fredag 19 juli 2019

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

bydelsavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 ørestad

Som en bjerglandsby

skole bargamodel emilØrestad Skole bliver en klodsformet bjergside med indre og ydre trapper, torve og terrasser. Inspirationen er hentet fra en bjerglandsby ved Middelhavet. Arkitekt Jakob Brøndsted fra vindergruppen Bargateam mener at der er masser af uderum til børnene

”Vi løftede også øjenbrynene, da det blev klart hvor få kvadratmeter der var sat af til udearealer. Men vi analyserede grunden og nærmiljøet, og fandt frem til at der sagtens kunne skabes uderum til børnene", fortæller Jakob Brøndsted, efter at han og resten af "Team Barga" netop var blevet kåret som vindere af arkitektkonkurrencen om den ny Ørestadskole i tirsdags på Hovedbiblioteket.

Vinderteamet består af KHR Arkitekter A/S, WSP Group A/S, Cenergia A/S og Bisgaard Landskabsarkitekter ApS.

"Vi er også ved at bygge en skole på Langeland, hvor der er masser af plads. Men udearealer til børn skal have forskellige funktioner. Så dernede måtte vi starte med at omdanne en pløjemark til boldbane, legeplads, vandhul, atriumgård og så videre. Her i Ørestad findes mange af disse uderum i forvejen. Vi vil for eksempel bygge en gangbro over til "krattet" på den anden side af digekanalen, vi vil lægge nogle flydebroer ned i kanalen langs Arne Jacobsens Vej. Der er adgang til havemiljøet på parkeringshusets tag, og der er sikre adgangsveje til pocketparken og videre over til byparken", siger Jakob Brøndsted.

Bygninen skal rumme et folkebibliotek og en 3-sporet folkeskole i en 8-9 etages bygning. Selve skolebygningen vil også have en række uderum i form af små plateauer og torve som lægge i et trappeforløb fra fortov og helt op til øverste etage. Alle basis- og fagområder får direkte adgang til tagterasser – den største i forbindelse med indskolingen. De andre terrasser vil have en god funktion som læringsrum, fremgår det af dommerbetænkningen. 

"Vores inspiration er en mediterransk bjerglandsby, hvor du går op ad trapperne og opdager små torve og terrasser hver gang trappen slår et sving. Trappen på ydersiden af skolen skal være offentlig, så alle kan gå aftentur ovenpå skolen, og videre over på p-husets tag, hvor vi forestiller os at der skal opstilles udemøbler og være grillpladser til brug for alle", siger Jakob Brøndsted.

skole bargateam NIGHTVIEWEt hus med mange funktioner

Den nye skole kommer til at rumme basisområder, indskoling og fritidsordning, mellemtrin og klub, overbygning, fagområder og personale- og administrationsområder. Stueetagen er afsat til et kommende folkebibliotek. Indskolingen placeres i den lave, østlige ende af bygningen, hvor der er størst uderum. mellemtrin og overbygning placeres i de højere etager mod vest. Alle rum og etager har stort lysindfald men bygges med forskydninger i længde- og bredderetningen, således at der opstår en klodsformet struktur.

"Det var vigtigt for os at skabe variation i bygningen, og gøre den tilgængelig og venlig. Derfor ville vi ikke skabe en lang, ensformig facade langs med den buede kanal. Skolen har flere indgange. Udover den ydre trappe er der indgang til bibliotek, dramasal og medieværksted i stueetagen. De forskudte facader gør bygningen mere demokratisk", siger arkitekt Jakob Brøndsted

En vanskelig opgave

I fire måneder har Team Barga arbejdet på skolebygningen i et såkaldt parallelopdrag, som er en ny udbudsform, hvor de konkurrerende hold skal være i dialog med kommune, forældre, lærere og børn samtidig med at de tegner huset. 

"Det har været utroligt spændende og samtidig meget hårdt. Jeg tror at slutresultatet bliver bedre, fordi vi har lyttet os frem til de forskellige behov under hele forløbet. Men samtidig må jeg sige, at opgaven har krævet utroligt mange timer og kræfter. Det skal man tage højde for ved nye parallelopdrag. hvis man vil tiltrække de bedste, skal der måske afsættes lidt flere midler til projekteringsfasen, for den er meget krævende for deltagerne", siger han.

Kultur:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Louises klumme