Kunne man så i det mindste ikke have fået en smallere røv?

louise raaschou OKT 2015Nogle er født med nyttige talenter. Vi andre har evner, verden på ingen måde har brug for

• ”Ligger du bare dér og praler, mor?”
 
Lød det fra yngste pode forleden aften, da vi lå og godnat-sludrede. Inden da var søn med højlydte fnis og himmelvendte øjne kommet i tanke, om dengang jeg havde taget den forkerte dreng fra skolen med hjem til en legeaftale. (Det er nu efterhånden et par år siden, men aflægger husker det stadig tydeligt, og denne aften skulle vi tilsyneladende svælge i det).
 
”Arj, mor, det er så pinligt!” understregede han - som om jeg havde brug for at vide det, efter vi netop havde gennemgået hele miseren i detaljer. Og så var det altså, at jeg følte et behov for at hævde mig en smule og gøre søn opmærksom på, at hans mor kan så meget mere og andet end være pinlig. At der faktisk er særlige evner, han ikke kender til. Så jeg trak mit stærkeste kort og smed det på bordet:
”Jeg er enormt god til at gribe!”
Hvorefter søn kom med sin bemærkning om pral, hvilket jeg opfattede som uhyre positivt: Han var imponeret! Muligvis havde han ikke glemt diverse mindre cool hændelser, men det var dog lykkedes mig at få podes beundring også.
 
Nu har jeg tænkt efter. Og jeg er ret sikker på, at søn ikke var imponeret. Så det var nok heller ikke beundring, jeg hørte i hans tonefald. Jeg tror faktisk, at drengen - som jeg heldigvis elsker betingelsesløst - fyrede den tykkeste ironi af. Havde vi været karakterer i en actionfilm, ville jeg netop have beskudt ham med skumfiduser, (mit tungeste skyts åbenbart), og han ville stå og råbe: ”Is that the best you can do?”
   
Og ja, det er det. Når det kommer til bolde eller andet, der skal gribes i luften, så excellerer jeg, intet mindre. Jeg vil i øvrigt gerne benytte lejligheden til at udtrykke min taknemmelighed for dette yderst brugbare talent. Det har ført mig langt og har affødt respekt. Sidst var ganske vist i femte klasse, til skolens rundboldturnering, men alligevel: Man kan skam leve højt i mange år på den slags.

Det bliver jeg næsten også nødt til, hvis jeg ikke skal gå til i græmmelse: Gribe? Are you kidding? Nu skal forsynet da endelig ikke rutte med gaverne, men kunne man ikke have fået tildelt noget bare lidt mere nyttigt?
Der findes nemlig to slags evner: De fede og de komplet nyttesløse. En top tunet griberefleks hører desværre ikke til de første. Det gør derimod evnen til at skabe overblik ved hjælp af lister (min søster). Eller det at kunne opfatte nuancer i en diskussion og reagere derefter, (min anden søster), i stedet for at begynde at råbe.
Det kunne også være virkelig lækkert, hvis jeg havde fået bare en snert af evnen til at bevare roen, når unger er utålelige, urimelige og umulige, (en veninde har det talent), i stedet for at begynde at råbe. Selv poderne er blevet udstyret med mere meningsfyldte redskaber: For eksempel fryser ældste pode aldrig, og det er da super praktisk - det har han i øvrigt kunnet drage nytte af gennem hele sit liv og ikke kun de første fem år i folkeskolen. Og yngste har en formidabel evne til at lukke alt og alle ude, så han hverken ser eller hører. (Man kan naturligvis diskutere det hensigtsmæssige med den evne, når han gør det samtidig med undervisningen i klassen, men jeg tror nu bare, at han skal lære at bruge den rigtigt.)

Men jeg skulle altså ikke få en af de fede evner. Jeg trøster mig dog lidt ved, at jeg ikke er den eneste med et seriøst ubrugeligt talent. Da ældste pode skulle danse lancier med sin klasse på skolen en aften, stod jeg sammen med en god ven, der også har et barn i klassen. Idet de unge mennesker formede et møllehjul med deres arme og sammen begyndte at danse baglæns, nikkede ven mod scenariet og sagde:
”Jeg var ekstremt god til at danse baglæns i lancier, dengang jeg gik skole. Altså, virkelig, virkelig god. Jeg er faktisk ret god til bare at løbe baglæns”.
   
En helt fantastisk åndssvag evne at have, blev vi enige om, og ganske på niveau med min griberefleks. Jeg kiggede mig omkring på alle de andre forældre og tænkte, at vi to måske ikke var de eneste; kunne det være, at der generelt går masser af mennesker rundt med en særlig gave inden for noget aldeles ubrugeligt? Måske findes der et sted en kvinde, som simpelthen bare er den bedste til at puste æg, og som kunne vinde et verdensmesterskab uden træning? Eller en mand, som altid kan tolke lamaers humør, også selv om han selv bor i Køge, hvor der ikke findes lamaer?

Tanken var i hvert fald rar, for det er så trist at være alene med sin fjollede kunnen. Desuden gav ideen mig blod på tanden, for hvis der er andre PIT’ere (Personer med Idiotiske Talenter), derude, så kan jeg ligeså godt tone rent flag og vise poderne min anden, knap så brugbare evne. Man kan dog kun vise den én gang, (så ypperligt er det), og det kræver desuden, at vi skifter møblerne på matriklen ud. Men det er en ringe pris at betale for muligheden for igen at kunne prale:
”Jeg er enormt god til at forstå samleanvisningerne fra IKEA”.    
  

Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 46 år gammel, har to sønner på 15 og 9 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

ØRESTAD AVIS | C/O BYDELSAVISERNE | ARNE JACOBSENS ALLE 15,1. | DK 2301 ØRESTAD |
TEL: +45 31 15 30 40 | MAIL: info(at)oravis.dk