tirsdag 29 september 2020

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

Man griner og græder

film En helt almindelig familieDet handler om forældrene selv snarere end børnene, da far springer ud som kvinde i en dansk kernefamilie.

5stjernerTitel: En Helt Almindelige Familie. Instruktør: Malou Reymann. Medvirkende: Mikkel Boe Følsgaard, Neel Rønholt, Jessica Dinnage, Kristian Halken. Varighed: 98 minutter. Premiere: 20. februar. Kan lejes for 49 kroner på Blockbuster.

To døtre, en 11-årig tween og en 14-årig teen får et chok under en pepperoni-pizza ved middagsbordet, da deres mor Neel Rønholt målløs udbryder i samtalekøkkenet, at hun og fars skal skilles. For far vil være kvinde!

Pigerne aner ikke deres levende råd. Og så er der opbrud i den lille danske familie. Mor Helle, spillet tilpas kedeligt af Neel Rønholt, står fortvivlet tilbage, mens farmand, spillet til tilpas excentrisk af Mikkel Boe Følsgaard, skal ud og realisere sig selv. Efter en kønsoperation i Thailand vender han tilbage til familien som Agnete, og døtrene skal nu forholde sig til et helt nyt menneske med behov for at sætte sit nye selv i fokus. 

Det er 32-årige Malou Reymanns debut som filminstruktør, og filmen er inspireret af hendes egen opvækst, da hendes far i 1999 blev til Helene. Og skulle Malou Reymanns navn være genkendeligt, er det fordi, du har set hende sporadisk som skuespiller i film som 'Dirch' og 'Applaus' og i TV 2-serien 'Ørnen'.

Nu er hun på banen med sin egen selvbiografiske film, om hvordan det var at være sej drengepige af en far, der stod på sidelinjen og heppede under hendes fodboldkampe, men pludselig trådte op i stiletter og med læbestift. Det er komisk, og det er også hamrende tragisk, for det går ud over døtrene, 14-årige Caroline og særligt 11-årige Emma.

Det er tragikomisk, når den splittede familie sidder til rundskredsmøde med en psykolog, og Emma ikke vil se sin far, Agnete, og derfor har rullet et tørklæde om sit hoved. Vi ser først Agnete, da Emma smider tørklædet. Det er komisk, når Agnete tager sine døtre med ud at bowle og bestiller størrelse 44 i sko. Og tragisk, når Agnete danser månen fuld til en fest på Mallorca og fuldstændig overser sin 11-årige datters behov. Hun løber grædende væk, og hendes ellers elskværdige storesøster kommer ind på hotelværelset og skælder hende ud.

Filmen er også et godt tidsportræt. Storesøsteren bliver autentisk spillet af Rigmor Ranthe, datter af Lars Ranthe, og er fuldstændig genkendelig som tidens 14-årige poptøser, (yep, jeg gik selv i skole med dem), når hun ukritisk elsker Britney Spears, mens hun poserer i mavebluse.

For hun er fuldstændig vild med sin nye far i modsætning til Emma, der ikke kan forstå: Hvorfor fortalte hendes far under en middag en ny hollandsk ferieveninde, at han ikke ved noget om fodbold? Hvorfor kalder han sig mor? Og hvordan skal hun håndtere situationen over for skolekammeraterne?

Hun drikker sig stangstiv derhjemme til en fodboldklubfest, og det går helt galt, da Agnete henter hende.

Et lille minus i filmen er, at alle børn i filmen straks kalder faderen Thomas for hun, da han bliver til Agnete. Som barn af samme generation, ved jeg, at vi i den politiske korrekheds tjeneste stadig ville kalde en transkønnet for en han. Men sådan er der så meget i tiden, hvor man skal bevæge læberne varsomt med sine ord.

Ellers er det en glimrende film om en opdragelse, hvor børnene bliver overset i selvrealisering, og ingen vigtige samtaler bliver forberedt voksent af forældrene. Og alligevel overvinder kærligheden alt i sidste ende. 

Godt liv:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme

DEBAT: