mandag 18 december 2017

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader                    BUSINESS

Flere og flere spiser i Field's

loft fieldsShoppingturen i Field's skiftes oftere og oftere ud med et restaurantbesøg - i Field's. Restauranterne forventer rekordomsætning i år

I 2016 blev Plan 2 i Field's omdannet til 'Food Lounge' og antallet af restauranter steg til 24. Satsningen har båret frugt. Centret har i år vundet prisen som ’Shoppingcentret med Danmarks bedste spisesteder 2017’. Og hvor storcentrets dengang 20 restauranter omsatte for 103 mio. kroner i 2013, ender omsætningen i år på omkring 185 mio. kroner.

Per Nyborg, administrerende direktør fra Institut for Center-Planlægning A/S, mener at restaurantbølgen kommer til at rulle henover alle danske shoppingcentre de næste år. Flere steder i Asien og Europa ser han, at restaurantområdet allerede har udviklet sig til at være et decideret anker i centrenes omsætning. Det er centrenes modsvar på konkurrencen fra webhandlen.

”Det er svært at spise sig mæt på nettet. Så hvor det før i tiden skulle være let og hurtigt at spise i et center, så man kunne shoppe videre, så vil endnu flere centre gå efter at tilbyde en restaurantoplevelse", mener Per Nyborg.

En af de nye restauranter i Field's er den New York-inspirerede gastrogrill LOFT. Her er indehaveren, Timo Hoffman, stolt over at centeret fik prisen som det shoppingcenter, som har de bedste spisesteder.

"Det er fantastisk at vinde den pris, det er en stor fjer i hatten. Centerledelsen har satset, og det skal de have et klap på skulderen for. Jeg var en del af første bølge af den revitalisering, der er sket i Field’s. Den var en af årsagerne til, at jeg sagde ja til at åbne en restaurant herude", siger Timo Hoffman, der også har startet RAMBLA og Café 8Tallet i Ørestad.

gorms fieldsOgså på pizzarestauranten Gorm's mærker de travlheden.

"Vi når tit maksimal kapacitet på de travle aftener, og så må vi henvise gæsterne til de øvrige restauranter i Field’s. Vi har mærket, at der har været fokus på mad og oplevelser, også markedsføringsmæssigt. Field’s er superåbne og opfordrer os til at lave anderledes arrangementer uden for restauranten", fortæller Helle Andersen, der er restaurantchef for den arkitekttegnede pizzarestaurant.

Timo Hoffman fra LOFT og Helle Andersen fra Gorm’s kan begge mærke, at der er kommet øget konkurrence på restaurantområdet.

"Det kan man især mærke i Hovedstaden, fordi der er så mange muligheder og steder. Så vi skal være virkelig skarpe på, hvad vi laver. Vi er også begyndt at se nogle meget specifikke spisesteder", forklarer Helle Andersen.

Timo Hoffman er også bevidst om konkurrencen, og har indrettet LOFT, så gæsterne får en gastronomisk oplevelse, der er atypisk for et storcenter.

"Vi har skabt et unikt produkt i forhold til, hvad man finder i andre shoppingcentre. Derfor tror jeg også på, at vi har spillet en væsentlig rolle i, at Field’s har vundet den pris", siger Timo Hoffman stolt.

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

euronews