lørdag 16 november 2019

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

bydelsavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 ørestad

Parkeringspriser holder de varme hænder væk fra Ørestad

jakob tilma formand boernehuset jorn 2019De høje parkeringsafgifter gør det svært for institutioner i Ørestad at hyre og fastholde medarbejdere, der skal sikre børn og ældre i Ørestad pleje, undervisning og omsorg.

Flere institutioner i Ørestad kæmper med at hyre og fastholde medarbejdere, der har brug for en parkeringsplads for at få deres hverdag til at hænge sammen. Det drejer sig om både daginstitutioner, skoler og plejehjem, hvor det er svært at fastholde og hyre de varme hænder, der skal tage sig af de gamle og børnene.

Ifølge en rundspørge foretaget af en gruppe forældre fra bestyrelsen i bydelens institutioner i A Klynge I, der består af Børnehuset 8-tallet, M-Huset, Sejlhuset, Børnehuset Jorn, Lille Arena, Børnehuset Else og Kongeriget, gør de høje priser på parkering i bydelen det svært for institutionerne at tiltrække og fastholde medarbejdere.
For beboere i Ørestad koster en parkeringslicens 1023 kroner, men det er intet imod de 1865 kroner, som medarbejderne på de offentlige- eller private arbejdspladser hver måned skal betale for at stille bilen, imens de passer deres arbejde.

Håndværkere
parkerer billigere
Jakob Tilma er formand for forældrerådet i Børnehuset Jorn og talsmand for en arbejdsgruppe i bestyrelsen for A klynge I. Jakob er far til en tre-årig pige i institutionen Børnehuset Jorn, hvor personalet også mærker udfordringen med de høje p-afgifter.
“Vi er i forældrerådet og i klyngebestyrelsen flere gange blevet præsenteret for tilfælde, hvor ledelsen i institutionerne ikke har kunne få dækket behovet for vikarer og fast personale som konsekvens af de urimelige parkeringsforhold. I nogle tilfælde har ansøgerne fortalt, at prisen på parkering direkte har betydet, at de har fravalgt Ørestad som arbejdssted,” siger Jakob Tilma.
Problemer med at få personale til institutionen fik en gruppe forældre til at lave en rundspørge til resten af de offentlige institutioner i Ørestad Syd, og alle steder var beskeden den samme; parkeringsforholdene i Ørestad gør det svært at få besat de ledige stillinger.
Jakob Tilma mener, det er på tide, at By og Havn udvikler nogle mere rimelige parkeringsforhold for arbejdere, der har deres daglige gang i Ørestad. Han peger på, at der allerede er lavet en ordning for håndværkere, der for 511 kroner om måneden kan parkere i tidsrummet 5.00 til 20.00 i fem udvalgte parkeringshuse.
Christian Thomassen er også forælder i Ørestad og er bekymret for konsekvenserne af udfordringerne med at finde og fastholde medarbejdere.
“Vi finder det problematisk, at priserne på parkering i Ørestad er så høje, at det har betydning for rekruttering og fastholdelsen af medarbejderne, hvilket i sidste ende rammer vores børn og ældre,” siger han og håber på forståelse blandt politikerne:
“Vi håber at kunne få muligheden for at diskutere en model med politikerne i borgerrepræsentationen, som gør det muligt at prioritere den kollektive trafik i Ørestad, men samtidig sikrer, at vores vigtige velfærdsinstitutioner kan få og fastholde medarbejdere,” siger han.

mie nicolaisen centerchef oerestad plejecenter 2019Mie Nicolaisen.Dyrt at passe døende
Ørestad Plejecenter er en af de institutioner, der er ramt af de høje p-afgifter, og det er her ikke kun medarbejderne, det går hårdt ud over.
“Vi har flere gange oplevet, at ansøgere, vi har udvalgt til ansættelse, takker nej tak, når de opdager parkeringsforholdene.
Der er også ansøgere, som henvender sig telefonisk, inden de søger, som ender med ikke at ansøge, og dermed går vi jo glip af potentielt gode kandidater til vores hus. Vi har ikke vakante stillinger aktuelt, men havde et problem med dette sidste år, og parkering var helt sikkert en medvirkende faktor til problemet,” fortæller Mie Nicolaisen, der er centerchef i Ørestad Plejecenter.
En stor del af plejecentrets arbejde baserer sig på frivillige, der er besøgsvenner eller fx Røde Kors’ Vågetjeneste.
“Det påvirker også vore muligheder for at tiltrække frivillige til hjælp, idet parkering vil være forbundet med en udgift for at være frivillig her i huset – dette gælder også Røde Kors’ vågetjeneste, som skifter vagt midt på natten, men som vi ikke kan anvise gratis parkering,” uddyber hun.
Mie Nicolaisen har også fået klager fra pårørende til beboerne, som kan have betydelige udgifter til parkering, når de skal på besøg i huset, eller gerne vil deltage i en fest.
“Et særligt problem, synes jeg, er, at det kan være forbundet med betydelige udgifter for en pårørende at våge ved en døende beboer,” påpeger hun.
Christel Kaas har været skolesekretær på Kalvebod Fælled Skole, men måtte sige sin stilling op.
“Det blev for dyrt i transport, når man tilmed skal lægge mellem 1500 og 2000 kr. for en parkeringsplads. Det er en stor udgift for at komme på arbejde og en væsentlig årsag til, at jeg valgte at stoppe,” siger hun.
Cristel Kaas peger desuden på, at det gør det vanskeligere for institutionerne at skaffe de bedste medarbejdere.

By & Havn:
Mange bruger cykel og metro
“Det er jo med til at sortere folk fra og er med til at begrænse den arbejdskraft, som man kan tiltrække, når man ved, at man skal betale så mange penge om måneden bare for at få lov til at parkere ved sit arbejde,” siger hun.
I By & Havn opfordrer chef for Parkering, Heidi Olsen institutionerne til at kontakte kommunalforvaltningen, hvis de oplever problemer med parkeringsafgifterne.
”Hvis institutionerne i Ørestad oplever problemer, så kan de tage en snak med Børne- og Ungeforvaltningen, som naturligvis er velkommen til at rette henvendelse til os, og så tager vi en dialog om det. Jeg går ud fra, at billedet i resten af byen må være det samme med mindre, at der ligger store parkeringspladser ved institutionerne. I udgangspunktet er Ørestad tænkt som en by, hvor medarbejdere og beboere let skal kunne komme til med offentlig transport i form af metro eller via cykel og mit indtryk er, at det er der mange, der drager nytte af,” siger hun.

 Parkeringssag måske på vej til landsretten

Kommunen er magtesløs omkring rabatparkering i Ørestad

Kultur:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Louises klumme