torsdag 18 oktober 2018

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

De ringer, jeg betaler

louise raaschou OKT 2015Vil du ikke donere flere penge? Det gør alle ordentlige mennesker da

•  Jeg er de humanitære organisationers våde drøm. En viljeløs sucker. Et siv, der villigt bøjer sig bagover ved det mindste vindpust - eller rettere ved det mindste opkald - og uden diskussion opgraderer min donation med hundrede kroner mere. Jeg evner ganske enkelt ikke at sige nej;
ikke engang til opkaldet. Og det er ikke fordi, jeg ikke prøver. Allerede første gang Flemming fra Hjerteforeningen ringer, beklager jeg meget, men det er et skidt tidpunkt, han har fanget mig på: Jeg er simpelthen lige netop nu i banken/i Netto/i Jylland, så deeet . . .
Det er, naturligvis, en stakket frist. For jeg kan ikke få mig selv til fuldstændig at afvise manden og hans hjertesag. Så når han spørger, om han må ringe igen en anden dag, får han et muntert ja. (Normalt opfatter man altså heller ikke den slags udtalelser som andet end en løs hensigtserklæring om at snakkes ved. Bortset fra de humanitære typer, de mener det helt konkret.)

Og så er det, at jeg adskillige gange de næste par uger bliver ringet op af ildsjælen, jeg kan jo genkende nummeret, selv om jeg ikke svarer. Hvilket jeg også får vildt dårlig samvittighed over, alt sammen bare fordi jeg ikke første gang kunne finde ud af at sige, hvad jeg i virkeligheden tænkte:
”Super tak for tilbuddet, men ved du hvad, Flemming, det vil jeg egentlig helst være fri for.”

Det er ikke noget personligt. Jeg er sikker på, at Flemming og Annemarie og alle deres ligesindede er rigtig flinke mennesker. Mindst. Det må de jo være, når de sådan ringer rundt for at skaffe penge, så de kan hjælpe andre. Og hvad er jeg så, hvis jeg svarer nej? Ikke særlig flink. Overhovedet. Jeg må nødvendigvis være egoistisk og afstumpet og ligeglad med alle nødstedte i hele verden og tillige virkelig dårligt opdraget: Jeg svarer ikke engang, når de ringer tilbage! Og det på trods af den klare aftale. Men jeg har slet, slet ikke tålmodighed til at høre om den sidste, nye landvinding indenfor ordentlige toiletforhold for fanger på dødsgangene/de positive resultater af protesterne mod sololie i havet/de nye specialpensler og dermed bedre trivsel hos fodmalere eller det øgede antal børn i landsbyen, som nu har fået malet deres løbehjul i pangfarver. Fordi Flemming, Annemarie & Co altid ringer om eftermiddagen, når jeg er (i Jylland) midt i noget eller om aftenen, når jeg står med madlavningen, og det er vildt stressende og også bare røvirriterende.

Desuden ved jeg, hvor dyrt det bliver, hvis jeg tager imod de opkald, for jeg svarer på nogle af dem. Nemlig fra dem, som jeg i forvejen støtter økonomisk, og det er faktisk adskillige: En fem-seks organisationer, plus det løse fadderbarn, jævnfør min manglende evne til at sige nej. Dem kan jeg ikke lide at lege flyverskjul med. De ved jo, at jeg er der, de har snakket med mig før og har mit cpr og kontonummer og alt muligt. De ved også, at jeg godt kan slås for en lille skærv. Igen. Annemarie begynder gerne sit indlæg i stil med ”som du jo ved, har vi det sidste år intensiveret vores projekt med at grave brønde i…,” og så synes jeg ikke, at jeg kan være andet bekendt end at mumle vidende, også selv om jeg ikke lige fik fat i navnet. På landet, altså, ikke på Annemarie. Og når hun så går videre i teksten og bruger ti minutter af sin tid (mit liv) på at beskrive Projekt Brønd, så kan jeg da slet ikke være bekendt at afslå hendes mindelige bøn om en enkelt hundrede-mand mere. Det manglede da bare, når hun og hendes kolleger knokler rundt, både ved telefonerne og dernede i…(?) udelukkende for at hjælpe.
Det er jo heller ikke fordi, jeg mangler noget og da slet ikke en brønd. Problemet er bare, at det løber op, uden at jeg lægger mærke til det. Forleden kunne Annemarie dog oplyse mig om, at jeg med mit nye tillæg nu støttede med over femhundrede om måneden, og så ville hun bare sige mange tak. Bagefter lavede jeg lidt hovedregning, lagde brønd-pengene sammen med alle mine andre donationer og nåede frem til, at det var okay, hvis jeg ingen ekstra udgifter har nogensinde igen.

Et par dage senere kom kæmperegning fra værksted, fordi nogen havde flænset underskærm på bilen i forsøget på at parkere ved meget høj kantsten. Og jeg er ret sikker på, at man kunne etablere et vandrensningsanlæg i …(?) for den regning, akut undulat-dyrlæge præsenterede mig for i går. Noget må gøres, og faktisk har jeg fundet alternativet til det ’nej’, jeg åbenbart ikke er i stand til at ytre: Når Flemming og/eller Annemarie ringer næste gang, vil jeg bede om deres privatnummer. Så ringer jeg tilbage i aften. Eller søndag morgen. Det lover jeg.

Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 48 år gammel, har to sønner på 16 og 11 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

Godt liv:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme