onsdag 15 august 2018

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

Vi ses på ’snappen

louise raaschou OKT 2015Oppe på dupperne og med på beatet: Jeg er er så meget på med de sociale tjenester

’Jeg følger med tiden’, fastslog et skarpt reklameslogan engang i firserne, og vi, der var unge dengang, tog det til os. For eksempel var jeg selv helt fremme i hi-tech skoene, da mit første universitetsprojekt blev skrevet på en elektrisk skrivemaskine. År senere tog det mig heller ikke så voldsom lang tid at omstille mig fra fax til e-mail, og det siger jeg uden at prale. Og nu? Nu er man på LinkedIn, selvfølgelig er man det. Og Instagram. Og Facebook. Og … ikke så meget andet, faktisk.

Min personligheds sociale netværkstjeneste er ikke rigtigt nået forbi modem-stadiet, så at sige, og jeg tvivler egentlig på, at jeg nogensinde når længere. For jeg kan ikke rigtigt få øje på mit behov. Eller fordelene, for den sags skyld. Heller ikke selv om både yngre søster og begge poder mener, at jeg er hægtet helt af i sammenhængen med resten af verden, og i øvrigt også er totalt og aldeles håbløst bagud og reaktionær. (Det sidste siger de ikke højt. Som om jeg ikke opfanger deres ansigtsudtryk. Og deres himmelvendte øjne. Og fnis)

Tag nu LinkedIn. Jeg kan ikke huske præcis, hvad jeg har skrevet om mine faglige kvalifikationer, men jeg er ret overbevist om, at erfaring som bygningskonstruktør ikke er en af dem. Alligevel mener LinkedIn i al sin kunstige visdom, at en af landets største bygherrer, med et utal af offentlige byggeprojekter, står og mangler lige præcis mig. Som tovholder. Jamen, selvfølgelig da, det lyder super plausibelt, jeg har jo en uddannelse som konstruktør/ingeniør, for slet ikke at nævne min årelange erfaring indenfor såvel byggebranchen som indenfor projektledelse. Og mens jeg tænker over, hvordan min ansøgning skal formuleres, prøver jeg at gennemskue, hvilke søgekriterier det formidable, faglige netværk har brugt, for det må virkelig være et allerlængst nede på abstraktionsstigen. ”Menneske” er nok et meget godt bud.

Når det gælder mere personlige kvalifikationer, vil vi alle gerne præsentere os selv i det mest positive lys, det giver sig selv. En daglig gåtur til tanken kan i en snæver vending omskrives til ’regelmæssige, lange traveture til fods’, men der er vel grænser for løgnagtigheden. Derfor kan jeg heller ikke forestille mig, at jeg på LinkedIn skulle have beskrevet mig selv som ’effektiv og struktureret.’ Men det er jeg måske alligevel uden at være klar over det. I hvert fald er jeg topkvalificeret til job, der kræver overblik, struktur og effektivitet. Jeg er også oplagt kandidat til stillinger, som fordrer analytiske evner og økonomiforståelse - her ville min bankmand græde af grin - og et enkelt sted forventes det ligefrem, at man ’har styr på sine dokumenter.’ (Nå, ok det var det i byggebranchen, så søger jeg nok ikke det alligevel.)

Nuvel. Måske høster jeg ikke så mange fordele af førnævnte online tjeneste, men det er i det store og hele også irrelevant. Den væsentligste pointe er at ’følge med tiden’, og det ville være vanskeligt for mig at fastholde, hvis jeg kun var på ét enkelt socialt netværk. Det er altså bare en fornemmelse. Så vidt jeg ved, er der ikke faste regler for den slags, jeg tror bare, at tre er det absolutte minimum. Så det forholder jeg mig til. Af samme årsag kan jeg slet ikke se, hvad jeg skulle på Snapflap, undskyld Snapchat. Hvis jeg var smart, så oprettede jeg en profil på sidstnævnte med det vuns, for det er nemlig her, ældste pode slår sine folder.

Det gik op for mig, da han sidste år var på roadtrip med sin far gennem USA. I fire uger kørte de rundt, og i løbet af den tid kunne jeg følge med via de to (2) opslag, teen lagde ud på Facebook. Min yngste søster derimod kunne fortælle mig om koncerter og byer og vandfald og indianerreservater, som min søn oplevede, fordi han lagde det ud på flappen. Sommetider nåede jeg også at se med på søsters mobil, inden opslaget forsvandt. Og det er lige præcis dén feature, som gør, at jeg ikke engang gider at opdigte et behov for Snapchat: At opslag forsvinder efter et vist antal timer. Eller et døgn. Eller noget. I min verden virker det helt ekstremt stressende, sådan en skynd-dig-skynd-dig-skynd-dig tilstand, inden opslag forsvinder samtidig med at mobil selvantænder i stikflammer for at destruere beviserne.

Jeg kan se, at jeg endnu ikke har rundet Twitter. Mest fordi jeg endnu ikke har forstået pointen med Twitter. En miniblog, hvor man kan skrive, hvad man tænker eller laver eller mener. Sådan i sammenkogt form og meget korte træk, for man har kun 280 tegn at gøre godt med. Jeg tænker, at man så kan-

(Fik I den?)

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.