fredag 6 december 2019

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader  anmeldelser

Stoffer, poesi og erotiske sange

film leonard cohen marianne ihlenNy dokumentar om sangeren Leonard Cohen og hans norske muse Marianne romantiserer de vilde 60’ere med fri sex, syre i den græske sol og et drømmende kulturliv.

4stjerner

Titel: Marianne og Leonard: Words of Love. Instruktør: Nick Broomfield. Skuespillere: Leonard Cohen, Marianne Ihlen, Judy Collins, Ron Cornelius. Varighed: 102 minutter. Premiere: 14. november.

“På et givent tidspunkt i historien var kønnene enige om sex.”

Sådan lyder det fra en af dokumentarens mange kommentatorer, der taler til kameraet i Marianne og Leonard: Words of Love.

Tidsbilleder af 60’erne fylder meget i filmen, der tager udgangspunkt i den græske middelhavsø Hydra og Leonard Cohens møde med Marianne Eilen, der formede den verdensberømte sanger.

Det var på solrige Hydra, han skrev bøger uafbrudt på speed og syre, og her han badede nøgen og drak sig fuld i rødvin med hans muse, norske Marianne Ihlen, der inspirerede sange som So long, Marianne og Bird on A Wire på det inderlige debutalbum Songs of Leonard Cohen fra 1967.

De to mødte hinanden på øen i begyndelsen af 60’erne, hvor Marianne levede med sin søn efter et forlist ægteskab, og Leonard Cohen var stukket af fra overklassefamilien i Canada og nu forsøgte at slå igennem som forfatter.

Filmen er fortalt gennem kommentatorer som Leonard Cohens sessionsmusiker Ron Cornelius og folk-sangeren Judy Collins blandet blandet med kornede filmoptagelser fra 60’erne. Med Cohen-optrædener, græske feriebilleder og nøgne hippier i en fed tid, der snart skulle få Cohen til at springe ud som sanger.

For ikke meget havde Cohen hørt om Bob Dylan og de nye vinde med blomster i håret, da han vendte hjem til Canada og afprøvede sig som sanger, hurtigt fik succes og vendte ryggen til Hydra og musen Marianne. Og fandt en ny kvinde i Suzanne, som også blev navnet på et hit.
Dokumentarens fortælling giver et inspirerende indblik i Cohens liv og er fuld af drømme om en mere frigjort tilværelse. Tilsat krydrede anekdoter som dengang Cohen mødte Janis Joplin på Chelsea Hotel i New York, og hun gav ham “head”, som Cohen erotisk synger i Chelsea Hotel. Cohens depression bliver også vendt, men ærgerligt nok får vi ikke lov at høre bare et af Cohens numre i fuld længde.

Fortællingen fortaber sig i stedet. Kommentatorerne får lidt for lang snor og mere end en håndfuld gange får vi at vide, at de tog syre, at Cohen elskede kvinder, og mange af dem, og at de gik nøgne rundt.

Instruktør Nick Broomfield står bag en lang række dokumentarer som Kurt & Courtney om parret Kurt Cobain og Courtney Love, hvor der spekuleres i, om Cobain blev myrdet. Han står også bag Biggie & Tupac om de to rappere, som begge blev myrdet. Skurken i den konspiratoriske dokumentar er den kriminelle musikproducer Suge Knight, der lige nu sidder i fængsel for at have dræbt en mand med sin bil.

Præmissen i nærværende dokumentar er knap så skandaløs. Her bliver Marianne som muse gjort til Cohens store inspirationskilde, en kunstner må jo have en muse, og selvom det måske er sandt, er det heller ikke mere end en (uskyldig) påstand.

Til gengæld er det tårevækkende at følge deres liv hver for sig gennem årtierne for til sidst, i perioden før de begge døde omtrent samtidig, finder sammen igen i gensidig forsoning.

Godt liv:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme