mandag 18 december 2017

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 DEBAT

Pseudo-uberørt fælled

erling holmSvar til Louise Hemmingens indlæg: 'Mod bedre vidende?'

Så fik vi en belæring fra DN-ordbogen, som forklarer, at "i denne sammenhæng" er "uberørt" "at hele økosystemet i området har en oprindelig karakter, som ikke er blevet ødelagt af menneskelige aktiviteter"

I mit daglige arbejde med mange universiteter rundt i hele verden er jeg vant til at skelne videnskab fra pseudo-videnskab. Sidstnævnte er desværre i stærk stigning. Så jeg er ikke uvant med sådanne nye definitioner. Ofte er kolde fakta pludselig påstande, fordi fakta ikke passer ind i en ny "videnskabelig afhandling".

Nej, "uberørt" er, at noget ikke har været forstyrret eller ikke har været rørt ved. Check selv i dansk retskrivning.

Og så "oprindelig karakter". Det er som at sælge elastik i metermål. Specielt for et område som har været gennemgravet.

Så til Helhedsplanen for Ørestad, som ved præsentationen i juni 1995 fik en meget positiv modtagelse. DNs repræsentant i Ørestadsrådet havde da siden dets start i 1993 været David Rehling.

Af Helhedsplanen for Ørestad fremgår ganske rigtigt, at det udlagte byggefelt på Amager Fælled er det sidste område, der skal bebygges i Ørestad (efter Ørestad Syd). Af bemærkningerne til Ørestadsloven fremgår, "at arealet mellem Grønjordssøen og Vejlands Allé (altså byggefeltet på Amager Fælled) bevares ubebygget længst muligt." - De 30 år / 2025, som DN nævner, er der ikke tale om.

I DN og Friluftsrådets Bilag til Helhedsplanen for Ørestad skulle det være udtrykt "at man kunne håbe, at myndighederne til den tid ....". - Noget sådant findes ikke udtrykt.

Jeg skal ikke her opremse alle DN's positive udtalelser om Helhedsplanen i Bilaget. Kun at det tydeligt fremgår, at DN ikke har betænkeligheder ved planen, fordi der i den endelige Helhedsplan i 1995 er sket justeringer, hvorved der er opnået en betydelig gevinst for natur- og friluftshensyn. - I bemærkningerne til Ørestadsloven fremgår, at de sikrede naturarealer er blevet forøget med over 50 % ved Ørestadsloven. Endvidere at der er lagt vægt på, at Helhedsplanen giver en mulighed for en langt bedre beskyttelse af værdifulde naturarealer på Amager Fælled. Altså ikke alene vådområder.   

Altså var DN op til sommeren 1995 meget aktiv, med klare resultater, og meget positivt inde at støtte Helhedsplanen for Ørestad. DNs Bilag slutter med, at på grundlag af det fremførte anbefaler Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet forslaget til loven om Ørestad.  

Det er imod bedre vidende, eller var Bilaget ikke læst, når DN udtaler til Politiken (3. sept. 2017), "at der ikke er nogen af dem, der var med dengang, som er her nu til at fortælle præcis hvorfor", og direkte adspurgt om hvorfor DN ikke trak sig ud af Ørestadsrådet, svares "Jeg ved ikke, om det var præcis på den måde - altså, jeg har ikke kunnet få fat i nogle dokumenter, der siger,  at vi har "stemt for" ..... Men man har ikke sagt, at man var for, at der blev bebygget de andre steder".

De første linier i Bilaget, som der også henvises til, om at DN er imod, at der bebygges, lyder: "Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet kan fuldt ud tilslutte sig de synspunkter, der er anført i Ørestadsrådets udtalelse." - Herefter følger resultatet af de ændringer, justeringer mv. som er gennemført under arbejdet med Helhedsplanen for Ørestad frem til den endelige version i 1995.

Nej, afdøde Anne-Mette Wahlberg var anderledes troværdig, og hun havde kontant handlekraft og stod ved ord om de beslutninger, der var truffet. Hun repræsenterede DNs Københavnsafdeling i Ørestadsrådet fra 1996. Æret være hendes minde.

Jeg ser også fremført, at DN havde "en note til aftalen om, at områdets status skulle gen-undersøges inden en eventuel vedtagelse af planloven". - ?? - Der har aldrig været en planlov i forbindelse med Ørestad, og i Bilaget omtales ikke noget om nye undersøgelser. - Er det Ørestadsloven der menes, ja så bakkede DN også op om finansministeriets lovforslag i 1995.

I øvrigt færdes jeg så tit som muligt og med stor glæde i ægte, uberørt og vild natur. Nok en hel del mere end de fleste danskere.

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Louises klumme

euronews