Martin Scorsese hylder sjov og begavet storby-excentriker

fran lebowitzHun har oplevet New York fra 70’erne til 20’erne, besidder byens bedste anekdoter, og brokker sig befriende morsomt over storbyens tendenser  – ikke ulig Københavns.

5stjernerTitel: Pretend it’s a City. Instruktør: Martin Scorsese. Medvirkende: Martin Scorsese, Fran Lebowitz, Spike Lee, Charles Mingus. Varighed: 7 afsnit på cirka 30 minutter. Premiere: Januar, 2021

Fran Lebowitz skider på kvinderollen, er en levende fest, har ben i næsen og en holdning til stort set alt, altid leveret med en humoristisk punchline.

Forfatteren sidder foran den amerikanske instruktør Martin Scorsese, kendt for klassikere som Taxi Driver, Raging Bull og senest eposset The Irishman, og fortæller. I syv afsnit på Netflix, en halv time per styk. På bar og til talks, når der da ikke er klip fra talkshows med Spike Lee og Alec Baldwin som vært. Eller der ikke bliver vist klip fra jazzkoncerter med Charles Mingus, rockkoncerter fra Max’s Kansas City, sort-hvid-klip fra storbyens pulserende hverdag.

Hun går i mænds habitter, bærer store briller og er absolut så rapkæftet, som kvinder engang fik besked på, at de ikke måtte være. Her er nogle af hendes kæpheste. 

“Jeg tog engang en snak med Michael Bloomberg (New Yorks borgmester. red.), jeg snakkede rent faktisk med ham,” siger hun med et smørret smil: “Det var dengang han lavede rygeloven. Og jeg spurgte ham: “Ved du, hvad kunstnere, der sidder og taler sammen over røg og en drink, kaldes? Jeg sagde: Det kaldes kunsthistorien.”

I et tv-klip diskuterer hun med instruktøren Spike Lee, ham der står bag film som 'Do the Right Thing' og 'BlacKkKlansman'. Spike Lee siger: “Jeg er af den mening, at Michael Jordan er lige så stor en kunstner som Pablo Picasso, Count Basie og Duke Ellington.”

Fran er uenig og svarer: “Jeg er med på, han var den bedste til at spille basket. Det tror jeg 100 procent på, når du siger det. Men genser du Michael Jordans kampe? Handler det ikke om, hvem der vinder, og hvad der sker undervejs? Vi ser stadig på Picacco og lytter til Ellingtons musik.”

Det er stof til eftertanke, som man siger. Selv har hun haft skriveblokade i årtier, og som hun siger, har hun sjældent mødt en forfatter, der rent faktisk kunne lide at skrive. Hendes essays er blevet udgivet i bøger, og hun oplevet meget, der er værd at opleve. Fortæller anekdoter om førnævnte Mingus og Leonardo Dicaprio. Og ellers brokker hun sig livligt over byen.

Der er den om, hvorfor der er kunst i metro’en, når alt andet er slidt ned. Hvorfor metroen stopper med at køre i en halv dag, fordi den lugter. Lugter den mere end sædvanligt?

pretend its a city posterDer er den om, hvorfor der er opstillet store træmøbler midt på Times Square. Det er nok det sidste sted, hun har lyst til at ligge. Det bliver lige så meget til et portræt af byen som til et portræt af forfatteren. Som danskere kan vi bruge det til at relatere til vores eneste egen storby, nemlig København, hvor vi også brokker os over i øvrige åndssvage tendenser, fra et for lille metronetværk til manglende rygerværtshuse og tårnhøje boligpriser.

Scorsese har tidligere lavet doku’en 'Public Speaking' om hende og er tydeligvis fan. Hun er lige lovlig intens, Martin Scorsese griner lidt rigeligt af hendes jokes, og man kan diskutere, om 7 afsnit a en halv time er lige lovlig meget at forholde sig til på en gang. Det vil derfor være klogest - i de flestes tilfælde - at tage et afsnit om ugen. 

Så får man til gengæld det fulde udbytte af en sjov, skæv og markant original.

2 Hurtige Filmnyheder

Martin Scorsese hylder mesteren over dem alle 
Scorsese har skrevet et langt essay om 'Il Maestro' Federico Fellini, der står bag mesterværker som La Strada, Det Søde Liv (foto) og 8½. Film, som er Scorseses helt store inspiration-er. Han begræder, at store streaming-tjenester, som HBO og Netflix, kun tænker i indhold og ikke i form – for film er et formsprog. Og ud af form kommer stor kunst. I gamle dage var det let at tilgå kunsten, men nu er den ikke-eksisterende. Fellini er nok ikke på Netflix, men det er Scorsese: Se for eksempel The Irishman eller The Departed. Essayet er publiceret i Harper's Magazine, og kan findes oversat på Politiken.dk

Bill Murray genopstår  som spøgelsesjæger 
Han er kendt for sin tørre humor i film som Lost in Translation, Broken Flowers og ... Ghostbusters. Ifølge Kino.dk roser han den nye 3’er, der genopliver den gamle 80’er-serie. Også selvom det var smertefuldt for den 70-årige at bære spøgelsesudstyret under indspilningerne. Instruktøren af den nye film er i øvrigt Jason Reitman. Søn til instruktøren af den første film fra 1984, Ivan Reitman.

Mere debat:

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk