torsdag 15 november 2018

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader  anmeldelser

BlacKkKlansman: Sort-humoristisk politikomedie tager pis på Klanen

film blackkklansmanDer er både spænding, gøgl og tyk ironi, når en sort betjent og en jøde infiltrerer Ku Klux Klan i 1970erne i vellykket Spike Lee-film, der dog savner en dosis dødsens alvor

4stjernerTitel: BlacKkKlansman. Instruktør: Spike Lee. Medvirkende: John David Washington, Adam Driver, Topher Grace, Jasper Pääkkönen. Varighed: 135 minutter.

• ”Jeg hader de sorte. Det er de værste af dem alle sammen. Selvfølgelig vil jeg meget gerne møde jer.”
Omtrent sådan siger en sort politibetjent med et smørret smil til den berygtede Ku Klux Klan-leder David Duke i den anden ende af røret. Betjenten, Ron Stallsworth, er tilfældigt faldet over en tilmeldingsannonce i en avis.
Det er ikke blot sjovt, fordi Ron er sort, men også fordi han i 1970erne er den første ansatte sorte betjent i Colorado Spring politidepartement. Et politi med racistiske tilbøjeligheder i en tid, hvor den revolutionære, radikale Black Power-bevægelse stadig rører på sig i kampen mod den hvide overmagt.
Men Ron Stallworth, spillet af sønnike til Denzel Washington, snor sig undercover blandt både hvide og sorte.

Men hvad gør man så, når Ku Klux Klan-lederen vil mødes? Jo, man overtaler da sin hvide kollega, jøden Philip spillet til fulde af Adam Driver, til at gå undercover og infiltrere de hætteklædte racister, der planlægger dødelige bombeangreb i et lille forstadshus på en villavej.
En sort mand i telefonrøret og en jøde i levende live blandt Ku Klux Klan? Selvom det lyder for ironisk til at være sandt, er historien sand. Og netop ironien bliver smurt ud på tyk happy-go-lucky-manér af den anerkendte filminstruktør Spike Lee, kendt for komedien Do the Right Thing (1989).
Det giver selvfølgelig en række komiske situationer ala det absurde telefonopkald. Ironi som den, at den sorte Ron bliver klanlederens sikkerhedsvagt. Og at jøden Philip fortæller et holocaust-skeptisk klanmedlem, at jødernes KZ-lejre ikke er en stor løgn, men et gennemført mesterværk.

Generelt er klanmedlemmerne fjogede og dumme. Der er den skydegale Felix, der vil dræbe alle “niggers”. Og den forhutlede tyksak, der synes, “niggers” er sjove, når de danser.

Men fordi skurkene er komisk overdrevne, bliver de aldrig rigtig uhyggelige, og man tager dem ikke tilstrækkeligt seriøst. Og dog er historien spændende nok til, at man vil vide, om klanmedlemmerne afslører komplottet og når at placere bomben blandt de lokale oprørere i Black Power-bevægelsen.
Man kan med rette påstå, at noget så alvorligt som diskrimination her bliver til uraffineret gøgl, selvom der er flere seriøse referencer til Donald Trump og nutidens, dødelige gadekampe.

Og heldigvis er der også lamslående gode scener. Som dobbeltscenen, hvor musikeren og borgerrettighedsforkæmperen Harry Belafonte på 91 år, foran en gruppe sorte revolutionære, fortæller racistiske historier, fra da han var dreng. Mens der bliver klippet til klanen, der ser den racistiske stumfilm En nations fødsel fra 1915 og jubler over myrderierne.
Og selvom filmen mangler mørke, alvorligere toner, er det befriende med en let film i forhold til den normalt tunge tilgang til det kontroversielle emne, vi ser i film som Mississippi Burning. Værre er i hvert fald filmens søgte kærlighedshistorie mellem Ron og en knap så velspillende heltinde, der leder den lokale Black Power-bevægelse. Ved nærmere research viser det sig da også, at netop den romance er opfundet.
Resten er der bare smurt tykt med tykt på.

3 film om amerikanske uroligheder mellem hvide og sorte

Django Unchained
(Quentin Tarantino, 2012)
Hævnen er sød. I denne film giver Jamie Foxx aka Django Freeman kugler til hver et blegnæb, der måtte bevæge sig på slaveplantagen. Den underholdende antiwestern, hvor hvid mand får kugler i egen røv, var blandt andet kontroversiel, fordi ordet “nigger” bliver brugt i flæng. BlacKkKlansman-instruktør Spike Lee gik så langt til at sige, at filmen manglede respekt for de sorte. At slaveriet ikke bare var en spaghetti-western, men holocaust.

Mississippi Burning
(Alan Parker, 1988)
Enhver skolelærers våde drøm. Indeværende skribent blev i hvert fald flasket op med den. To FBI-agenter, spillet af Willem Dafoe og Gene Hackman, står for at opklare mordene på tre borgerrettighedsforkæmpere i Ku Klux Klan-plagede Mississippi. Men møder modstand i lokalsamfundet. I BlacKkKlansman nævnes det, at en sort mand ikke kan det samme som en hvid. Altså, pånær hvis en hvid mand hjælper den sorte. En skjult reference til film som denne om den hvide mand som den sorte mands saviour.

Black like me
(John Howard Griffin, 1964)
Fortælletempoet er dejligt roligt, da en journalist klæder sig ud som sort mand for at finde ud af, hvordan det er at leve blandt de sorte i tresserne. Filmen er højst interessant, netop fordi den er lavet, mens borgerrettighedsbevægelsen og raceurolighederne var på sit højeste. Hovedpersonen kommer fra New Orleans til Atlanta, ryger cigaretter, drikker kaffe, hører jazzkoncerter og møder racisme på begge sider. Denne road movie er bygget på journalist og filminstruktør Griffins egen bestseller fra 1961, skrevet med journalistisk research i det sydlige USA, hvor sorte og hvide var opdelt i toiletter, busser og til underholdningshows.

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.