søndag 18 november 2018

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

bydelsavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 ørestad

Ørestads maskinrum flytter til nye rammer

gfs klp kontor 108Torsdag i sidste uge var store flyttedag for Grundejerforeningssekretariatet Ørestad (GFS Ørestad). Efter tre år i VM Bjerget på Ørestads Boulevard er sekretariatet flyttet til nye lokaler på Arne Jacobsens Allé 15 hos KLP Ejendomme i et nyoprettet kontorfællesskab for mindre virksomheder

• "Vi får det bedste fra begge verdener. Sekretariatet bliver liggende centralt i Ørestad og bliver samtidig en del af et større fagligt fællesskab i et hus, som kan tilbyde faciliteter, der matcher vores nuværende behov", forklarer sekretariatsleder i GFS Ørestad, Simon Nathanael Madsen.

Nye kræfter til Ørestads drift
Sidste år kom der nye kræfter til sekretariatet i form af en ny projektleder, en ny driftsassistent til Vandlauget samt to studentermedhjælpere, og fra næste måned starter en ny tilsynsførende driftsmedarbejder.
"Ørestads bydele vokser hele tiden, særligt i Ørestad Syd og Arenakvarteret, hvor vi forventer 23 aktive byggepladser i 2018. Derfor skal GFS Ørestad også stå stærkere, så vi kan sikre grundejernes fælles ejendom bedst muligt," siger Simon Nathanael Madsen

Arbejdet for livet mellem husene
Livet opstår mellem husene, som den verdenskendte arkitekt Jan Gehl har sagt. Byens mellemrum er lige så vigtige som byens inderum. Derfor skal der skabes de rigtige rammer for gode oplevelser i byens uderum.
GFS varetager alle bydelens fælles anlæg. Det gælder parker, fællesarealer, veje og tekniske anlæg såsom Ørestads afvandingssystem via de mange kanalbassiner. Anlæggene repræsenterer tilsammen værdier for mange millioner kroner, som de enkelte grundejere har ansvar for at forvalte i fællesskab. Og her kommer sekretariatet ind i billedet.
"Byrum skal både driftes og videreudvikles, og det skal ske i en løbende dialog med dem, som bruger det, dem som ejer det og dem som skal give tilladelser til det. Vi repræsenterer grundejerforeningerne i dette spillerum mellem private grundejere, myndigheder og eksterne organisationer som f.eks. By & Havn", uddyber Simon Nathanael Madsen.

gfs medarbejdere mar2018Fra venstre ses sekretatiatsleder Simon Nathanael Madsen, driftsleder Christian Andersen og projektmedarbej-derne Arendse Noes Jørgensen og Susanne Raben Rasmussen. Dertil kommer kommunikationsmedarbejder Marcus Frostholm og den nye Tilsynsførende, Anders Gorm Pettersson, som starter til april.En bydel for borgerne
Som borger kan man både gå den direkte vej til sekretariatet via Facebook, email og telefon, eller man kan deltage i de årlige generalforsamlinger og måske endda stille op til bestyrelsesarbejdet.
"Samtidig med, at vi fører det daglige tilsyn med arealer og veje, skal vi også endnu tættere på beboere og virksomheder i bydelen. Det er vigtigt, at borgere i Ørestad forstår, at man altid kan henvende sig til os med kommentarer eller spørgsmål til byens projekter", siger Simon Nathanael Madsen.

En del af identiteten
Sekretariatet blev oprettet tilbage i 2008, og efter en treårig periode som in-house projekt hos By & Havn, blev GFS Ørestad i 2011 stiftet som et selvstændigt sekretariat finansieret af grundejerforeningerne i hele Ørestad, og kontoret åbnede som fysisk sekretariat i Ørestad.
"Ørestad har været vidne til lidt af hvert - en økonomisk krise og en efterfølgende kraftig urbanisering, som vi ser nu. Vi og grundejerforeningerne lokalt har gjort os nogle vigtige erfaringer, som nu er blevet en del af bydelens historie og identitet. Den viden ”bor” her nu, og den har givet os indsigt og hår på brystet. Nu skal vi videre i forvaltningen af vores fantastiske område," siger Simon Nathanael Madsen.

 

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.