”Jeg vil gerne købe din vase. Kan den bruges som hat?”

louise raaschou OKT 2015Man skal ikke sælge ting på nettet, hvis man har det svært med mærkelige mennesker

• Da jeg var barn, var der en fyr, som altid hang ud på den lokale station. Han hed Morten, og alle i byen kendte udmærket til ham, for ”Stations-Morten” var ganske enkelt sær: Hele dagen, og ofte aftenen med, sad han på en af bænkene og snakkede. Med sig selv eller gulvet, men allerhelst til hvem som helst, der kom ind i hans synsfelt. Det sidste skræmte os børn fra vid og sans, og der var næsten ingen grænser for de absurde omveje, vi valgte at gå blot for ikke at krydse de par kvadratmeter, Mortens visuelle radar dækkede.

Jeg ved ikke, om Morten stadig sidder på den station, men jeg er til gengæld ret sikker på, at han er gået online. For hvis man vil have fri adgang til mennesker, man ikke kender, er det dét, man skal være. Selvfølgelig er det muligt, at lige netop Stations-Morten ikke bruger nettet som sit primære kontaktredskab, men det er der så sandelig rigtig mange andre, aparte eksistenser, der gør. Og for dem er ingen anledning for lille, tværtimod: Enhver mulighed for kontakt gribes. Derfor behøver man heller ikke at have blotlagt sig selv med foto og personlige oplysninger for at tiltrække sig De Særes opmærksomhed; der skal nemlig langt, langt mindre til. En tallerken kan gøre det. Faktisk er et billede af en tallerken rigeligt. Eller bare et billede af noget.

Det virker i hvert fald som om, at diverse køb&salg sites har en ganske særlig plads i hjertet hos rigtig mange småtossede mennesker. Nogle er mærkelige på den lette måde, andre er helt tunge, men fælles for dem alle er, at de aldrig nogensinde køber noget. Aldrig. For det er ikke pointen. Det er kontakten i sig selv, der er målet, og jeg er overbevist om, at de har deres helt eget, indre annoncefilter. Et, der sorterer efter størst sandsynlighed for den længstvarende kommunikation.

For eksempel er geografien en oplagt mulighed for en solid omgang spørgsmål om den nemmeste måde at komme derhen og bese varen. I betragtning af at enhver mobil i dag har GPS, handler overraskende mange henvendelser fra De Sære om, hvilke muligheder de mon har for at nå fra deres udgangspunkt til genstandens: Hvilken station er den nærmeste, og hvor langt fra stationen bor man? I meter? Hvor lang tid tager det at gå fra den station? Hvis de nu er på cykel, er der så en smart genvej, og er det muligt, at man kan sende en tegning af ruten?

På samme måde ved de også, at der er langt mere gods i en annonce for et par støvler end i en, der blot skal afsætte en gryde. Køkkenting har begrænsede muligheder for ekstra kommunikation; når mål og stand er fastslået, er der ligesom ikke så meget mere at snakke om. Men støvler! Støvler kan man jo bede om ekstra billeder af, (hvordan ser de ud på? Gerne fra forskellige vinkler, tak), desuden er der hele pasforms-spektret: Føles de anderledes med tykke sokker på end med almindelige strømper? Hvor stor er forskellen mellem støvlernes størrelse 38 og så en størrelse 36 - cirka? I millimeter? De døjer selv med lidt kraftige lægge, og tror man, at de mon kunne passe dem? Hvor stort er støvleskaftets omkreds? Og hvis man skulle sammenligne med ærmet på en islandsk sweater?

Nu er det altså ikke, fordi jeg bare er væsentlig mere intolerant end den næste net-sælger. Jeg kender skam flere, som også har tiltrukket en af De Sære: En veninde fik således en henvendelse fra en mand, der meget gerne ville købe de fodboldstrømper, hun havde til salg. Hvis hun så også bare lige ville skrive ’nogle fodboldhistorier’(?) på strømperne, med en sprittusch, tak. Men den skulle være sort, endelig ikke blå! Efter mange og lange skrivelser lykkedes det min veninde at afsætte strømperne, uden fodboldhistorier, men dermed var mandens projekt ikke afsluttet. Et stykke tid efter modtog hun en ny besked: Han ville bare fortælle om forleden dag, da hans søn havde spillet fodbold, iført strømperne, og det kan nok være, at det var en spændende og meget - meget - lang historie. Da den samtidig blev afsluttet med et krav om tilbagemelding (”hvad synes du om den historie?”), så hun ikke andre muligheder end at blokere mandens nummer.

Jeg er ikke i tvivl om, at min veninde var i kontakt med En Sær i den helt tunge vægtklasse. Det har jeg, foreløbig, selv været forskånet for. Til gengæld må det virkelig være nogle af verdens mest uheldige mennesker, der henvender sig til mig. For det er utroligt, så ofte en handel ikke er blevet til noget alligevel - på trods af alenlang kommunikation om størrelse, tekstur og busruter - fordi vedkommendes hund bliver kørt ned, far bliver dødeligt syg, eller de selv bliver ramt af en uhyre sjælden og ondsindet virus. Og det sker helt ufatteligt pludseligt! Vi snakker tyve minutter fra de er på vej, til de desværre må aflyse, fordi de har fået musetyfus og lige nu er på vej i en hospitalshelikopter til et tysk sygehus, hvor lægerne er specialuddannede i hele tyfus-spektret. Men feberrystende hænder eller ej, så er de skam ordentligt opdraget, derfor vil de selvfølgelig lige give mig besked.
Bare så jeg ikke tror, at de brænder mig af. 

Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 46 år gammel, har to sønner på 15 og 9 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk