Med mor på tur

louise raaschou OKT 2015Tog poderne på vinterferie. Det sædvanlige kaos fulgte med

• Så skulle vi på vinterferie, mig og poderne. Til London for at se musicalen Wicked. Yngste dreng var balstyrig af glæde, han kunne flere sange udenad, mens teen, formummet bag hættetrøjens skjul, erklærede, at musicals var gay. Og med forventningerne således helt i top, tog vi afsted. Hos et af de gængse lavprisselskaber krøb vi sammen på vores respektive tildelte sytten centimeters sæder. Et kort øjeblik ærgrede jeg mig over, at vi ikke havde forklædt os som håndbagage, da det så ud til, at taskerne havde mere plads, men det nytter jo ikke at græde over forspildte muligheder. I stedet smovsede vi i den lækre forplejning, (en pose cashewnødder, let saltede, til otteoghalvtreds kroner. Inklusiv serviet), og jeg glædede mig over, at jeg havde været forudseende nok til at betale ekstra for også at få vinger på flyet.

Små to timer senere satte vi fod på britisk jord, små tre timer senere havde vi også fået vores bagage og kunne hoppe på toget til den centrale Victoria Station, som får Hovedbanegården til at ligne et stop med Tølløsebanen. Under trekkingturen mod taxierne, fortalte yngste pode stærkt begejstret, at han næsten ikke var jetlagged, mens ældste dreng gik ind i alt og alle, fordi han var optaget af sin mobil og af at snappe/flappe/tekste/ med omverdenen generelt og kæresten i særdeleshed. Endelig fremme ved taxa, hvor vi fik bugseret både os selv og bagage ind. Chauffør trillede tålmodigt langsomt afsted, mens jeg fandt adresse på hotel. Chauffør slog tålmodigt bremserne i, da jeg oplyste adresse på hotel, og pegede hen mod en bygning. Næh! Der kunne man bare se, boede vi virkelig så tæt på stationen? Det måtte jeg nok sige, det var da dejligt, pludrede jeg, mens tålmodige chauffør bugserede vores bagage ud af bilen igen, og poder lod som om, de ikke kendte mig.

Til gengæld steg jeg markant i mor-graderne, da det viste sig, at vores logi bestod af en mindre lejlighed med soveværelse, stue, lille køkken, to badeværelser og udsigt over storbyen. Intet er da for godt til mine drenge, nikkede jeg, mens jeg prøvede at se hotel bookingen for mit indre øje. Jeg var nemlig ret sikker på, at jeg havde bestilt et normalt hotelværelse, og denne her suite-ting kunne da umuligt være til den pris, jeg huskede. Medmindre beløbet var i pund, selvfølgelig. Fluks tømte jeg begge badeværelser for små lækre shampooflasker og valgte derefter at ignorere tanken. Den tid, det chok. En halv times tid senere var antallet af toiletter det bedste, der var hændt os. Yngste pode havde nemlig på hele turen kæmpet med et maveproblem, men nu var han ikke forstoppet mere, erklærede han lettet. Det var det ene toilet til gengæld. Ret så meget. Der var intet at stille op andet end at lægge en seddel med en uforbeholden undskyldning til rengøringen sammen med en klækkelig, angerfuld sum drikkepenge. Og derefter lukke døren til badeværelset permanent.

Helt så nemt gik det ikke, da vi skulle have noget aftensmad, hvor en uheldig kombi af forvirret personale på hotellet og lavt blodsukker hos os skabte en temmelig aggressiv stemning i hotellejligheden. I mangel af menukort hos os på niende etage, søgte jeg ned til receptionen. Hvor de ikke lige kunne finde et kort med roomservice, men prøv i baren. Hvor de ikke lige kunne finde et kort med roomservice, men prøv i receptionen. Hvor de endelig fandt et. Op til poderne, beslutte mad, ringe til roomservice, som ikke svarede. Ned igen til receptionen, som tog imod min bestilling og nok skulle give den videre. Lige kommet tilbage til logi, da det bankede på døren: Sød dame med et menukort, som var et andet end det første, jeg fik. Never mind, nu havde vi bestilt. Så ringede telefonen: Venlig mand fra roomservice, som havde fået min bestilling fra receptionen, men som desværre måtte oplyse mig om, at det var fra et forkert menukort. Det kunne ikke lade sig gøre, jeg skulle bestille fra det korrekte kort, det den søde dame havde leveret. Plenum igen med poderne, som efterhånden var trætte og meget sultne, og som generelt har svært ved at omstille forventninger til mad. Protester blev indgivet, stemmer blev hævet, mad blev endelig besluttet. Nåede ikke at ringe til roomservice, før det bankede på døren. Igen. Denne gang høflig mand, som kom angående vores bestilling, altså den første, som jeg afgav i receptionen. Det var slet ikke noget problem, selvfølgelig kunne vi få den mad, og han skulle også nok tale med roomservice mand, forsikrede han. Poder, som nu var ekstremt sultne, og som havde indstillet sig på den anden menu, fik at vide, at de nu alligevel skulle have mad fra den første menu. Protester kunne ikke rummes voksent af mor, der nu også var meget, meget sulten og røvirriteret over det voldsomt komplicerede projekt, som efterhånden havde taget tre kvarter. Her var dør til ekstraværelse også nyttig, ikke at den kunne smækkes, åndssvag langsom lukkemekanisme, men man kunne da højt italeråbe, at nu smækkede man døren! Sgu!

Vi fik vores mad den aften. Og dagen efter så vi Wicked, som var fantastisk; selv teen medgav, at han havde været ’underholdt.’ Og det var en dejlig lille ferie. Og jeg har endnu ikke tjekket, hvilken valuta hotellet blev betalt i. Hvad man ikke ved, har man som bekendt ikke ondt af…

Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 47 år gammel, har to sønner på 16 og 10 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk