fredag 22 februar 2019

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader  anmeldelser

Anden er verdensmester i børneopdragelse

film ternet ninja 1000x558En barn bliver dræbt på en fabrik i Thailand, og så er tonen ellers sat i Anders Matthesens ind-til-benet, rå og politisk ukorrekte, dog hjertens idealistiske børnefilm

5stjernerTernet Ninja  Instruktion Anders Matthesen, Thorbjørn Christoffersen  Medvirkende Alfred Bjerre Larsen som Aske. Emma Sehested Høeg som Jessica Eberfrø Varighed 81 min.  Censur: 11 år  Premiere 25.12.2018

• Men vi spoler lige filmen lidt frem, inden vi forklarer nærmere om Thailand.

“Hvad er det, han spiller, mor?”

Sådan spurgte en lille pige i en fyldt Empire-biograf på Nørrebro, hvor børnefamilier var samlet for at se Andens nye animationsfilm for børn, unge og voksne.

Andens måske mest velkendte karakter, Onkel Stewart, den fordrukne sømand, bæller bajere i sit køkken, mens han nynner:

“Det er ikke mig, der hiver sidste stik, men jeg er verdens bedste til at spille …”

Stewart bliver forstyrret af, at en ung knægt banker på hans dør.

Så pigen i biografen spurgte undrende om det der spil.

“Ehhm.”

Heldigvis for moren kom Stewart hende i forkøbet, da han åbner døren og siger til sin nevø:

“Jeg skulle lige til at synge pik.”

Genistregen hos Anden er, at han ikke bare bruger ord som “pik”, fordi ungerne griner. Provokatøren sætter fokus på tabuer og temaer, som er oppe i tiden. Når Onkel Stewart klapper en sort kvinde i røven og siger #Metoo, og den gamle sømand lærer sin nevø om kokain.

Velkommen til virkeligheden, unger, og så er det i øvrigt ikke Onkel Stewart, filmen handler om, men nevøen Aske, der har Ih, så mange problemer. Han er nervøs i 7. klasse, bliver trynet af sin bror og papfar, glemt af sin biodynamiske mor, mobbet af de store i skolen og drømmer om skolens populære skinke, Jessica.

Men så en dag forærer Onkel Stewart ham en ternet tøjninja med magiske kræfter. Ninjaen er  reinkarnationen af en ældgammel ninja. Ninjaen lover at hjælpe Aske, hvis Aske til gengæld vil hjælpe ninjaen med at dræbe en dansk forretningsmand, der har slået en børnearbejder ihjel.

Den scene er filmens første og sætter Askes og danske børns situation i relief: Nej, I har det ikke en skid hårdt, men er privilegerede.

Filmen er bygget på Andens egen børnebog af samme navn og tager udgangspunkt i det univers, Anden har bygget op i 25 år med film, serier, musik og standup. De fleste født i firserne husker Terkel i Knibe, Jul på Vesterbro og succes-albummet Hva’ snakker du om, hvor der bliver taget tykt pis på hippier, drankere, gangstere, narkomaner og alle andre såkaldte udskud.

I Ternet Ninja står de unges smag for tur: "Når der virkelig skal fest på, skal du huske at lave pesto," lyder en parodi på en tidstypisk, autotunet popsang. De solariebrune skoletøser render rundt og siger “oh my so god.” Foran spejlet børster Aske tænder, mens han Youtuber.

Selve plottet, at en ung mand skal overvinde sine dæmoner via blod, vold og en stor kæft, er der ikke meget nyt i, men filmen vinder på de karikerede karakterer og no bull-shit-attituden.

Et fortærsket, men vigtigt budskab lyder flere gange til børnene, at Aske og de unge i det hele taget skal tage sig sammen.

“Ham, der mobber, er jo også bare en snotunge,” siger ninjaen.

Og at man kan ikke kan forsvare umoralske valg med strofer som: “Hvis jeg ikke gør det, er der bare en anden, som gør det.”

På den måde bliver Andens provokerende, barnlige univers til en moralsk film, som både børn og voksne kan relatere til.

Kultur:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.