Kognitiv shopping 

louise raaschou 2020Lockdown giver historisk mulighed for at træne hjerne og bruge penge samtidig.

Ih, som vi dog sparer penge i disse lockdown tider. Ingen rejser, ingen restauranter, ingen butikker, ingen besøg i diverse la-la-lege-lego-lande-tivoli-forlystelser. Vi er blevet et helt utrolig nøjsomt folkefærd med fede konti, for der er simpelthen ikke noget at fyre kronerne af på, siger de kloge.

Men jeg forstår ikke helt . . . Hvad mener de? Har disse mennesker ikke hørt om Indder Nettet? Oh, nettet. Hvor man kan erhverve sig de mest fantastiske ting, som ikke alene er fantastiske, men som også løser uløselige problemer og desuden er helt essentielle for livskvaliteten. Og det er ikke bare tom snak herfra, jeg taler af erfaring.

Jeg ser, for eksempel, meget frem til at modtage min nye blender. Ikke en klodset, stationær en, som den jeg allarede har. Næh, min nye blender er en handy lille, batteridrevet sag, man kan tage med overalt. Så kan man lige fikse sig en smoothie, når man alligevel er ude at gå i skoven. Den kan også sagtens komme med på telttur, og desuden findes den i et utal af farver. Jeg valgte en i sprød pang-lilla. Faktisk er jeg ret overbevist om, at det er min gamle blender, der hidtil har holdt mig tilbage fra at gå ture i skoven. Telttur med en klodset Kitchen Aid i rygsækken er jo også komplet umuligt, så heller ikke det har jeg fået gjort. I virkeligheden har den metalkolos stået i skabet og forhindret mig i årevis, så jeg glæder mig selvsagt til at modtage min nye, outdoorsie model.

(Dog får jeg den nok ikke udleveret, før jeg har betalt løsesum til postnord. I skrivende stund holder de sandsynligvis allerede min blender som gidsel, mens de forbereder det brev, hvor de gør opmærksom på, at de skal have minimim 185 kroner for ulejligheden - med at forberede brevet - og hvis jeg skal gøre mig noget håb om nogensinde at få min nye blender, må jeg hoste op med skejserne. Ellers bliver den sendt retur, og jeg ser den aldrig.)

Jeg er naturligvis klar over, at man skal tage nettets salgsfremstød med et gran salt. Det var da også med åbne, skarpe og kritiske øjne, at jeg fornylig erhvervede mig en sove-dims. Når man som jeg har store problemer med at falde i søvn, og i den forbindelse har prøvet stort set alt, (baldrian-te, kugledyne, lavendelduft, hvalsang), bliver man temmelig skeptisk. Medmindre man ved, at der er videnskab bag, og det er der bag denne her ting, stod der. En lille, kegleformet gadget af hård silikone med en metalkugle indlejret, som masserer de vigtige sovepunkter i håndfladen. Og et lys, der blinker. I to hastigheder. (Kunne også fås i et væld af farver. Jeg valgte sprød pang-turkis) Nu har den så ikke rigtig virket. Altså, . . . ikke som sådan. Men det er nok bare mig, der ikke bruger den korrekt. Det er noget med, hvordan man holder den i hånden. Og hvilken hastighed lyset blinker i. Jeg er ved at nærstudere manual, det kræver en indsats, da folderen er på størrelse med en tændstikæske. Desuden står teksten på kinesisk, men jeg er sikker på, at når jeg først får tydet hieroglyf-illustrationerne, så forstår jeg, hvordan den virker. Det er ikke, fordi jeg er dum, men der er jo alligevel tale om et yderst raffineret stykke teknologi.

Til gengæld indrømmer jeg, at jeg ikke var så skarp, da jeg købte en trøje. Jeg faldt vel for, hvor godt den sad på modellen. Desuden var anmeldelserne uhyre positive; Carlotta fra Mexico havde købt den i hvid, og hun kunne slet ikke få armene ned, over hvor lækker og velsiddende denne her bluse var. Desuden havde den hverken ændret form eller størrelse, selvom hun var kommet til at vaske den med i kogevask. Det havde endda været en kogevask med sort tøj, men blusen var stadig kridhvid! Desværre modtog jeg et stykke udefinerbart tekstil, maskinstrikket i den model siamesiske tvillinger foretrækker og af et materiale, som endelig ikke må komme for tæt på åben ild. Og ja. Jeg ved det godt. Min kritiske sans burde have reageret, da jeg så prisen: 112 kroner og 37 ører. Det er jo klart, at man ikke kan få sådan en vidunderlig trøje for det beløb; selv med løsesum til postnord oveni, var det stadig alt, alt for billigt. Carlotta havde garanteret købt fra den dyre haute couture linje, og det kunne hun da godt lige have nævnt, synes jeg.

Anyway. Jeg kan, som sagt, ikke genkende vanskelighederne med at komme af med penge, selv om alt er lukket. Faktisk ser jeg shopping på nettet som sund, kognitiv træning, hvilket er en mangelvare pt. Den store muskel i hovedet skal jo også holdes i form. Og til det formål kan jeg kun anbefale jævnlig træning af den kritiske sans samt regelmæssige øvelser i at gennemskue for-godt-til-at-være-sandt reklamer.

For eksempel er jeg helt oppe på de mentale dupper efter en intensiv og krævende research af 4D mascara. Mange lover det umulige, det kan jeg godt fortælle. Men hvis man bibeholder et skarpt fokus og kritisk blik, kan man finde frem til den ægte vare. Og jeg glæder mig til næste gang, jeg skal lægge makeup: Da vil mine øjenvipper nemlig blive ti centimeter længere. 

louise raaschou 2020 Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 50 år gammel, har to sønner på 19 og 14 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

DEBAT:

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk