lørdag 19 september 2020

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

Ørestads nye betjent ligner en viking

din betjent rasmus aug 2020Med sine næsten to meter, sit lange hår og store skæg, ligner Ørestads nye betjent mere en viking end en traditionel betjent.

 Politiet ønsker at være mere nærværende i lokalområderne, så derfor er der for en række lokalområder udpeget en lokal betjent - også kaldet Din Betjent.

Og Ørestad har netop fået sig en helt ny Din Betjent i form af Rasmus 34 år, der blev færdig som betjent for snart et år siden.

"Jeg har hele tiden gerne villet være lokalbetjent, for man kommer tættere på borgerne og kan få talt med dem om det der optager dem. Som lokalbetjent har man bedre tid til at høre på beboerne, og få afsluttet en sag på en god måde. Det er ikke altid, man har mulighed for det, når man er i beredskabet," siger han.

Vi har sat ham stævne ved Ørestad Streethal på Ørestads Boulevard, der er et af de steder i bydelen, der kan blive udsat for hærværk og misbrug. I dag er hallen dog helt tom, og alt omkring er fredeligt.

Fra tømrer til kriger
Rasmus er ikke sådan at overse i bybilledet. Med sine næsten to meter, skæg og lange hår, der i dag er sat op i en knude, er han nem at få øje på, og det er han ikke ked af.

"Jeg vil gerne være en betjent, der er i øjenhøjde med borgerne og er nem at komme i dialog med, og jeg tænker mit udseende kan være med til at mindske afstanden. Jeg synes også, det meget godt viser rummeligheden i politiet, hvor der både er plads til kvinder med langt hår, så hvorfor ikke også mænd," siger han.

Oprindeligt er Rasmus uddannet tømrer men blev kort tid efter svendebrevet var kommet i hus indkaldt som værnepligtig. Det blev dog ikke kun til de fire måneders krævede værnepligt, men hele syv-otte år i hæren, hvor Rasmus også var udsendt i flere omgange. Efter syv år begyndte Rasmus at kigge efter nye muligheder og en uddannelse inden for politiet var meget nærliggende.

"Jeg ville gerne arbejde med mennesker, hvor jeg eventuelt kunne gøre en forskel. Det kan være, at man møder et ungt menneske under 18, der sidder og ryger en joint, så kan vi få en snak og måske få sat noget i værk med SSP, så der bliver taget hånd om det."

Gøre en forskel
For den nye lokalbetjent er Ørestad forholdsvis ukendt. Før jobbet i Ørestad havde han kun været i bydelen et par gange på besøg.

Rasmus har været lokalbetjent i Ørestad siden marts og hidtil har der været meget roligt i bydelenEt af de steder, hvor Rasmus giver en hjælpende hånd er på bydelens bosteder, hvor det kan komme til tumult mellem beboerne og personalet eller beboerne imellem. Her kan det dæmpe gemytterne, når den lokale betjent tropper op. 

Til dagligt bor Rasmus i et af brokvartererne og er her vant til lidt mere leben i bylivet. Men han har med glæde konstateret at der dukker nye butikker op i Ørestad, der kan være med til at give lidt mere liv.

"Tiden har jo også været præget af corona, der har været med til at gøre bydelen stille. Jeg glæder mig til at se, hvordan bydelen udvikler sig: Det er ikke helt det samme som Vesterbro og Nørrebro, men det kommer vel med tiden," smiler han.

Hjælp til beboerforeninger
Ordningen med Din Betjent kan også bruges af beboerforeninger eller andre, der i forbindelse med arrangementer har brug for at høre politiets opfattelse af et bestemt forhold om f.eks. trafik, sikkerhed i byrummet eller andet. 

Beboerne er altid er velkomne til at tage kontakt til Rasmus, hvis der er relevante spørgsmål, men hvis der er tale om akut behov for politi, skal man altid bruge 112 eller 114, hvor der er en døgnbemandet vagt.

"Det er altid spændende at komme ud og høre, hvad der optager beboerne. Ørestad er jo normalt en rolig bydel, men der kan jo være udfordringer, som vi ikke er opmærksomme på," siger han.

Du kan komme i kontakt med Din Betjent Rasmus på telefon 3045 6322.

Ørestads egen betjent: Brug mig, men ring 112 hvis det er akut

Godt liv:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Louises klumme

DEBAT: