tasker, støvler, sandaler, stiletter, bælter, gummisko, tørklæder, trøjer og bøjler. Lige dén dag var det entréskabet, jeg havde tømt, egentlig ikke med oprydning for øje, men fordi jeg ledte efter et par sko. Som ikke befandt sig skabet. Et par dage senere gik poderne og jeg stadig omveje i huset, og det var altså ikke, fordi jeg bare havde ladet frakke-sko-et cetera-bunken ligge på gulvet. Overhovedet ikke, det her var faktisk en ny bunke. Fra en kasse hvor jeg mente at opbevare skopudseting, men som i stedet, viste det sig, indeholdt hængelåse, cykelpumper og solcremer, (ja, alt i flertal), en enkelt lommekniv og hurra, de sko, jeg havde ledt efter. For sådan er det nemlig herhjemme. Hver gang nogen skal bruge noget, som ikke lige er i daglig brug, foregår det efter Find Holger metoden: ”Her ser du en stor, rodet bunke tøj og sko. Tror du, at du kan finde æsken med Panodiler?”

’Hoarding’ kaldes det. Eller ekstrem samlermani. I de helt grelle tilfælde er det en decideret psykisk lidelse, en diagnose, hvor man skaffer flere og flere ting og samler og gemmer. Gerne alt. Og hvor personen til sidst hverken kan lave mad, bevæge sig rundt, eller ligge udstrakt i sit hjem på grund af bunkerne. Årsagerne er mange og komplekse: Tvangstanker, angst eller traumer fra fortiden, kan spille en rolle, mener psykologerne. Og der er også en vis arvelig faktor. Ikke at jeg har personlig erfaring med anti-hoarding terapi. Så langt ude er jeg trods alt ikke. Og dog. Måske befinder jeg mig i en gråzone? Sådan lige i nærheden af grænsebommen, som adskiller Helt-Normale-Mængder-Af-Ting-Land og Du-Er-En-Syg-Syg-Samler-Kaotistan.  

For eksempel må jeg erkende, at der er nogle ting, som jeg hele tiden køber flere og mere af. Tandpasta er en af dem. Jeg har vitterlig ingen erindring om et tandpasta-traume, eller et barndomsminde om en sort periode, hvor det ikke kunne skaffes. Alligevel har jeg altid otte-ni nye tuber liggende. Og det er faktisk rigtigt nyttigt, for man ved jo aldrig, om man pludselig mangler. (Endnu mere nyttigt, hvis man også kan finde dem, selvfølgelig.) Og så er der bh’erne. Har en hel skuffe fuld. Helt lavpraktisk, hvor mange har man så i virkeligheden brug for? Særligt af de der tynde blondeting, som jeg måske bruger én gang om året. Maks. Fordi de ikke holder på noget som helst, men til gengæld er vildt ubehagelige at have på. Og som man kun ser godt ud i stående, fuldt udstrakt med armene i vejret, i dæmpet belysning. Femten af dem i skuffen. Jeg orkede slet ikke at tælle antallet af læbestifter, men et slag på tasken er nogle-og-tyve. Alle sammen i nogenlunde den samme nuance af ’fyldig blomme,’ og langt de fleste ubrugte, fordi jeg stort set aldrig går med læbestift. (Mund ser ikke fyldig ud med farve, får kun smal, blommefarvet streg i ansigt. Og på tænder.)

Meget ville være anderledes - og matrikel mere overskuelig - hvis blot min hamstring begrænsede sig til småting som tandpastatuber og læbestifter. Men jeg har faktisk også helt utroligt meget værktøj. Eller rettere: Jeg har utroligt mange eksemplarer af ganske få slags værktøj, og samlet i tilpas store mængder fylder boremaskiner, skruetrækkersæt og papegøje-tænger ganske meget. Især hvis det er de helt store papegøje-tænger, og det er det. Forklaringen et den samme som tandpasta-tilfældene: Man ved jo aldrig, om man pludselig mangler en meget stor papegøje-tang. Da er det altså rigtigt nyttigt at have en liggende, og helst flere i fald man ikke lige kan finde den ene.

Nu har rettidig omhu jo aldrig skadet nogen, men jeg kan naturligvis godt se, at jeg muligvis har et lille problem. Der er bare lige dét med den arvelige faktor: Hvis den står til troende, er der nok grænser for, hvor meget jeg kan stille op. Min kære, nu afdøde, farmor hørte nemlig til mesterklassen, en hoarder af den helt tunge kaliber, som efterlod sig et hus proppet med ting. Hver eneste skuffe, hylde og reol bugnede, ligesom en stor del af gulvarealet også tjente som opmagasinering af alt og hvad som helst. Således behøver jeg aldrig mere købe sukker, så længe jeg lever, idet min farmor sammenlagt havde enoghalvfems kilo, (det er ikke en slåfejl, den er god nok: 91kg), gemt af vejen til trangere tider. Mod den slags samler-gener kæmper selv guderne forgæves. I stedet vil jeg prøve at være mere selektiv og tænke på poderne og den dag, de skal rydde op efter mig på matriklen. Fremover vil jeg gøre mit yderste for at begrænse mig til værktøjet, det kan sønner sikkert få stor glæde af en dag. For man ved jo aldrig, om de pludselig står og mangler en boremaskine. Eller flere.

Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 47 år gammel, har to sønner på 16 og 10 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

Godt liv:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme