fredag 21 september 2018

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 ørestad

Ørestad i forskningens tegn

forskningens doegn 2018En minister, en kongelig Højhed og en masse gymnasieelever kommer i næste uge til Ørestad for at åbne Forskningens Døgn på IT-Universitetet. Samtidig skal elever på Ørestad Skole arbejde som forskere i tre uger

Forskningens Døgn er en videnskabsfestival, og IT-Universitetet i Ørestad Nord er i år vært for åbningen af festivalen, da årets tema er 'Hacking og it-sikkerhed'. Åbningen foregår torsdag 19. april med deltagelse af H.K.H. Kronprinsesse Mary, uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V), andre officielle personer og en masse gymnasieelever.

På dagen vil der være en debat med tre eksperter i it-sikkerhed: Søren Debois, forsker i it-sikkerhed på ITU, Lars Findsen, chef for FE, og Lone Juul Dransfeldt Christensen, certificeret etisk hacker.
 
Derefter kan publikum besøge ’Hackerzonen’ - som er syv stande i ITU’s atrium, hvor forskere og studerende står for aktiviteter relateret til hacking- og privacytema.
 
For eksempel kan man prøve ’Creepy Leaks’ – en device udviklet af to ITU-forskere. Her får man sat elektroder på kroppen, som vibrerer hver gang appen på en forbundet tablet lækker mere data end nødvendigt. For eksempel lækker et spil til børn så meget unødvendig data om spillerens 'location', at det næsten gør ondt på huden. På den måde kropsliggør aktiviteten den ’creepy’-følelse af at miste kontrollen over sine data.
 
Gæsterne kan også prøve om de kan hacke sig ind i en ægte (men ikke længere brugt) amerikansk valgmaskine. Aktiviteten sætter fokus på, at it-sikkerhed også er et demokratisk spørgsmål. ITU-forskeren Carsten Schürmann skabte internationale overskrifter sidste sommer, da han demonstrerede sikkerhedshullet i valgmaskinen.

Man kan også møde ITU’s etiske hackerklub, få tips til at beskytte privatlivet på telefonen af ITU’s Digital Dannelses-team af studerende, og prøve at gætte passwordet til en mystisk rød kuffert ved at kigge på ejermandens Facebook-profil.
 
Forskningens Døgn omfatter også et program for folkeskolerne, hvor TID er det overordnede tema. Ørestad Skole medvirker. De kommende tre uger skal de forskere, mens de fordyber sig og bliver klogere på fortiden, nutiden og fremtiden. Skoleprogrammet foregår på Ørestad Bibliotek.

I grupper af 2-4 elever fra 4.-6. klasse skal eleverne blandt andet tælle årringe på et træ, undersøge principperne i et pendul, mærke deres indre ur og tolke spor af fortiden. I løbet af projektet kommer der folk forbi: Kaka og Pharfar står for musikken, Kvante Karina tager børnene med på en tidsrejse ud i verdensrummet og professor Ulrik Uggerhøj fortæller om tid.

"Forskningens Døgn er en fantastisk mulighed for, at børn kan komme tæt på videnskaben. Vi skal begejstre og vække deres nysgerrighed allerede fra barnsben, så de lærer at stille spørgsmål, være kritiske, og søge svar på det, de undrer sig over. For det er når vi er nysgerrige og prøver grænser, vi bliver klogere og får nye ideer", siger uddannelses- og forskningsminister Søren Pind.  

På Ørestad Bibliotek vil en bibliotekar og elevernes lærere stå klar til at undervise eleverne ved forskellige stationer. Alle aktiviteterne er baseret på metoder og undersøgelser, som forskerne bruger i deres arbejde.

Programmet munder ud i en landsdækkende konkurrence, hvor eleverne kan indsende en kort video med en underholdende og tankevækkende fortælling om tid og det, de har lært. Det kan for eksempel være, hvor de mærker tiden, måler tiden eller finder spor af fortiden. Der er en biograftur for hele klassen på højkant.

Det hele kulminerer med et stort finaleshow på Dokk1 i Aarhus. Her vil eleverne bag de tre bedste videoer blive fejret sammen med deres klasser, og en dommerjury vil kåre vinderen.

Skoleprogrammet er udviklet af Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet i samarbejde m ed Biblo; danske folkebibliotekers digitale univers for større børn og Forskningens Døgn.111 folkebiblioteker over hele landet har tilmeldt sig programmet og inviteret lokale klasser til at deltage.

Arrangementet på It-Universitetet er gratis, men kræver tilmelding via Eventbrite (UDSOLGT, men det er stadig muligt at skrive sig på venteliste). Se program for Forskningens Døgn på It-Universitetet.

 

Business:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.