Den helt personlige, ufri vilje

louise raaschou OKT 2015Beslutter du selv dine handlinger og værdier? Tro om igen

• Spørgsmålet er jo, om man i virkeligheden selv kan gøre for det. Altså, hvordan man gebærder sig her i livet: Hvordan man håndterer de store følelser. Eller hverdagens små trivialiteter. Hvordan man opdrager sine børn. (Eller sin hund, skulle man være så utrolig heldig at have en.) Hvad man lægger vægt på, når man har gæster. Hvad man lægger vægt på hos gæster, når man har gæster. Er det en selvvalgt beslutning, sådan helt bevidst, hvorfor noget er vigtigt, mens noget andet er ligegyldigt? Næppe, hvis I spørger mig. Efterhånden står det mig nemlig mere og mere klart, at jeg selv har meget lidt at gøre med en stor del af mine egne handlingsmønstre. Det ville jo ellers være oplagt, skulle man mene, at jeg gennem de sidste snart otteogfyrre år havde skabt min egen manual over, hvordan ’man gør’. Men jeg tror faktisk, at det er omvendt: Den blev kodet ind i mig fra begyndelsen af min opvækst og har brugt de samme år udelukkende på at forme mig efter sit forgodtbefindende.

For eksempel har jeg en idé om voksentid og børnetid, og, tro mig, den stikker virkelig dybt. I en sådan grad, at jeg til stadighed bliver helt paf, når andre ikke har det på samme måde, og børn i diverse aldre derfor er med hele tiden. På et vist tidspunkt sidder jeg så og venter på, at den umyndige del af selskabet bliver bedt om at fortrække til egne gemakker, så ”de voksne kan snakke”, hvilket jo overhovedet ingen mening giver, da ungerne alligevel intet hører, begravet som de er i skærme og ørebøffer, og desuden er det til kaffe hos en perifer nabo, så hvor dyb og personlig en snak, er det lige, jeg forestiller mig, vi skal have??

Det er i øvrigt ikke kun min barndoms retningslinjer, som er blevet hugget i sten; der er skam også blevet truffet valg ud fra et allerede indkodet værdisæt. For slet ikke at tale om fravalg. Det sidste bliver jeg indimellem pinligt klar over, når jeg står i hoveddøren og kalder på egenrådige chihuahua, der helt bevidst ignorerer mig ude i haven og bare fortsætter med at gø ad naboen. Vi havde nemlig en hund derhjemme, som gennem en stor del af min barndom og teenageår, også fuldstændig kørte sit eget løb, komplet ligeglad med, hvad jeg eller andre i familien mente, den skulle. Den ignorerede os sågar på udebane hvor den lod som om, den ikke kendte os. Jeg behøver næppe fortælle, at Bennemand aldrig satte pote på nogen som helst form for hvalpetræningsskole. Og egenrådige chihuahua? Gæt en gang.

Her vil jeg lige indskyde, at det altså ikke kun er mig. Jeg kender andre, som også går gennem livet med den allerede nedfældede manual som rettesnor. En veninde er, for eksempel, meget hys omkring krummer, hvilket giver hende rigeligt at se til med to unger og direkte adspurgt, indrømmer hun blankt, at hun i den henseende er en klon af sin mor. Desuden kræver det noget selvkontrol for ikke at reagere på samme måde overfor gæster, der krummer. Og ja, hun kan høre sin egen far tale, når hun beder en af ungerne om at blande sig udenom og ”passe din egen næringsvej.”

Jeg bruger ikke selv lige den sætning, mest fordi den er jysk, men der er ingen tvivl om, at jeg også bærer rundt på et tankesæt, som dybest set ikke er mit eget. Når det handler om pli, er jeg direkte reaktionær: Hvis folk ikke svarer på en invitation, eller ikke takker for en gave eller den slags ting, så er det ikke helt utænkeligt, at jeg slår hånden af dem. Jeg kan simpelthen ikke have ’dårlig opdragelse’. (Se bare: skulle jeg virkelig selv være kommet på dét koncept? Jeg var barn i 70’erne, for guds skyld.) Nu er jeg ikke psykolog, men muligvis skyldes det, at jeg og de andre børn i min familie vitterligt blev lagt på is af vores skrappe farmor, hvis ikke hun - inden for fire dage - havde modtaget et håndskrevet takkebrev for gaven. Og vi var aldrig i tvivl, om at vi ikke var i kridthuset, fordi hun i de tilfælde altid sendte et meget langt, ligeledes håndskrevet brev, hvori hun oplyste os om det. Måske en kende barskt over for en syvårig, men i det mindste lærte jeg da, at opføre mig ordentligt. (Arj, nu må det stoppe!)

Så for at vende tilbage til mit oprindelige spørgsmål: Nej, jeg tror ikke, man selv kan gøre for det. Ikke det hele i hvert fald. Forleden blev jeg nemlig igen mindet om min farmor, da jeg lettere irritabelt bad ældste pode om at bruge en saks, når han tog nogle druer fra klasen. For når han bare plukkede dem, blev den der tomme drue gren jo siddende, den stak ligesom bare ud, og det så virkelig ikke pænt ud! Allerede inden teen havde sendt mig sit tydeligste, tager-du-pis-på-mig-mor blik, var jeg klar over, at det i virkeligheden ikke var mig, der talte. Så jeg tvang mig selv til ikke at hive saksen frem, men tværtimod lade skamplukket drueklase være, også selv om det var virkelig, virkelig svært. Det er de små skridt, der tæller, hvis man skal omskrive sig selv.

Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 47 år gammel, har to sønner på 16 og 10 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk