lørdag 26 september 2020

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

Fest som studieobjekt i Under Vand

Kan et seriøst eksamensprojekt og en kæmpevild fest kombineres? For seks RUC-studerende lykkedes begge dele da de arrangerede “Verdens Bedste” fest i Under Vand den 16. maj.

Toke Eskildsen har travlt i disse dage, for der skal afleveres projektopgave på studiet i Performance og Design på RUC. Og i den sidste måned har han og resten af gruppen arbejdet i døgndrift for at stable en fest for 800 mennesker på benene. Heldigvis er festen en del af eksamensprojektet, så arbejdet som festarrangør har været seriøst studiearbejde.

“Alle projektopgaver har en teoretisk og en praktisk del. ‘Verdens Bedste’ er et yderst relevant projekt, hvor gruppen kombinerer teoretiske tilgange omkring deltagelse og oplevelse med afprøvning af et nyt festkoncept”, siger vejleder og lærer Henriette Christup fra RUC.

De studerende var alle ret trætte af den måde, unge normalt går i byen på. Enten går det kun ud på at drikke sig fuld og score tilfældige partnere. Eller også er klubberne og de lukkede fester snobbede og indadvendte. “Festen er en modreaktion. Vi synes at der for meget refleksion i det offentlige rum og vil skabe en fest for det spontane og barnlige, hvor man først og fremmest er glad og åben over for andre mennesker”, siger Toke Eskildsen.

Gruppen opdelte Under Vand i Ørestad i to ‘faser’. Ved indgangen fortæller en ‘hostess’ på en tv-skærm at man skal gå ind ad en lille trædør for at komme videre til festen. Herinde er der dæmpet belysning, trævægge og græs på gulvet. Man kan slå sig ned og nyde en gratis drink. En ny hostess dukker op for at tage fotos af alle gæster foran ‘celebrity-væggen’. Derefter går man forbi noget firseragtigt neonrør og en røgmaskine. Inde i selve festlokalet er der interaktivt dansegulv, bordtennis, minigolf og en datingvæg, hvor man kan slå en profil op og lede efter partnere. På et stort lærred kører et slideshow med fotos af alle gæsterne.

 “Foreløbig har vi nydt at være her. Det er sjovt at se sit eget billede, og rart at man kan foretage sig noget sammen, udover at drikke og danse”, siger Charlotte Kristine Kristensen og Karen Marie Kjeldsen, to medstuderende som følger festens udvikling fra en sofa. De har også fulgt studiegruppens markedsføring og PR arbejde op til festen, som omfattede en facebookgruppe med over 700 medlemmer og en ‘for-fest’ som belv holdt ved et busstoppested på Enghave Plads.

Klokken 22 er der god plads mellem gæsterne, men der bliver ved med at sive nye grupper af par, piger og fyre ned ad trappen ved metroen. Musikken er ældgammel R&B og rockn-roll som langsomt men sikkert fylder det interaktive dansefulv.

Klokken 12 er der fuld tryk på festen med køer ved ind-gangen, ved baren og ved minigolfen. Klokken 2 er kælderen stoppet med glade og overrislede unge, der danses igennem og køen vokser ude på trappen. Omkring 800 har været igennem døren i løbet af aftenen og natten.

Fem dage senere fanger vi Toke Eksildsen på en mobiltelefon. Han skal bruge Kristi Himmelfartsferien til at skrive projektopgave.
“Den teoretiske del omfatter en afklaring af begrebet ‘liminitet’ - hvordan man indgår i grupper og oplevelser - og desuden skal vi redegøre for vores kommunikation og PR-apparat”, siger Toke Eskildsen.

Gruppen skal også redegøre for hvordan Fase 1 og Fase 2 i festkonceptet har fungeret.
“Det kan være svært at dokumentere, om folk virkelig blev gladere og mere åbne af at komme igennem Fase 1. Men vi tror at den var med til at ‘nulstille’ deres tanker, og tilbagemeldingerne har også været meget positive”.

RUC-gruppen overvejer  seriøst at gentage ‘Verdens Bedste’ til næste år.

“Måske i Under Vand, men mulighvis et andet spændende sted i Ørestad”, siger Toke Eskildsen.

Godt liv:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Louises klumme

DEBAT: