mandag 19 november 2018

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

bydelsavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 ørestad

Hotel, restaurant, café og kontorfællesskab i Ørestad Nord

august schade kvarter 2018By & Havn har netop solgt byggeretten på 24.000 etagemeter til NREP og Tetris, som opfører et kombineret hotel, restaurant, café, serviceret kontorfællesskab og dagligvarebutik

• Byggeriet skal ligge i August Schade Kvarteret i Ørestad Nord, mellem Nordeas nye hovedsæde og DR Byen. Kvarteret er den sidste brik, der fuldender Ørestad Nord. Her blandes boliger og erhverv omkring et centralt strøg med mindre sidegader.
Det nye multihus skal kombinere flere forskellige funktioner og mennesker i én bygning. Her kommer der til at være café, restaurant, dagligvarebutik, hotel, samt et serviceret kontorfællesskab.

Ny destination
Anne Skovbro, adm. direktør i By & Havn ser byggeriet som et solidt bidrag til livet i Ørestad Nord.
”Projektet bliver et udadvendt hus til glæde for hele bydelen. Det er et utroligt spændende projekt, der er skabt til fremtidens behov på arbejdsmarkedet og behovet for nye fællesskaber. Med café, dagligvarebutik og roof-top restaurant er jeg sikker på, at det bliver en ny destination i Ørestad for besøgende og de knap 30.000 mennesker, der i dag studerer, arbejder og lever i Ørestad Nord,” udtaler hun.

Extended stay og co-working
Hotellet tilbyder 'extended stay' til dem, der har brug for at bo i København i en lidt længere periode, og kontorfælleskabet er udviklet til at imødekomme fremtidens fleksible arbejdsmarked, hvor arbejdstiden ikke nødvendigvis hedder 8-16, og hvor alternative arbejdsformer fylder mere. På fremtidens arbejdsplads åbnes arealerne for offentligheden, og funktioner  smelter sammen. Cafeen er også udgangspunkt for reception, kantine og co-working.
”Vi står foran den 4. industrielle revolution, hvor fremtidens arbejdsstyrke vil arbejde på helt nye måder. Det kommer til at stille store krav til det byggede miljø, og derfor ligger der både befolkningsdemografi, antropologiske og sociologiske analyser til grund for vores udvikling af det nye multihus," siger Anders Sælan, udviklingschef i Tetris A/S.

Bæredygtighed
Bygningerne i August Schade Kvarteret er i vid udstrækning bæredygtige, og det bliver det nye multihus også. Når By & Havn sælger en grund, forpligter køberen sig til at bæredygtighedscertificere byggeriet med DGNB.
NREP & Tetris A/S har for eksempel indarbejdet genbrugsmaterialer i projektet, for at nedbringe byggeriets ressourceforbrug og miljøpåvirkning.

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.